eisini nógv arbeiði við at gera barakkir og tílíkt fyri bretar. Tað kom eg eisini seinni at gera. Den røde djævel Eg kendi væl teir donsku sokall­aðu »grønu bátarnar«, sum vóru kallaðir Mac Kensie, Iceland [...] vaska sær við. Tað var líka ókent. Tá ið vit sigldu norður gjøgnum Vestmannasund, spurdi eg eftir »den røde djævel«, hvørs rætta navn var Einar Thygesen. Hann var kallaður so, tí hann var so reyður í andlitinum [...] er England?«. »Hetta er England,« sigur hann. Hann hevði skift navn og æt nú Vestland. »Hvar er so »den røde?«. »Tað er hann, sum stendur har í stýri­hús­unum!«. Eg var líka við at leypa á sjógv av tí, sum

tá ið teir vóru í høvuðsstaðnum. Í seksti árunum var Horsens í femstu deildini. Teir vóru nevndir Den gule fare fra Horsens, men nógvu tey seinastu árini hava teir ikki verið serliga vandamiklir. Spurningurin

viðurskifti, so tá slapst ikki longur at fiska, sum sum einum lysti, sum vit gjørdu við Vestland og Den røde Djævel. Tí kom einki serligt burtur úr. Vit fóru niður í Norðsjógvin í apríl mánaða. Vit komu

einum donskum snurriváðbáti, sum fiskaði undir Íslandi. Skiparin, ein reyðhærdur dani, kallaðist “Den røde Djævel.” Hann livdi eisini upp til navnið. Hann bakkaði ikki fyri nøkrum, heldur ikki fyri at

førend du (Jesus) kom da i løn, og kom i hug, hvor mørkt det er i graven! Omstraal mig, saa jeg glemmer den, salv øjet paa din syge ven, saa jeg kan de Guds-haven! vinarliga Jústinus Leivsson Eidesgaard

ord om, at ”vi ses snart igen”, så tænkte jeg: ”Jamen, de mennesker er da tossede at sige farvel på den måde!” For mig var det at sige farvel tungt og forbundet med usikkerhed.” Sigast kann at júst hetta [...] madrasser, dyner og alt muligt hulter til bulter. Midt i det hele sad en ældre mand, tydeligvis i den dybeste fortvivlelse. Hans søn var en af dem, der var gået i redningsbåden, som aldrig blev fundet [...] min opgave her i livet. Hvorfor skulle jeg komme tilbage og ikke min søn?” Det var stærkt at opleve denne mand, som han sad der i hele virvaret med sin sorg og smerte.” Johan fór aftur til Danmarkar, har

sigur Pauli. Tað var Sønderjyllands Symfoniorkester, sum spældi, og solistarnir vóru frá Den Kongelige Opera og Den Jyske Opera. Nevnast skal eisini, at føroyingurin Ernst Sondum Dalsgaard hevði leiklutin

deroppe, men de måtte ned igen, og både Peter og Jakob mistede livet, fordi de holdt fast på Jesus som den, der uden betingelser tager skylden fra mennesker og dermed åbner Himlen. Det var noget af et vovestykke [...] sjælen vil sulte, og det opleves som tomhed, meningsløshed og fattigdom i en ellers smykket tilværelse. Den, som har mod til at leve alene på Jesu ord, som vil lægge livet i Hans hænder, og leve det ud i dagligdagen

Sáttmálan, er hetta tað, vit rópa Nýggja Testamenti á gerandismáli. Tað var Heri Tróndheim, sum týddi “Den Nye Aftale” hjá danska bíbliufelagnum. Ynskir tú tær bøkur í jólagávu? - Ja, tað geri eg. Mær dámar

bager«. Smiðjurin var sum kunnugt skurkurin, men man kundi betri klára seg, uttan bakaran. Tað, sum »Den danske bank« gjørdi móti Før-oyum, var eftir mínum tykki sera ósportsligt og avgjørt eisini óetiskt