Foden paa Land, havde vist en overstrømmende Elskværdighed og den hjerteligste Gæstfrihed. Nu have et par af af Bondens Folk i løbet af Eftermiddagen været ude efter Fugleæg i Fjeldet paa Øens Vestside
hvussu tað var at vera barn í Dímun. Dreingirnir høvdu »aldrig været uden for deres Ø. Ude i det blaa Hav svømmede de andre Øer, som de hver dag maatte se paa, og i de lange Vinteraftener havde de hørt om
de lejren. Fra jernbanestationen i Karahandar tog de via Taskent til Karatjnavolsk ved det Kaspiske Hav, hvorfra de sejlede til Baku. Her havnede de først i et fængsel, men da denne fejltagelse var opklaret
andre havde talt ondt om ham og havde stået skarpt imod ham. Jeg havde i samme sekund følelsen af at have taget parti, og at jeg i hvert fald ikke vilde komme på kant med ham. Det var vel indtrykket i de
vist farin frá hesi veiði, so farið varð ikki avstað aftur. Í komandi parti verður greitt frá, tá ið »Havfrúgvin« sigldi á land á Norðurlandinum, og hetta eins væl kundi verið deyðin hjá allari manningini
bara gott at bera manninum. Men “ensomt Liv i Klaksvig, hvor der højst er 2-3 familier, som han kan have nogen tilfredsstillelse at omgås, folks irriterende urimelige fordringer til lægen, farlige rejser
give Frihed, man vil give det den Frihed, som Færingerne og Færøernes Lagting ønske, at det skal have.« Eisini heldur hann, at tað er gott at liva í Føroyum. Hetta sást í økingini av fólkatalinum, sum
ksan. Hetta merkti vanliga, at nú var tað ein havtaska, sum hevði fingið sær eina dunnusteik. Ein havtaska kundi enntá slúka eina gás. Vit mettu havtasku sum okkara fígginda, og vit vóru ernir, tá vit
“Kallur” út á fiskileið, á myrku nátt – teir línu egndu, í dýrdarveðri drála ei. Teir løgdu út á villa hav, tá sólin gingin var í kav. Á morgni árla teir sær skunda, at draga fongin inn um borð. Tey heima eftir
skal blive af Jesus hin Dag. Han som sidder ved Faderens højre haand og hersker fra sin Trone over Hav og over Land. Han bereder nu en Plads udi Himmelens Hjem, for alle Guds Børn, kom og slut dig til dem
