um meira enn ein lítil dropi, so var tað fyri okkum, ið nutu gott av hennara avriki, sum eitt heilt hav. Ærað veri minnið um mammu mína. Bergur

tað skuldi verða. Gott at vit kundu verða hjá tær, hjálpa tær, sum tú so mangan hevur hjálpt okkum. Hav tað gott, tað segði tú altíð við okkum. Góða mamma, tómligt er tað hjá tær nú, tú er vorðin einsamøll

din grav. Vi havde det altid så dejligt sammen, savner dig så meget Affa. Men hvor er vi rige, at have så mange gode minder om dig. Jeg har skrevet et digt til dig. Da du gik igennem himlens port Blev

alle sammens Elias. Det var Tinas store ønske at du skulle se ham, men det nåede du ikke. Du ville have elsket ham så meget. Du så et billede af ham og du var så stolt af at være blevet oldefar og at der [...] Når du så kom hjem, hyggede vi os og vi har nogle dejlige minder fra den tid. Du elskede livet på havet. Du havde sejlet næsten hele dit liv, du startede som 14 årig. Du var en aktiv mand, som var med til

sandgrevstur úr Fredrikshavn. Friður yvir minni tínum Solberg Kristiansen. Siglur tú lívsins stormandi hav steðga tú vinur, tú veist ikki av fyrr enn teg deyðin kann taka í favn ov seint er tá at leita í havn

skilnarstund Hondin tín ei røkkur meg Hinumegin lívsins sund Eitt er tó ið stuðlar meg Setir kós á lívsins hav Leiðir tá meg fram á veg Orðið, Gud mær gav Chris Jan

Eg sigli fram yvir lívsins hav, Meg ber hin skiftandi bylgja; tí kós, sum Jesus mær sjálvur gav, eg ynskir trúgvur at fylgja; eg stevni fram mót teim ljósu londum, við lívsins træi á føgru strondum, har

“Kallur” út á fiskileið, á myrku nátt – teir línu egndu, í dýrdarveðri drála ei. Teir løgdu út á villa hav, tá sólin gingin var í kav. Á morgni árla teir sær skunda, at draga fongin inn um borð. Tey heima eftir

tykkum nærverandi í hesum døgum: “Mín faðir mítt upphav. Tú livir enn í mær. Gævi tín ferð handan hav, friðsæl og fullborin var.“ Friður verið við minninum um heiðursmannin Petur Knudsen.

Nú er tíð fráliðin síðan vit skiltust. Tú fór yvir eitt hav, ið ikki komast kann aftur frá. Hetta hav fara vit øll eisini um ein dag. Vit menniskju standa framvegis enn spurin hví, og summi koma nokk at