Jesus som vor Herre. Er du en troende, saa skam dig aldrig ved at tale med andre om Jesus; husk Jesu egne alvorlige ord til os Mennesker: “Thi dem som skammer sig med Mig og mine Ord i denne utro og syndige [...] syndige Slægt, ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle. (Markus 8,38). Da disse Sandheder har bragt mig Livets største Glæde, baaret mig

perspektiv.” Ella sum ein lærari aftaná eina sýning fyri børnunum á einum skúla segði: ”Tit kláraðu skam at tendra stjørnurnar í eygunum á børnunum.” Hvat meira kann man ynskja sær at fáa at vita, aftaná

»...álkubøli og lundaholur skulu nú fáa skamm« Soleiðis hugsaði gorpurin gamli í Fuglakvæðnum, men meðan tjaldrið megnaði at spilla hansara veiði, so sær út til havnarmenn í stuttleikabátum eru væl á veg

Drengen: “Kan du nu love, at din Søster aldrig mere skal blive syg, blive fristet, faa Sorg, Synd, Skam eller dø, hvis han skulde skaffe ham et blad fra Livets Træ til Lægedom for Sygdommen. Drengen kunde

de blev derude. I Farens Stund paakaldte de Herrens Navn, og han bønhørte dem. Thi de havde ikke skammet sig over at vidne om ham for Menneske og ophøje hans Navn. Naar Faren er størst er Hjælpen nærmest

forklare dig det. En Søndagaften var jeg blevet lidt beruset, da jeg kom hjem til min Kjæreste, og hun skamm­ede mig saa ud, at jeg lov­ede aldrig at smage Brænde­vin mere, og siden den Dag, har jeg været aldeles

sólin skín’? Og sig mær mamma, hví ert tú so góð við beiggja tín? Stórir spurningar, tað er vist, og skamm fái tann, sum vil kveistra teir til viks og ikki taka teir í álvara. Eru hetta spurningar, sum eru

altså om søndagen, gik Debes over til fruen og bad hende om hun ikke vilde hjælpe ham. "Nei, De må skam gå til doktoren med den finger," svarede hun. "Til doktoren! Men han vil tage hele hånden" – "Nå,

og lágløntum nú er vorðin so ótolandi, at neyðugt er við politiskum tiltøkum. So langt so gott, og skamm fái hann, sum sigur samgonguna ringa fyri henda fráboðaða skattalætta, sum snýr seg um einar 140 milliónir

høvdu á orði: “Vit skulu ikki drekka ov nógv”. Vit koma so eyst­­ur á flógvan og settu línuna. Men skamm í tað. Tá ið vit løgdu upp ímóti, var nógvur vindur. Vit fóru beinanvegin at draga, men tað gekk ongan