silvitni á Skálafjørðinum. Hann liggur sum ein sveiti, sum tað plagar at verða tikið til. Har er ikki ein ond, og tað speglast í fjørðinum. Hann sigur frá góðum veðri seinnapartin: eitt lítið lot av eystri og

fígging av nevnda málsøki. Hetta – skerd fígging – er tann veruligi trupulleikin. Har finna vit óivað ”ondets rod.” Tað er illa hugsandi, at yvirlæknar og aðrir sjúkrarøktarar á okkara sjúkrahúsum fara at kunna

hittinorð, hansara stilla kærleika til umhvørvið, hansara ótilgjørda og einfalda sinnalag, hansara treystu ond, hansara listaligu gávur og musikalitet, hansara søgur og evnini at siga frá og hansara lívsgleði og

hana. Hann tók í hond hennara, lyfti hana høgt upp og mundi ikki slept henni. Løtu eftir gav hann upp ond. Nú hava tey so bæði fingið frið eftir at hava strevast í næstan eina heila øld, men vit børn eins

til et budskab som råber til himmelen imod Guds orden? Ja. Verden ligger stadig i det onde og derfor har det onde altid en plads i medierne. Som det var dengang, således er det også i dag. Johannes stod [...] blev han kendt og fik magt. Nej ingen styreform kan garantere fred, når menneskets inderste tanker er onde. Bush har nu forsøgt i snart 8 år at skabe fred med våben, men dette har bare skabt flere terrorister

árið. Vit komu út á Fiskanesbankan, tað var tíðliga um morgunin. Veðrið var av tí besta, ein lítil ond. Sólin kom júst tá úr havs­brúnni, so stór og blóðreyð, ikki rættuliga loysnað úr havin­um. Beint ímóti

dags Eftersøgninger tog hurtigt al Kraft ud af dette Haab, og Onsdagen kom saa Bekræftelsen paa de onde Anelser, idet Baadens Agterstævn blev fundet som Vraggods ved Vigerbirge. I det disede Vejr og uden

almenn skipaupp­høgg­ing v.m. – og ein í 20 ár líðandi niðurundirkomin politisk meginfyrisiting – var Ondets rod. Blokkskipanin ella danskur politikkur áttu hvørki lut ella leik í ørskapinum. Í løtuni ganga

Anstalt, og jeg blev vist ind i et Værelse, hvor 7 andre Mennesker laa og snorkede, aa, jeg var saamænd ond indvendig og tænkte hvert Øjeblik paa at flygte uden videre. Det var alt andet end hyggeligt, et laast

gamal.: “Júst dugdi jarnsmíð, og vit hava enn minnir um, tá hann og Rasmus Effersøe løgdu “hond og ond” saman til at gera nýggj landbúnaðaramboð. Í teimum árum okkara fiskifloti fór at vaksa, og nógvir