Den islandske præsident med ægtefælle er blevet modtaget af lagmanden, hans mand og hans enarmede kone. Der skal bl.a. serveres søpapegøjer og Aurora Borealis skal synge for den islandske præsident med ægtefælle og lagmanden, hans mand og hans enarmede kone.
Spørgsmål: Er dette blot en spøg? En dårlig spøg? Nej, det er blot én af de mange nye muligheder, der kan gives os, når etikken ikke længere skal være teocentrisk men antropocentrisk funderet ? altså humanistisk fremfor kristen. Lad os se nærmere på dette.
En, to, mange
Tidligere byggede samfundets love på den gudgivne skaberorden, hvor mand og kvinde var givet at leve sammen i ægteskab. I dag argumenterer vicelagmanden og andre med ham for et registreret partnerskab for to af samme køn. Normen for etikken flyttes altså fra den gudgivne skaberorden, der udelukker homoseksuelt samliv, til menneskets driftsliv. (Og dette driftsliv kan af den enkelte føles som ?naturligt?, også selv om det er imod naturen, sådan er det nemlig i en falden verden.) Da nogle mennesker har en drift imod en person af samme køn, og ønsker at leve sammen, så synes nogle, at vi som samfund dels skal legalisere et sådant samliv og dels sikre dem vilkår nogenlunde på samme vis som ægtefæller ellers. Det handler om retssikkerhed, siger blandt andet vicelagmanden (f.eks. Fregnir 27. sept-3.okt. 2002). Og vé dem, der ikke vil sikre andre deres ret, siger nogle.
Jamen, hvis vi nu legaliserer samliv mellem to voksne af samme køn (homoseksualitet), bliver det næste så ikke, at vi legaliserer samliv mellem en voksen og et barn (pædofili), spørges der. Usmagelig sammenligning! siger nogen. Hvorfor er sammenligningen usmagelig, spørger andre. Er begge dele ikke synd, spørger igen andre. Nogle vil så fremføre, at der i ingen af tilfældene er tale om ?overgreb? (voldtægt), som alle vist stadig er enige om, er utilladeligt. Jamen, det er altid skadeligt for barnet, siger nogen. Hvorfor er det skadeligt for barnet, spørger andre. Skyldes det ikke kun, at vi har defineret det som skadeligt, og dermed belagt det med fobier, der er med til at marginalisere og få mennesker til at føle sig udstødte? Eller er denne skamfølelse, der gør, at det i hvert fald ikke udøves "åbenlyst", en gudgiven samvittigheds påmindelse om, at det ikke er ret at handle således, en skamfølelse, som det ville være en katastrofe at få fjernet?
Mon ikke nogle enkelte ved, at ?Foreningen for bøsser og lesbiske i Danmark? (tidligere ?Forbundet af 1948?) havde en pædofiligruppe, der i 1985 blev udskilt til en selvstændig forening. Det var nok lettere at få legaliseret homoseksuelt samliv, hvis man ikke havde pædofiligruppen med i selskabet (?Kærligheden glæder sig ikke over uretten?, 1996, s. 34). Og det havde de ret i.
Hvad er forskellen? Jo, forskellen siges at være, at homoseksuelt samliv foregår mellem to ansvarlige voksne og er ikke til skade for andre, og denne etiske norm (ikke-skade) gør, at det ville være ansvarligt at legalisere homoseksuelt samliv men uansvarligt at legalisere pædofile forhold. Det vil sige, at menneskets lyst (drift) sammen med princippet ?ikke-skade? synes at være argumentet for, at homoseksuelt samliv skal legaliseres. Nogle vil nok spørge: Er det ikke skadeligt for de involverede parter selv? Er det ikke et skadeligt forbillede, der legaliseres? Er det ikke samfundets indre opløsning, der påbegyndes? Andre spørgsmål kunne uden tvivl sættes, men lad dem ligge i denne sam-menhæng.
Men hvis det er ret at legalisere homoseksuelt samliv ud fra disse præmisser, og at denne legalisering er et spøgsmål om retssikkerhed, så vil jeg gerne spørge Høgni Hoydal: Hvad med de bifiles retsikkerhed? På samme måde som man oprettede en forening særligt rettede mod homoseksuelle og kæmpede for accept af deres levevis, sådan har man siden oprettet en særlig forening for bifile (STOP AIDS, nyhedsbrev nr. 10, maj 1998).
Når driften nu engang er entydigt tvetydig og Søren, Niels og Mette ønsker at indgå registret partnerskab, er det så ikke vores pligt at sikre deres retssikkerhed. Er driften og ikke-skade princippet ikke opfyldt her? Eller hvad mener Høgni Hoydal? Eller hvad mener Kvinnufelagið (jf. Sosialurin d. 4/10-2002) eller de 323 underskrivere (jf. Sosialurin og Dimma-lætting d. 21/9-2002)? Eller hvad mener Jóannes Eidesgård, der i SvF syntes åbenlyst irriteret over, at ikke alle socialdemokrater ville følge hans partilinie og legalisere homoseksuelt samliv? Lagmanden, hans mand og hans enarmede kone skal vel have sikret deres ret?
Når man skal prøve validiteten af et etisk normgrundlag, så er det en god ting, ja, det er vel vores pligt, også at se på konsekvenserne: Hvor føres vi hen? Skal lagtinget ophæve den gudgivne skaberorden som gældende for vort samfund, og lægge drift + et muligt ikke-skade princip til grund eller hvad?
Skal vi have legaliseret homoseksuelle forhold og biseksuelle forhold (lagmanden, hans mand og hans enarmede kone), så kommer vi nok heller ikke udenom om polygame forhold (flergifte), det vil sige, at en mand kan have flere koner eller en kone flere mænd. Det handler jo om retssikkerhed!
Jamen, vi går kun ind for at legalisere monogame forhold (forhold mellem to personer), kunne nogle nu sige. Men er det ikke en "fundamentalistisk for-dom", der er gået disse i blodet? Har man først forladt den gudgivne skaberorden (der er monogam), så kan man vel ikke først lægge driften til grund for etikken og legalisere homoseksuelle forhold, og siden forkaste driften (bifil eller polygam) og vende tilbage til den gudgivne skaberorden for at fastholde monogamien? Sagt med andre ord: Man kan vel ikke først forkaste skaberordenen (og dermed Bibelen) for at legitimere homoseksuelt samliv for siden at vende tilbage til skaberordenen (og dermed Bibelen) for at forsvare, at partnerskaber kun skal være mellem to (monogame)?
Lagmandens enarmede kone
Men hvorfor er lagmandens kone dog enarmet? Gik der koldbrand i armen, så den måtte amputeres for at redde hendes liv eller hvad? Nej, hun havde simpelthen ikke lyst til længere at have mere end en arm, så hun gik til lægen og bad om, at den måtte blive amputeret? En kvinde har vel ret til at bestemme over sin egen krop eller hvad? Jo, det har vi hørt gang på gang på gang i den seneste tid (f.eks. Kvinnufelagið, Sosialurin d. 4/10-2002, Annika W. Joensen, Sosialurin d. 30/8-2002 & Dimmalætting d. 3/9-2002). "En kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop", lyder hærråbet! Og dog. Kommer en kvinde og forlanger sin raske arm amputeret, vil de selv samme mennesker, der er med i koret om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, nok sige nej. Der er nemlig forskel på at få fjernet fodvorter og få amputeret sin raske arm. Ingen vil formodentlig nægte hende retten til at få fjernet sine fodvorter, så her må hun bestemme over sin egen krop. Men enhver (håber jeg) vil nægte at amputere hendes raske arm, så her må hun ikke bestemme over sin egen krop. Her er der skægt nok en sammenfaldende holdning mellem en kristen funderet etik, der fastholder os på at værne om skaberværket, og så drift + ikke skade princippet. Altså selvom kvindens drift er at ville have armen amputeret, så skader hun derved sig selv, og derfor siges der nej. Men er det ikke farligere, hvis hun så gør det derhjemme på køkkenbordet eller går til en kvaksalver for at få det gjort? Jo, uden tvivl. Men det kan vi jo ikke nødvendigvis hindre hende i. Ej heller den gode lagmands kone. Og dét, at vi ikke kan hindre hende i det, er vel ikke ikke et argument for, at så skal vi alligevel give en samfundsmæssig legaliseret ret til at bestemme, om hun vil have sin arm amputeret eller ej, for at det kan ske under "betryggende" forhold. Men se, nu handler det hverken om fodvorter eller amputerede arme, når hæråbet lyder: "En kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop." Det handler om et andet menneske. Det handler om et barn, en kvinde har undfanget. Jo, forældre bestemmer naturligvis meget for deres børn, men når kvinder i Kvinnufelagið, Annika W. Joensen, m.fl. siger, at de engang var deres mors krop, så er det nok ikke helt rigtigt. Der er nemlig forskel på ens arm og ens barn.
Vælger en kvinde at have samleje med en mand, ja, så har hun brugt sin ret til at bestemme over sin egen krop. Her kan hun nemlig sige ?ja? eller ?nej?. Har hun sagt ?ja?, og dette ja resulterer i undfangelsen af et barn, så handler det ikke længere blot om kvindens krop, men om et andet menneske. Et menneske, der både har en far og en mor. En far og en mor, der begge har ansvar for det barn, de er forældre til. En far og en mor, der begge må tage ansvar for barnet.
Fremtiden
Skal en kommende lagmand, med sin mand og sin (enarmede) kone engang tage imod den islandske præsident med ægtefælle? Ja, se, den mulighed afhænger af de valg, vi foretager i dag. Jeg tror nu, at jeg vælger den gudgivne skaberorden og respekten for menneskelivet?
