hondum tað bant teir við bondum, ið rukku so víða, sum verøldin rann. Og tíðin hon blásti við gandandi ond á lív ið varð livað á bø og við strond, ein óskrivað søga, ein orðleys røða um fólkið her livdi skapaði

reglur koma eisini fyri í søgunum ?Våd Hjemstavn? (Gamaliels Besættelse) og ?Småstad og Babel? (Kur mod onde ånder). ?De fortabte Spillemænd? fer fram í Havnini undan fyrra veraldarbardaga ? eg plagi at kalla

í sjónum við gronini beint upp í loft, fyri so við einum ønskriligum, óhugnaligum físi at geva upp ond. Ein vatnsúla, sum mest minti um eitt stórt springvatn, stóð upp úr gronini, og so var »Blikur« burtur

Benadikt: “Nú fara vit at leggja okkum, tú heldur vakt og vekir okkum, tá línan er staðin.” Ein lítil ond hevur verið henda sólskinsdagin, men tá ið Benadikt sær, at hinir eru sovnaðir, leggur hann seg eisini

gamal.: “Júst dugdi jarnsmíð, og vit hava enn minnir um, tá hann og Rasmus Effersøe løgdu “hond og ond” saman til at gera nýggj landbúnaðaramboð. Í teimum árum okkara fiskifloti fór at vaksa, og nógvir

Anstalt, og jeg blev vist ind i et Værelse, hvor 7 andre Mennesker laa og snorkede, aa, jeg var saamænd ond indvendig og tænkte hvert Øjeblik paa at flygte uden videre. Det var alt andet end hyggeligt, et laast

dags Eftersøgninger tog hurtigt al Kraft ud af dette Haab, og Onsdagen kom saa Bekræftelsen paa de onde Anelser, idet Baadens Agterstævn blev fundet som Vraggods ved Vigerbirge. I det disede Vejr og uden

fert tú enn burtur til onnur lond, hvar alt tykist stórt tær og nýtt ljósnættarkvæðið, hin ljósnáttar ond fylgir so langt tær og vítt, dregur teg aftur at heimligu strond, tí okkara summarnátt eigur trý bond

árið. Vit komu út á Fiskanesbankan, tað var tíðliga um morgunin. Veðrið var av tí besta, ein lítil ond. Sólin kom júst tá úr havs­brúnni, so stór og blóðreyð, ikki rættuliga loysnað úr havin­um. Beint ímóti

udtryk i sine små runde øjne. Man havde jo hørt om denne hednings forfærdelige død! Han havde set den Onde stå ved sit fodgærde, og han havde i sin sidste stund bedt og skreget til den Gud, han gennem hele