der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer,

til det yderste, og performer til topkarakter i noget af det bedste, mest indædte, og ikke mindst onde skuespil, vi længe har set ham i. Det er en fænomenal præstatioan.

i­num eisini máttu fyri­halda seg til, varð greitt, tá fólka­at­kvøð­an varð útskrivað. Tey hildu ond­ini – líka til An­finn Kalls­berg, Fólka­flokki­num líkt, punk­ter­aði møg­u­leik­an fyri ein­um s

Anstalt, og jeg blev vist ind i et Værelse, hvor 7 andre Mennesker laa og snorkede, aa, jeg var saamænd ond indvendig og tænkte hvert Øjeblik paa at flygte uden videre. Det var alt andet end hyggeligt, et laast

álitismaður í Miðflokkinum er at hoyra! Prentsvertan var valla turr, so kom róp í. Fyrst reistist ein ond eftir havinum, men hon var veik og fór framvið. Tað var Símun Absalonsen. Hann rak tó fram undir, at

ikki var frammi. Onkur helt fyri, at hetta var sum at vera inni í einum køki, tí tað rørdist ikki ein ond og lýtt var í veðrinum. Vaksin og børn, ung sum gomul. Øll høvdu leitað sær út til hesa hugnaløtuna

oynd­firð­ing­um nærkast tí næs­tu náttini í Nesvík. “Send tínar streymar av náði, send okkum vek­ing­ar­ond” rungar í hesi stóru høll­ini, sum kann rúma fleiri ferðirnar fólkatalinum í Oyndarfirði. Tað eru tveir

So náddu tey fram, tey døpru boð sum ond yvir myrknandi aldu, tey søgdu, mót vestri vart tú á flog og ikki meir hjá okkum dvaldi. Bjart var títt skygni og skarpt títt vit, sterkur tú tóktist í sessi snøggliga

míni eisini fáa troyst í hesum. Bert ein dag, eitt bil í senn eg fái, ríka troyst til stirda sál og ond! Hví nú stúra? Lít á Harrans náði, alt jú hvílir í Guðs Faðirs hond. Hann, sum alt mítt ber í faðirbarmi

vær min ven Gud hør min bøn Og det for Jesus skyld Eg befalli meg í Jesu hond Lív og likam, sjel og ond Í hesi nátt Ævigt og altíð Amen Við hesum vilja vit lýsa frið yvir ommu og langommu okkara. Vegna ommu-