Af Mark Jiménez
Denne regnfulde onsdag aften var jeg og nogle af mine kammerater i Havnar Bio for at se det længe ventede doku-drama The Voice of Hind Rajab.
Jeg er ikke én, der normalt er til overdramatiske, følelsesladede tårepersere. Og heller ikke, fordi jeg ikke vidste, hvordan historien ender. Som så mange andre var jeg naturligvis bekendt med lille Hinds og hendes families forfærdelige og grufulde skæbne. Ikke desto mindre kæmpede jeg mig igennem en overvældende følelse af ubehag og modvillighed ved igen at skulle bevidne den femåriges tragiske skæbne – en historie, jeg allerede har fældet mange tårer over.
Jeg kunne til gengæld trøste mig, i modsætning til Hind og hendes nærmeste, med, at jeg efter filmen kunne tage hjem til min mor.
Kort sagt, det var det hele værd. Salen var smækfyldt (jeg fik selv plads i sidste øjeblik, fordi én var blevet syg og jeg overtog dennes billet).
Jeg vil ikke her gentage Hinds historie og hendes endeligt – den er til overflødighed kendt, hvis man da ikke har boet under en sten de sidste to år. Ellers kan den let slås op.
Filmen er i sagens natur enestående, idet krigens rædsler og et barns skæbne skildres ved hjælp af virkelige lydoptagelser fra hendes sidste time, og den er yderst realistisk i forhold til, at det en dramatisering. Man fristes til at betegne Hind Rajab som det 21. århundredes Anne Frank – blot med vor tids særligt eksplicitte og kontante brutalitet.
Handlingen fokuserer først og fremmest på det menneskelige drama, der udspillede sig på alarmcentralen, og det er disse personers førstehåndsoplevelser, man lever sig ind i. Konflikten drejer sig om, hvorvidt man skal sende en ambulance med det samme, eller om man skal afvente green-light fra den israelske hær.
Men hærens green-light lader vente på sig i, hvad der føles som en evighed.
Hovedpersonernes følelsesmæssige op- og nedture, deres ukuelige håb helt frem til det sidste om at redde Hind, deres afmagt og deres sorg – alt dette bliver man en del af. Hind Rajabs kornede, men yndige barnestemme tegner et mentalt billede hos tilskueren af den rædselsvækkende virkelighed, som den lille, syndfri pige sidder fast i, og som hun med pinagtig præcision må beskrive for telefonmedarbejderne.
Vi føler med dem hvert eneste sekund. Vi græder med dem, og vi beder endda til Gud sammen med dem – og med Hind. Efterhånden som Hinds stemme bliver svagere og svagere, svinder håbet langsomt med hvert åndedrag og hvert gisp. Lige indtil hæren endelig giver grønt lys til ambulanceførerne …
Selvom filmen er gruopvækkende og stærkt emotionel, er den efter min mening ikke “for meget”. Den tragiske og sørgelige situation taget i betragtning føles den på ingen måde anmassende, nedsættende eller manipulerende (og igen: jeg er ikke til tårepersere).
Til gengæld er filmen meget lidt politisk i sit fokus – for lidt, vil nogen mene – og den omtaler næsten ikke den israelske besættelse eller folkemordet. Man kan spekulere på, om dette er et punkt, producenterne har givet efter på med henblik på at opnå større udbredelse.
Tematisk fremstilles problematikken interessant nok ikke som et traditionelt, hollywoodsk, dualistisk opgør mellem “good guys/ofre” og “bad guys”. Det står i kontrast til (eksempelvis) pro-israelske propagandafilm (ja, jeg har udstået nogle stykker de sidste par år – hvad gør man ikke for videnskaben??), hvor situationen og personerne fremstilles i en overdrevet, karikeret og følelsesladet melodramatisk form. I disse fremstilles de “gode” (israelerne) tvangsmæssigt som uforstående uskyldige ofre, mens de “onde” (palæstinenserne) fremstår som absurde, monstrøse uhyrer.
I denne film ser eller hører man intet til de “onde”. De er nærmest fraværende gennem hele filmen. Heller ikke ofrene gøres der meget ud af, ud over selve Hind og hendes kusine.
Dette er en pinefuldt vigtig film, som Israel – hvis det stod til dem – aldrig ville lade blive vist offentligt (heldigvis er de ikke herrer over det!). Den er med til at menneskeliggøre de mindst 75.000 palæstinensere, som er blevet folkemyrdet i løbet af de sidste godt to år – et dødstal, som i øvrigt langt om længe er blevet anerkendt af selve gerningsmanden, Israel, efter to års afvisning som “Hamas-tal”.
##med2##
Virkeligheden er, at utallige børn i Gaza har lidt en skæbne, der ligner Hinds. Men ved at give Hind et ansigt og en stemme har man også givet Gazas børn et ansigt og en stemme. Dette er en hårdtslående film, man ikke kan fornægte, når man først har set den. Det er en sand hjernevrider, der med brutal tydelighed viser både det bedste og det værste, mennesket er i stand til.
Slutteligt vil jeg sende mine tanker til de "usual suspects" – Israels evige heppekor – som endnu en gang brillierede ved deres fravær. Ingen af dem ulejligede sig (i øvrigt forventeligt nok) med at dukke op til visningen. Man skulle ellers tro, at de havde interesse i emnet. Men filmen stemmer jo ikke overens med fortællingen om deres elskede Israel. Og at opsøge nye perspektiver eller udvise blot en smule nysgerrighed er næppe deres stærke side. Jeg er ikke i tvivl om, at de blot affejer filmen som endnu en omgang “Hamas-propaganda” – uden nogensinde at have set den.
