Det afgørende nye ved dette forslag ligger i, at den erfaringsmæssigt noget problematiske to-stemme model, er ændret til, at vælgeren kun afgiver 1 stemme. Denne stemme kan tildeles personligt eller til partiet. Hvis den tildeles personligt vil den, som i dag, også være givet til kandidatens parti.
Fordelingen af stemmerne og den deraf følgende transformation ligger i den efterfølgende behandling af stemmerne. De samme stemmer benyttes således til to udregninger: 1) Først udregnes en proportional fordeling af stemmerne baseret på partistemmer på landsplan. Denne opgørelse foretages ved hjælp af Saint lagüe fordelingsmetoden. 2) Dernæst udregnes for hver valgkreds, hvilket parti der har fået flest stemmer. Denne summering er udtryk for, hvilket parti der skal tildeles kredsmandater i hver enkelt kreds.
På den måde opnår man en proportional korrekt mandatfordeling for alle partier i Lagtinget, samtidig med at man kan anføre, hvilket parti, der skal have del i de 7 kredsmandater.
Den endelige fordeling af mandater i de enkelte partier foreslås foretaget på følgende vis: 1) Kredsmandat tildeles den opstillede politiker, i det berettigede parti, der har opnået flest personlige stemmer. Dermed tildeles kredsmandaterne til de lokale områders mest populære kandidater. 2) De resterende 26 mandater kan efterfølgende fordeles efter personlige stemmer eller efter listeopstilling, afhængig af hvordan det enkelte parti ønsker at foretage sin opstilling på landsplan.
Partierne opstilling foreslås foretaget i de eksisterende valgkredse, efter den model der benyttes i det nuværende valgsystem. Men vælgeren vil få mulighed for at stemme på alle kandidater over hele landet. Valgresultatet – vælgerens beslutning – vil efterfølgende afgøre hvilke politikere der vælges til at repræsentere valgkredsen eller partilisten. Om det vil få den store betydning i praksis, skal jeg ikke vurdere her.
Afgørende ved dette forslag til et nyt MMP-valgsystem er, at det udover at give de fordele som MMP-valgsystemet i sig selv har, samtidig: 1) Er lettere af forstå for vælgeren, 2) giver både kreds, og landsrepræsentation, 3) giver mulighed for særlige opstillingslister (f. eks. kvindelister), 4) giver vælgeren mulighed for at stemme på præcis den kandidat man ønsker og 5) sikrer alle valgkredse repræsentation. Men det kan vise sig, at der i tilgift kan være en række andre fordele samt udfordringer, der kan være udslagsgivende for om forslaget kan bruges i praksis.
