Ole Wich
--------
Kunstbloggen listinblog.blogspot.com har lige passeret sit indlæg nummer 900. Tillykke med det! Havde jeg så bare kunnet skrive, at redaktørerne skulle fortsætte som hidtil, men det falder mig under de hidtidige omstændigheder temmelig vanskeligt. Jeg skal herunder forklare hvorfor.
Det er storartet at Kinna Poulsen og Inger Smærup Sørensen blogger og samler tekster om kunst og kultur set fra en færøsk synsvinkel. Initiativer som disse om kunstudtryk er der stor brug for i den færøske offentlighed, og ingen andre tager denne forpligtigelse på sig med samme dedikerede engagement, heller ikke vores eneste public service medie og kun sjældent de kommercielle medier.
Bannerførere for en lille fraktion
Kinna Poulsen og Inger Smærup Sørensen gjorde sig for snart en hel del år siden uheldigvis til selvbestaltede talskvinder for en lille skare af kunstnere. De to akademikere kastede sig ind i en af de magtkampe, der altid vil være i et miljø af kunstnere og de endte med at stå som bannerførere for en lille kunstnerfraktion, der ikke formåede at gøre sin indflydelse gældende gennem de officielle organiserede kanaler og derfor valgte den fornærmede outsiderposition.
Kinna Poulsen og Inger Smærup Sørensen burde ellers som udøvende kunsthistorikere og kunstanmeldere netop hæve sig op over vandene og forsøge at være objektive og orientere det færøske kunstpublikum bredt om de forskellige kunstfænomener på Færøerne. Dette har ikke hidtil været deres princip, i praksis har det vist sig at deres kunsthistoriske arbejde lige siden kunstkonfliktens udbrud har haft en stærk nepotistisk slagside.
Efter at den store uenighed om kvalifikationerne af Føroya Listasavns leder nu er bilagt, burde det være slut med tendensen til denne uheldige slagside i beskrivelserne af færøsk kunst, men det ser ud til at fagligheden stadig er hælder kraftigt til den ene side.
Ingers tale om kunsthistorikerens utilstrækkelighed
Den 12. februar 2012 modtog filmskaberen Anton Petersen økonomisk støtte fra Thorvald Poulsen av Steinums gavefond ved et arrangement i Østrøms fabrik. Fondsbestyrelsen havde i den anledning bestilt Inger Smærup Sørensen til at holde en tale om kunst.
I denne tale reflekterede hun ganske interessant over forholdet mellem kunsthistorietraditionen og samtidskunstens grænseløse forbrug af forskellige kunstformer og kunstmedier. Hun sagde:
"Vi skal indstille os på kunst, som har en mere processuel eller performativ karakter, og i forhold til værker i den visuelle kultur, som f.eks. kunst i digitale medier, netbaseret kunst, installationer og video, må vi indse at de begreber, som er centrale for vores måde at forholde os til kunst på, og som danner grundlaget for vores analyser og opfattelser af kunstværker, ikke er tilstrækkelige."
Dette er en meget fin analyse, som jeg fuldstændig kan dele med Inger og som jeg er glad for, at hun omsider er kommet frem til. Den faglighed som hun og Kinna Poulsen nu har hævet og viftet som blafrende bannermærke nu i mange år, er ganske rigtigt temmelig hullet sine steder og det er et fremskridt, at dette nu erkendes åbenlyst.
Et af hullerne i fagligheden er dog ikke lukket endnu. Dette viser sig, da Inger Smærup Sørensen med udgangspunkt i aktuelle eksempler fra den færøske kunstverden forsøger at illustrere sin nye opdagelse:
"For, når en kunstner, som Carl Jóhan Jensen, opfinder et digitalt alter ego og skaber collager i ord og billede på facebook, når han anvender forskellige teknikker, forskellige, medier og forskellige genrer og lader dem krydse spor. Så er det ikke tilstrækkeligt, at vi sætter os ned med hver vores stilhistoriske forestillinger, med hver vores metoder og teorier og sammenligner det ene æstetiske udtryk med det andet – for værket er også en kritik af disse forestillinger."
Alt godt om hr. Jensen. Han er traditionel tekstmand med sine primære produktion beregnet på det begrænsede og bedagede papirmedie og han har da retfærdigvis set også de sidste år forsøgt at udbrede sig på andre medier, såsom digtperformance og blogmediet. Inger Smærup Sørensen nævner også Tóroddur Poulsen, der hovedsagelig udtrykker sine tekstuelle og visuelle skrablerier på papir. Men i forhold til de mere opdaterede og bredt eksperimenterende kunstpraksisser, som hun omtaler og fokuserer på i teksten herover, er Jensen og Poulsen begge novicer på disse områder, solidt placeret i deres meget snævre og traditionelle udtryk.
Processuel og performativ kunst over mange kunstmedier
Alt andet lige havde det havde været mere relevant for Inger Smærup Sørensen, at sætte luppen på nogle af de kunstaktiviteter som for eksempel undertegnede har arbejdet med gennem de sidste 10 år på den færøske kunstscene. Jeg kan kort nævne et lille relevant udvalg af mine værker for at sætte denne påstand i perspektiv:
"homoFObia", 2006
Selve det visuelle værk er en simpel digital fil, der sammenstiller et færøsk flag og en enkelt ord. På ingen måde originalt eller kunstnerisk udført og enhver kunne have lavet det. Selve tyngden i kunstværket ligger i anvendelsen, udbredelsen og den meget store erindringsstyrke, det har mellem publikum.
Det enkle tekst/billed udtryk var beregnet på viral internetudbredelse og blev publiceret sammen med en uddybende debattekst i papiraviser og på min hjemmeside www.olewich.com.
I den efterfølgende tid brugte jeg bevidst de færøske (og til dels danske) massemedier som palet til at skabe opmærksom om et alvorligt færøsk samfundsproblem. Ydermere debatterede jeg meget intens gennem næsten to år, både på nettet, i dialoger, men fx også i en religiøs sammenkomst i Nesvík.
Da den religiøsfundamentaliste kulturminister Jógvan á Lakjuni forsøgte at nedgøre over 10.000 underskrifter fra hele verden, der protesterede mod diskriminationen af en gruppe færøske borgere, arrangerede jeg en søndag eftermiddag via www.kjak.fo at initiativtageren Nynne Nørup kunne komme til Føroyar og overlevere underskrifterne til Føroya Løgting. Få timer på nettet og hele blev aktionen arrangeret med financering, overnatning, korrekturlæsning og udprint af underskrifter og selve overleveringen til lagtingsformand Edmund Joensen i Føroya Løgting under stor bevågning af udenlandske og indenlandske medier. Endnu en udvikling af kunstprojektet homoFObia. ( politiken.dk/indland/ECE190592/verdensomspaendende-stoette-til-truede-faeroeske-boesser )
"homoFObia", der sandsynligvis det færøske kunstværk, der har haft størst udbredelse blandt folk og som har udfoldet sig over flest medier og udtryk.
"YrkFozt", 2006
var en sms-digt konkurrence, der benyttede sig af mobiltelefon, internet, offentligt debatmøde, de elektroniske nyhedsmedier. 168 deltagere indsendte digte til konkurrencen og Petur Polsson, Stefan í Skorini, Gunnar Hoydal, Jógvan í Lon Jacobsen og Kim Simonsen bidrog med tekster til mit kunstprojekt. Vindere og tekster blev publiceret i litteraturtidsskriftet "OutsiderMagazin" og til sidst endte vinderdigtene i skolebogen "Les 3" udgivet af Føroya Skúlabókagrunnur.
"Thawshavn", 2008
var skulpturprojekt på Tinganes, der benyttede laserlys til at påminde Færøernes daværende politiske leder om vigtigheden af, at en fiskerination er miljøbevidst. Dette gjorde jeg ved at lyse en laserstråle op på lagmandens kontorfacade, der viste verdenshavenes vandstand, hvis vandet fra Grønlands indlandsis flyder i havet. Skulpturprojektet inddrog ekspertise fra Jarðfrøði, Geus og landmålerfaget samt benyttede sig af internet, avismediet og elektroniske medier til at udbrede budskabet.
"HugA", 2011
var et kunstprojekt, hvor jeg opsatte stjålne facadebogstaver fra købmandsbutikken Jóannes Andreasen 60 forskellige steder på kundekredsens mure. Projektet betjente sig af ulovlige graffittiteknikker, hemmelig interaktion med områdets beboere og det dukkede op Facebook og i internetfora. Det blev til slut afsløret og publiceret på Birgir Kruses blog, på Ólavsøkaframsýning 2011 og i en trykt bog i 60 signerede eksemplarer.
HugA-projektet diskuterer privat ejendomsret, sociologisk og lokal betydning af en dagligvareforretning, vores brug af mindesmærker i det offentlige rum samt den jura og sædvane, der er forbundet med det alt sammen. Alt sammen fænomener der er relevant for nutidig kunst
Nepotistisk eller nysgerrig?
Summa summarum er, at ovenstående projekter opfylder netop de kriterier, som Inger Smærup Sørensen beskriver i sin tale. Mine projekter breder sig over mange kunstneriske udtryk og benytter sig af mange måder i henvendelsen til sit kunstpublikum. Det kan faktuelt påvises, at Inger Smærup Sørensen er bekendt med disse kunstprojekter, men alligevel fremhæver hun andre aktører på kunstscenen, trods det, at de er elendige eksempler på hendes pointe. Hvorfor eksemplificerer hun ikke sin pointe med det mest nærliggende eksempel, kunstneren Ole Wich, der gennem mange år netop har arbejdet på den måde, som hun beskriver? Vælger hun kunsten eller vennerne?
Det underlige er, at Inger Smærup Sørensen udmærket godt ved gennem sin akademiske uddannelse og sine studier af feministiske kunstudtryk, at et af de mest almindelige midler til at undertrykke kvinder, er at fortie deres eksistens og deres arbejde, uanset hvor kvalificerede de er. Alligevel benytter hun sig af samme mekanisme i sin kunsthistoriske virksomhed, hvor hun promoverer sine egne proselytter og undereksponerer mange andre der burde få opmærksomhed. Skal det kaldes faglighed?
Nu viser jeg ikke til mine egne projekter for at fremhæve mig selv, selvom det jo kan blive nødvendigt med så dårlig en kunstekspertise, som vi må affinde os med her i landet, men lige i dette tilfælde er mine værker altså de bedste eksempler. Hvis det af en eller anden mærkelig grund ligger Inger Smærup Sørensen tungt at nævne lige mine projekter, så kunne hun fremhæve andre, eksempelvis Dennis Agerblad eller punkgruppen 200, der alle har arbejdet med kunstprojekter, der breder sig over politisk kritik, kønsroller, internet, scenografi samt performancekunst med mere.
Så der er nok at tage af, men hvorfor bliver disse aktiviteter så ikke fremhævet i stedet for to forkølede eksempler? Hvorfor fremhæver hun igen igen nogle af sine sædvanlige bonkammerater? Hvad er den bagvedliggende agenda og hvad vil Inger Smærup Sørensen egentlig med sin kunstpolitiske virksomhed? Er denne kun en platform til hævde sig selv og de ulve hun tuder i blandt i fælles ekkokammer eller er hun i besiddelse af en ærlig og fordomsfri kunstinteresse? Og de samme spørgsmål kunne man stille Kinna Poulsen.
Ulve i fåreklæder
Jeg mener at kunstbloggen listinblog.blogspot.com kunsthistoriske focus samt redaktørernes skriftlige og kuratoriske produktion i mange tilfælde er stærkt fordrejet. De omtaler, anmelder og engagerer hovedsagelig deres lille foretrukne kunstnerskare med en akademisk nepotisme, der er skræmmende. Disse udeladelser af bestemte færøske kunstnere og disse fordrejninger i akademisk forklædning er reelt set til stor skade for hele det færøske kunstmiljø. Kunstbloggen er på denne måde en kulturel ulv i fåreklæder.
Jeg ønsker principielt alt godt og fremgang til det positive, der sandelig også findes i Kinnas og Ingers kunstblog og som jeg forøvrigt aldrig har forsømt at rose dem for, men jeg vil opfordre de folk, der læser bloggen, om hele tiden at være på vagt overfor lignende faktuelle fordrejninger, som jeg har påvist herover. Gennem de hidtidige 900 indlæg har der været mange af dem. Ydermere vil jeg opfordre brugere af kunstbloggen til at rette henvendelser til internetsidens redaktører når I synes, at der mangler omtale af kunstbegivenheder.
Det ser nemlig desværre ud til, at redaktørerne trænger til hjælp. Jeg håber virkelig, at de snart selv finder ud af det, griber i egen barm og får rettet op på deres nepotistiske praksis igennem de næste 900 indlæg. De har fat i den rigtige ende. De binder den bare al for tit forkert.
---
Links:
Inger Smærup Sørensen: Ein nýggj hugvísindalig lærugrein
listinblog.blogspot.com
Ole Wichs hjemmeside: www.olewich.com
