sig i den forheksede verden, der boblede ud af de ind­bundne årgange af Flieg­ende Blätter, som vi kaldte tyskerbogen, eller gamle årgange af Familie Journ­alen. Tyskerbogen med de kulørte billeder bar dog [...] han begavet med et varmt og følsomt hjerte, der gjorde, at han stod alle bi, som trængte til og på­­kaldte hans hjælp. Da han havde en ualmindelig ud­­viklet almenfølelse, støttede han ethvert foretagende

Potetter og rabarbra har hun også, men hvannen trives ikke riktig. Det er jo så kaldt på Hvítanes at… Hos Carl og Lina er det ikke kaldt. Carl sier ikke så mye, men han liker å få besøk, og jeg tror han synes [...] som Tomtebrygget, vi lavet hjemme i Norge. Lina forteller at hun blander to skjeer sukker i en liter kald te og heller det over »planten«, og etter et par dager drikker de det. Når den står lenger, blir alt

Selvom fru Jacobsen havde nok at gøre, så fik vi lov til at tumle os så galt vi ville. Omma, som vi kaldte hende, var også tålmodig overfor os. Så var det ofte, når bødkeren kom hjem om aftenen, at han dansede

senn. Hesa vikuna liggja The Dreams aftur ovast á Boogie listanum við lagnum Himlen Falder/Helvede Kalder. The Dreams skulu spæla nógv í Summar og í August kunnu teir upplivast fyri fullum útblástri á Vágsbøi

kredit við at vera við í einari sovorðnari kapping. Vit hava m.a valt at geva »Himl­en falder, helvede kalder« út sum næsta staklag, ístaðin fyri eitt av teimum mest upplagdu hittunum hjá okkum. Tað reyk inn

at den unge og af alle sine Kammerater meget afholdte Hans Jacob var kommet ned paa Dækket igen, kaldte Motorpasseren paa ham og bad ham være behjælpelig med at starte Motoren. Den altid beredvillige Hans

tíma at fylla lastina. Tað kundu vera einir tríggir tímar frá tí, vit fóru, til vit komu aftur úr Kald­baks­botni. At fáa sandin upp tók ein tíma ella tveir. Vit kundu klára tveir túrar um dagin, tá ikki

Niclasi: Ved siden af os boede der en familie, som bestod af fader, moder og 4 voksne døtre. Huset blev kaldt ”hjá Huldukarli”. Manden har jeg ikke kendt, konen hed Bidla. Hun havde altid sort næse, da hun brugte [...] Kák, den næste var gift med en mand fra Sandevåg, der hed Heine. Den 3. er gammel pige og bliver kaldt Huld-Else, men det er nærmest den yngste, som jeg kendte. Hun var halt og blev min første lærerinde

og alt, bagte julekager og bryst­sukker, som hun solgte nede i Evensens forretning, som dengang kaldtes Krist­nastova. Hun havde en datter, der hed Sofie, som hun altid hersede med. Datt­eren var meget [...] klar i hovedet. Hun sagde, da vi havde vekslet et par ord: ”Nej, jeg må skynde mig hjem, min mor kalder på mig”, da var hendes mor for længst død, og hun selv var oppe i 60-erne. Av góðum bergi brotin

Skiparin, sum var grønlendingur, var skjótur at svara: “De har en stor kæft og ellers ikke noget, så vi kalder dem for københavnere.” Hugurin at sleppa á flot ella at fiska liggur í okkum øllum, meira ella minni