1. Introducerende bemærkninger
Det er nok for meget sagt, at undertegnede har personificeret det færøske hjemmestyre. Men jeg tilhører et parti, der i høj grad vedkender sig fadderskab til ordningen og som under ordningen har været med til helt at ændre og modificere den og øge dens anvendelighed.
Vi mener fortsat, at en udbygning af ordningen og ændring af væsentlige elementer kan tjene som samværsform for to brødrenationer, der har haft rigsfællesskab i århundreder. Loven bør få karakter af at være en selvstyrelov mere end en hjemmestyrelov.
2. Baggrunden for indførelsen af Hjemmestyre på Færøerne
Forhandlingerne om Hjemmestyreloven af 1948 var sidste fase i en udvikling over 80-90 år hvor færingernes voksende nationale bevidsthed kom i et kraftigt modsætningsforhold til resterne af en kolonipolitik, der, repræsenteret af et stærkt dansk embedsmandsvælde, stod stejlt og uforstående over for ønsker om anerkendelse af færøske nationale karakteristika sprogligt og kulturelt, samt overfor ønsker om adgang til at tilrettelægge egen udvikling økonomisk og politisk, d.v.s. lovgive herom og administrere selv i henhold til denne lovgivning.
En vis afklaring af enkelte nationale spørgsmål havde fundet sted inden 1940, men de fem krigsår bevirkede, at en helt ny styrelsesordning uomgængeligt måtte forhandles på plads hurtigst muligt efter genforeningen i 1945.
Det færøske Lagting vedtog i maj 1940 »Bestemmelser om en midlertidig styrelsesform på Færøerne.«
Det væsentlige i denne var, at Lagtinget overtog en betydelig lovgivningskompetance i et samspil med amtmanden, der varetog regeringens og kongemagtens hidtidige kompetance.
Striden om flaget som nationalt symbol løste briterne allerede 25. april 1940 med deres forbud imod at færøske skibe førte dansk flag.
Begivenhederne i Danmark 29. august 1943, der reelt betød, at Danmark stod uden en folkevalgt regering, skabte på Færøerne en situation, der klargjorde, at en tilbagevenden til forholdene før 1940 var umulig, idet Lagtinget dermed skulle afgive sin nyerhvervede lovgivningskompetence.
I 1943 behandlede Lagtinget derfor forslag om endnu en ny styrelsesordning, der kun skulle kunne afløses af en aftale, forhandlet mellem Regeringen og Lagtinget efter krigens afslutning. En sådan blev ikke vedtaget, men hjemmestyremodellen begyndte at tage form.
Socialdemokraterne kaldte deres forslag i 1943 for en »Friheds- og venskabspagt« mellem Danmark og Færøerne og mange hovedelementer fra dette forslag genfindes i den endelige Hjemmestyrelov, der dog er knapt så radikal som forslaget. F.eks. var det ikke muligt at få Færøerne beskrevet som en »Nation« i den danske lovtekst. Der benyttes »Et selvstyrende Folkesamfund« i den danske tekst for ordet »Tjóð« i den færøske tekst, hvor ordet »Tjóð« er synonymt med »Nation«.
3. Hjemmestyre-ordningen
Den filosofiske og ideologiske baggrund for hjemmestyremodellen er, at de to selvstændige folk ? danskerne og færingerne ? hver for sig frit skulle kunne vælge de samarbejdsformer og udstrækningen af disse, som de nu finder tjener parterne bedst.
For at kunne vælge ? også hvor interessekonflikter måtte vanskeliggøre enighed i valget ? foretages en opdeling i sagsområder, karakteriseret som:
1A. Særanliggender, der umiddelbart kan overdrages til styrelse og forvaltning af Færøerne.
1B. Anliggender, der efter forhandling om omfanget, får samme status som A.
2. Rigets fællesanliggender, der varetages af rigsmyndighederne med behørig hensyntagen til færøske interesser, specielt i udenrigsanliggender.
De danske myndigheder skulle kunne anmode de færøske om at overtage sagsområder ? incl. omkostningerne ? til selvstændig færøsk forvaltning efter færøsk lovgivning eller i henhold til en for området gældende særlig rammelov, der overlader færingerne den nærmere lov- og regelfastsættelse.
På samme måde skulle færingerne uden videre kunne overtage særområderne under 1A og områderne under 1B efter nærmere forhandling når man ønskede at påtage sig det fulde økonomiske, lovgivningsmæssige og forvaltningsretlige ansvar for et område.
I 1948 og mange år fremover ansås denne ordning at repræsentere en generel positiv frihed til uden påtryk ? at forblive sammen eller adskilt, helt eller delvist, således som parterne finder det tjener dem bedst kulturelt, åndeligt, økonomisk og styrelsesmæssigt.
En væsentlig del af baggrunden for at ordningen blev vedtaget, på trods af, at der i Lagtinget var flertal for en mere radikal ordning, skal findes i det flere hundrede årige rigsfællesskab samt, at der boede adskillige titusinder af færinger og efterkommere fra blandede ægteskaber i Danmark, således at næsten enhver på Færøerne fastboende færing havde familiebånd til Darnmark.
4. Hjemmestyre kontra suverænitet
Ordningen var et forsøg på at skabe et alternativ til en færøsk statsdannelse, hvor selvstyret hvilede på suverænitetsbegrebet.
Hævdelse af en egentlig færøsk suverænitet ville være en gigantisk opgave for 30.000 mennesker og give ringe muligheder for at træffe sådanne selvstændige færøske beslutninger baseret på økonomisk formåen, at disse kunne karakteriseres som et selvstyre med rent færøsk forvaltning. Færøerne var på det tidspunkt et udbygningsmæssigt totalt forsømt dansk amt.
Sammenligning med en række små kolonier, dominions eller territorier, der i årene efter F.N.´s oprettelse blev erklæret selvstændige stater, viste også, at den egentlige selvstændighedsgrad faldt drastisk, bl.a. på grund af større økonomisk afhængighed af tidligere »moderlande«, stormagtsinteresser, manglende mulighed for hævdelse i internationale fora, handelssammenslutninger og lignende organisationer.
5. Ideologien bag Hjemmestyreordningen
Ideologien bag hjemmestyremodellen var kort sagt, at den højeste grad af selvbestemmelse kunne opnås i et arrangement, der ikke nødvendigvis byggede på suverænitets-/statsbegrebet.
Foruden »Friheds- og venskabspagten« lancerede man begrebet »Livsfrælsi«, d.v.s. frihed til at leve (også materielt) og træffe egne beslutninger.
Udviklingen i den statsretlige og folkeretlige teori har givet Hjemmestyrelovens fædre ret. J.f. Alf Ross´definition af hjemmestyret som et udvidet kommunalt selvstyre, som kan tilbagekaldes af Folketinget contra Frederik Harhoff´s doktorafhandling, der fastslår rigsfællesskabets tredeling. Lovens funktion i 50 år har ændret dens status, således at den ikke kan ophæves af enhver anden folketingslov uden færøsk accept.
6. Forholdet til den Islandske Forfatning af 1918
Den islandske selvstændighedslov af 1918 havde et helt andet sigte, Lovens §1 fastslår som en kontradiktion til de øvrige paragraffer, at de to selvstændige stater Danmark og Island indgår en aftale af 25 års gyldighed om et selvstyre, der defineres i de efterfølgende paragraffer. Fra Islands side havde man allerede bestemt sig for før eller senere at hævde en islandsk suverænitet.
Men enhver levende organisme må kunne udvikle sig, undergå ændringer, skabe nye muligheder og øge omfanget af sit virkefelt. Det er derfor vigtigt, at der både i Danmark og på Færøerne findes en opfattelse af, at nogen har ansvar for at dette kan ske, såvel som for at uforudsete tilbageskridt hindres.
7. Hjemmestyrelovens funktion
Følgerne af de økonomiske omvæltninger i 90?erne har skabt en følelse af fravær af dette ansvar, specielt i danske politiske kredse, hvor færre og færre reelt bekymrer sig om, hvad lovens ånd tillader den ene af parterne at foretage sig på den andens vegne, uden at dette medfører et gensidigt tab for begge.
Undertegnede har engang sammenlignet Hjemmestyreloven med en harmonikas bælg, der kan udvides meget langt efter hvert som du øger rumfanget i bælgen.
D.v.s., at ordningen henad vejen omdefinerer sig selv til at indholde kompetancer, der går ud over lovens bogstav.
Dette har specielt været gældende i udenrigspolitiske relationer, hvor den selvstændige færøske optræden i handelsmæssige og fiskeriaftalemæssige sammenhænge ikke i 1948 var forudset så vidtgående.
Det blev nødvendiggjort af udviklinger udenfor riget ? især efter Danmarks medlemsskab af EEC. Denne praksis har ofte løst problemer, hvor bindinger på den danske regering hindrede en løsning i statsligt regi.
En harmonikabælg skal også kunne trykkes sammen, således at ting, der ikke er plads til blæses ud, eller overgår til anden sammenhæng. Erkendelsen af dette afdækkes ved en sammenligning imellem den grønlandske og den færøske hjemmestyremodel.
Den grønlandske i en meget stiv ramme med tilskyndelse til overtagelse af sagsområder i et hurtigt tempo ? men med bloktilskud indrettet derefter ? og den færøske med mere fleksible kanter, hvor mulighederne for såkaldte § 9 overtagelser har forlænget overtagelsesprocessen. Også her har overgangen til bloktilskud ? ikke forudset i 1948 ? dog skabt en korrektion, der mindsker risikoen for at en ændring i skattetrykket i de to lande, skaber mulighed for at føre politik på selve hjemmestyretanken, for partier, som i deres program fejlagtigt definerer »moderlandet«, som et afskibningskontor for økonomiske tilskud.
Med 30 år flere på bagen skulle den færøske hjemmestyremodel tidligere afsløre svagheder end den grønlandske.
Bloktilskuddene indgår med meget forskellig procentandel i de ressourcer, der er nødvendige for en rimelig administration af de to samfund. Også dette skulle tidligere afdække de behov for ændringer, der måtte erkendes på Færøerne end i Grønland.
8. Begivenhederne
i 1990erne,
EU og Hjemme-
styreordningen
Behandlingen af de færøske gældsproblemer i 90?erne har gjort det helt klart, at hjemmestyret for Færøerne må ændres.
Vi har i mange år ønsket Hjemmestyreloven afløst af en Selvstyrelov, der klart definerede de udvidelser af Hjemmestyreloven, som sædvane har skabt, opstrammede og udvidede de udenrigspolitiske kompetancer ? bl.a. med henblik på forpligtende samarbejde med tredie lande ? vedtog at alle områder principielt skal kunne overtages som særanliggender, men at loven fastholdt rigsfællesskabet ? specielt kongefællesskabet ? så langt Danmarks hjemmestyre i EU nu kan tillade.
Dette sidste skaber et væld af juridiske problemer, som er vanskelige at overskue, men forhandlingerne om ændringer bør påbegyndes snarest, også på grund af de uløste økonomiske problemer Danmark-Færøerne imellem, og dette netop fordi de færingerne påtvungne midlertidige løsninger reelt har sat Hjemmestyreloven ud af kraft.
Møntfællesskabet har ? på trods af, at det fratog færingerne muligheden af en kronedevaluering, der kunne være anvendelig i den meget følsomme fiskeriøkonomi ? været anset for et aktiv, og man har følt den overordnede danske pengepolitiske myndighed som en garanti for en forsvarlig forvaltning.
Krisen har belært os om ufuldkommenheden på dette felt.
Allerede i 70erne erkendte man behovet for en landsbank med visse nationalbank-lignende kompetancer, bl.a. til regulering af likviditetet på Færøerne og med adgang til information om pengeinstitutternes virksomhed, men et egentligt færøsk finanstilsyn forestillede man sig ikke.
Mange forsøg på sammen med det Rådgivende Udvalg at analysere bankernes virksomhed såvel som den store exportvirksomhed »Fiskasøla« gav ikke resultater, idet udvalget fandt dette liggende udenfor sin kompetance, men i dag står det klart, at et specielt tilsyn ? eller i det mindste adgang til samme information, som bibringes den danske industriminister ? må være et af elementerne i en nyordning indenfor fællesskabet.
I 1992 var Danmark ikke kreditorland, da den færøske lånoptagelse fandt sted i udlandet uden statsgaranti. På trods af dette kan der hos visse långivere have været formodninger om, at Danmark altid ville gå ind og »redde« Færøerne.
Ulyst til at lade dette stå sin prøve har haft stor indflydelse på de danske krav til færøsk politik siden 1992. Endvidere har samspillet mellem Den danske Bank?s rolle i den danske finansielle krise i 1992/93 og dens udsigter til at konstatere store tab på en datterbank på Færøerne medvirket til at vælte tab over på færøske skatteydere.
Afledede virkninger af glidebaneløsningerne og den fejlagtige indblanding i hovederhvervenes vilkår har kostet yderligere, idet de sædvanlige konkurssammenhænge blev sat ud af kraft o.s.v.
De danske betingelser var således ikke sådanne, som ethvert kreditorland ville stille, men et forsøg på at sætte debitor under administration- også politisk.
9. Den fremtidige relation mellem Danmark og Færøerne
Undertegnede har længe forfægtet, at det var mere frugtbart at komme til enighed om en politisk løsning af gældsproblemet end at bruge kolossale ressourcer på undersøgelser af årsagssammenhænge og ansvarsfordeling, der hindrer Færøerne i at arbejde sig ud af den økonomiske krise.
Mit forslag var en tredeling af gælden med en trediedel til den færøske landskasse, en trediedel til statskassen og en trediedel til den danske finansielle sektor ? sandsynligvis repræsenteret via Nationalbanken.
I stedet er problemerne parkeret til 1998. I henhold til den danske finansminister i afventen på oplysninger om potentialet i en eventuel færøsk udvinding af råstoffer i undergrunden.
Her gælder det samme som mange gange tidligere anført, at jo mere man sætter kroner og øre på Rigsfællesskabet jo flere søm og fjæle producerer man til fællesskabets ligkiste.
En fortsat tyngende eller voksende færøsk gældsafhængighed af Danmark som kreditor, hvor bloktilskuddene returneres som renter af statslån, er en uholdbar situation, der bestemt ikke befordrer et samarbejde om eventuelle undergrundsressourcer. Der skal findes alvorlige brister på den færøske side, hvis nogen tænker på at tage skridt tilbage i undergrundsaftalen af 1992.
En løsning af disse problemer kombineret med en ny Selvstyrelov vil være en forfatningsmæssig relation, der kan holde langt ind i næste århundrede, og så har det ringe relevans at forsøge at spå længere frem.
Den ubekendte i denne fremtidsligning er Danmarks muligheder i EU. Den danske ulyst til at medvirke til bedre handelsmæssige relationer til EU, kan ikke fortsat bruges til at affærdige Færøerne med, at man må gøre op med sig selv, hvad man vil m.h.t. medlemskab af EU.
Færøerne har adskillige gange meldt klart ud, at man har gjort op med sig selv.
At det ikke harmonerer med, hvad EU og regeringen mener at Færøerne skulle melde ud, må ikke fortsat hindre rimelige løsninger. Det ville smage alt for meget af imperalistiske tendenser.
Tórshavn 4/7 1996
