men skjótt ov trongt í stovuni var. Í Oyra skúla so hildið varð til, tú børnini savnaði, fylti tín bil, tú hevði eitt mál og fylgdi tí kós, elskaða mamma, tú vart eitt ljós. Mangt hevur barnaárini myndað [...] himmalin sæð, trý ommubørn møttu tær glað, og hetta er troystin hjá mær, tey heilt víst eru hjá tær. Eitt bil enn á lívsins gøtu, takk Guð fyri hvørja løtu, vit halda á fram at biðja, og takk fyri lívið tær siga

landi ei tár skulu renna, eingin pína og sjúka skal níva, har ei særandi sorg er at kenna, - um eitt bil, ja, so eri eg har. Ei skal gleðinnar dagur har halla, ei skal ivin tá tyngja mítt sinni, aldri meira

øvundsjúkur var tú, og tú vísti tíðuliga, at tú ikki var so fegin um at okkara vegir skulu skiljast eitt bil. Mundi tú gruna framtíðina, slíkt kemur fram í tonkunum, nú tú er farin. Eg kendi teg sum starvsfelaga

eisini í orðsins rætta og bókstavliga týdningi – á høvdinum fyri tær. Tá ið onnur krupu inn í ein bil undan regni og vindi, rann Kristinn yvir í Svimjihøllina at undirvísa í svimjing og heim aftur. Kristinn

småbåde. Vintrene tilbragte vi i Sørvág, hvor vi var meget sammen. Du købte meget tidligt en bil ”den gule bil”. I den havde vi mange ture sammen imellem Sørvág og Sandavág. Vi sejlede også sammen med trawleren [...] med. Du havde skrevet et brev til mig, som skulle komme fra en dame jeg havde siddet lidt tæt på i bilen. Jeg var lidt overrasket men accepterede brevet og lagde mig ind i køjen og læste det. Du havde virkelig [...] mig og Hjørdis. Men det allersidste møde, var der kun os to. Vi kørte en tur til Gásadal med din bil. En ting kan jeg slå fast. Vi kom meget rundt om det hele, når vi mødtes. Der var rigtig megen nostalgi

minnist óteljandi nógvar góða løtur saman við tær, Omma. Ótelj andi nógv klemm. Ótelj andi nógv ar bil túrar. Ótelj andi nógv ar út ferðir. Ótelj andi nógv sól bað á altanuni. Ótelj andi nógv ar te munnar

urtagarðinum, har vit arbeiddu, vóru nógvar vakrar blómur. Men ein bar av øllum og er tíverri følnað eitt bil. Men einaferð fer hon at blóma aftur og at prýða urtagarðin, sum ber av øllum. Stórur verður saknurin

Ein dag skulu tit sleppa at síggja tey aftur. Góða omma. Hevði vilja havt teg her. Bert eitt lítið bil afturat. Tað er so nógv eg hevði vilja sagt tær. Men tá tað tíanverri ikki er gjørligt, vil eg bara

familjan fór út á »Tjaldrið« ella »Drotningina« at veittra pápa væl heimafturkomnum. Abbi, sum hevði bil, stongdi Sandgarðin og var fúsur at koyra fólk og viðføri til heim okkara í Tórfinsgøtu, har mamma

húsum longur, nívdi sjálv­­sagt hana. Men mest av øllum var hon hørm um, at hon ikki kundi seta seg í bil­in og koyra stutta teinin út á Toftir at vitja mammuna. Eins og vit, so hava børn okkara eisini ein