4. partur
Skúlagongd
í Skúvoy og Dímun
Í Dímin var altíð nógv fólk í húsi. Tað mundi vera sjáldan, at vit vóru niðanfyri 10. Tað vóru húsfólk og so arbeiðsfólk afturat. Ofta vórðu eisini fólk send til Dímunar, sum høvdu tað, vit í dag kalla atferðartrupulleikar. Eitt dømi var ein, sum kom til Dímunar í 1928, og sum fór avstað aftur í 1943.
Hesi fólkini arbeiddu so fyri føðina. Tey artaðu seg væl úti í Dímun, og vanliga eisini, tá ið tey komu heim aftur.
Við skúlagongd var tað soleiðis, at trý tey fyrstu árini gekk eg í skúla í Skúvoy, har eg átti ommu og abba.
Tá var tað ikki soleiðis, at tað slapst heim hvørt vikuskifti! Eg fór heim til Dímunar í summarferiu. Tað, sum eg kann minnast, fór eg gjarna ikki aftur til Skúvoyar fyrr enn upp undir jól. Lærari í Skúgvi var alla mína tíð Malvina Clementsen, ættað úr Húsavík. Hon var eisini í Hesti áðrenn tað. Malvina var kend sum ein sera markant kvinna.
Eg var nógv í Skúvoy sum óviti, so eg minnist akkurát læraran, sum var undan Malvinu. Tað var Martin Joensen Næss. Hann var skúvoyingur, men hann fór tá til Vágarnar. Eg kom tískil at kenna allar skúvingar eins væl sum eg kendi dímuningar. Fleiri av teimum var eg eisini í ætt við.
Tað var einki telefonsamband til Dímunar, so vit vistu ikki av hvørjum øðrum í Dímun og Skúvoy.
Men so søkti mamma um at fáa lærara til Dímunar. Men tað kravdi, at tað vóru tvey skúlabørn. Jóannes í Malthúsi, sum búði nógv í Dímun tá, átti eina gentu, sum var hálvtannað ár eldri enn eg. Hann tók hana so til Dímunar. Nú vóru vit tvey, og soleiðis fingu vit tann fyrsta læraran. Tá var eg 11 ára gamal. Lærari var í Dímun út í eitt líka til míni systkin vóru liðug at ganga í skúla í 1951. Skúlin var í eini stovu uppi á loftinum hjá okkum. Fyrsti lærari, sum eg annars hevði í Dímun, var Elisabeth Olsen úr Vestmanna. Hon var fyrra kona Einar Waag, kendur frá Føroya Bjór. Hon var lærari í Dímun 1934/1935. Hon doyði longu í 1941. Aftaná hana gjørdist tað Leivur Tróndarson úr Skálavík. Hann var ferðalærari í Dímun frá 1935-1938. Hann gjørdist seinni lærari í Skálavík.
Telefon og ruta
Fyrsta eg minnist var sambandið til Dímunar meira at kalla vánaligt. Serliga minnist eg veturin 1936/37 sum sera ringan við liggjandi vánaligum veðri.
Tá var leingi einki samband við oynna, so vit vistu einki um, hvat ið var hent í allari verðini. Einaferð slapp lærarin ikki í jólafrí fyrr enn á føstulávint. Eg meini, at tað var hálvan november, at tann seinasti fartur var.
Tað var sami bátur, sum sigldi til Dímunar, Skúoyar og Sand. Eg minnist, at tey snakkaðu um tað, at tað var eingin dagur, at tað var so frægt veður, at tað var siglandi báðar vegir.
Eina ferð tað varð gjørd ein roynd at fara úr Skúvoy til Sands eftir posti, lógu teir veðurfastir á Sandi eina heila viku. Tað var sami postmaður, sum førdi postin millum Sand og Skúvoy og so til Dímunar.
Postmaðurin var Óla Jákup Hentze, seinni saman við soninum Johan Hentze. Hann var fyrsti postmaður í Skúvoy.
Seinni tók sonur Óla Jákup, Kjartan, við postinum, og Johan beiggi hansara var ofta við honum.
Tað fasta postsambandið var tvær ferðir um mánaðin. Men um veturin vóru vit nøgd um vit kundu fáa post eina ferð um mánaðin.
Postbáturin var eitt vanligt áttamannafar við maskinu. Tá tað gekk væl, kom postmaðurin upp gjøgnum Kleivina, og vit vistu ikki av, fyrr enn hann kom og pikkaði á dyrnar.
Men so væl gekk ikki altíð. Eina ferð mátti postbáturin seta upp í Dímun. Hann slapp ikki avstað fyrr enn dagin eftir.
Eg royndi í 1946 at fáa postverkið at lata okkum fáa post eina ferð um vikuna, men hetta lat seg ikki gera.
Men í 1971, tá ið vit bert búðu í Dímun summarhálvuna, fóru vit at fáa post tvær ferðir um vikuna.
Við tyrluni er tað nú 3 ferðir um vikuna. Hetta er líka nógv sum nú hjá øllum øðrum í landinum.
Máttu glaða í neyðstøðu
Vit fingu ikki telefon fyrr enn í 1938 í Dímun. Hetta var radiotelefon Men áðrenn telefonin kom máttu vit glaða, um tað vóru bráfengisboð. Tað varð gjørt í einum føstum plássi eystan frá húsinum. Haðani sást so væl inn á Nes í Hvalba. Eg minnist einar tríggjar ferðirnar, at tað bleiv glaðað. Vit settu eld á hoyggj. So kom bátur út. Tað var vanliga ein deksbátur úr Sandvík, sum kom at spyrja, hvat ið bagdi. Var tað læknahjálp, sum kravdist, fór hann til Sands eftir lækna. Á vegnum til Sands legði hann at í Skúvoy at boða frá, hvørji ørindini vóru. Tá ið báturin kom aftur við læknanum, fleyt ein bátur útfyri við skúvoyingum í. Hesin bátur varð sleipaður við til Dímunar, so hann kundu føra læknan í land.
Tað var ofta fjøruveður øðrumegin oynnna og brim hinumegi. Men tað vóru tvær lendingar, onnur eystanfyri og hin vestanfyri. Vanliga var tað lendingin vestanfyri, sum varð nýtt.
Slík læknaørindini kundi taka langa tíð. Báturin bíðaði í Dímun, til læknin hevði gjørt tað, sum skuldi gerast. So fóru teir avstað aftur til Skúvoyar og Sands, har læknin fór í land, og so gekk leiðin aftur til Sandvíkar.
Ta einu ferðina bleiv so ringt veður. Tað var ein mostur mín, sum hevði mist svøvnin. Hetta var í 1935.
Tað var eitt ringt skil. Sámal Jákup pápabeiggi helt henni alla náttina. Men læknin kom so av Sandi. Hann gav henni sproytu, so hon sissaðist og fekk svøvnin aftur. Tað var ikki veður at fara til Sands við læknanum, so teir máttu fara við honum til Sandvíkar.
Mostur lá nakrar dagar í Dímun, áðrenn hon slapp avstað fyri veður.
Rætting til seinasta part: Tað var beiggi Hansinu, Sámal Johannes, sum hjálpti systrini við garðinum eina tíð eftir, at Óla Jákup doyði í 1924.
--------
Hvítusunnuferð til Stóru Dímun
Í 1921 skrivaði fyrrverandi sandsprestur Jørgen Falk Rønne eina áhugaverda frásøgn um eina ferð til Dímunar. Henda søga er eitt frálíkt ískoyti til okkara lýsing av Dímun
Klokken er kun fire, men Pinsesolen er længst oppe paa Himlen i Nordøst og letter nu over Fjeldkammen kastende sit lys over den engfriske Dal, der er saa grøn og kraftig, at ingen Maler ejer Farver til at gengive den.
Gaarde og huse ligger endnu søvndrukne; en enkelt hvid Røgsøjle stiger lodret mod Himlen og fortæller om vaagnende Liv, og nede ved Fjeldsøen staar en flok Køer ude i Vandet og drikker ganske stille, som nænner de ikke at slaa dette blanke Spejl i Stykker eller bryde denne Stilhed.
Havet er blankt. Ikke en Krusning, ikke en Skygge over den vældige Flade, der vugger i brede sagte Dønninger og kaster Sollyset som et blankt poleret Skjold.
Vi 12 Mand staar nede i Fjæren ved Baaden. Der er de 8 Baadsmænd i Helligdagspuds. Skindklæder og Overtræk bliver der næppe brug for i Dag. Paa St. Dimon venter herligt Traktement, saa der behøves ikke megen Tanke paa den side af Udrustningen.
Endelig er der to Passagerer. Der er altid vældig Konkurence om at komme til Dimon, og der ansøges længe i Forvejen. Disse er altsaa de lykkelige, og Lykken straaler om kap med Solen – for en Pinsetur dog!
Hugt verður eftir prestaflagginum
En lille Flok Morgenduelige har samlet sig for at vinke Farvel. Præsteflaget sættes, Aarerne falder i Vandet og Baaden skærer frem i Søspejlet.
I Aften vil hele Bygden staa dernede og spejde efter Baaden, og de vil især se efter Flaget. Thi det er hændt, at Baaden ikke kom, og det er hændt, at den er kommet uden Flag med Lig i Skuden. Der sidder en Præsteenke i København, der har oplevet det, og det var endda hendes egen Mand (Rudolf Jensen,) der laa Død og Knust i Baaden.
Ude paa den brede Bugt stryger Huerne af, og medens de lysegrønne Fjelde staar andægtigt omkring, medens Edderfugleflokken lytter, og Sælen løfter sit tavse Hoved med de undrende Øjne og det vaade Overskæg over Havspejlet, istemmes Pinsesalmen af kraftige Mandsrøster:
Ære være Gud i Himmerig
Sit Lys han paa Jord mon Tænde
Sendte os sin Helligaand
At Hjertet i Brystet mon brænde
Psamle efter Psalme, og efter at Aarerne har begyndt deres rappe Slag, er vi ude paa det store Atlanterhav. 4 Mil at ro eller deromkring, men Strømmen bærer.
Hetta hevði eingin arkitektur kunnað gjørt
Derude ligger den underlige Ø med de lodrette Stenvægge. Om dens øverste Toppe ligger en Hvid Taagesky. Den synes saa nær, og dog gaar Time efter Time, inden vi er inde under disse vældige Sider, hvor man endnu paa ½ Mils Afstand maa lægge Hovedet tilbage for at se op til den øverste grønne Top.
Endelig naar vi helt ind under Øen. Mægtige Stenpiller, vældige Kapitæler, Stenflader af uhyre imponerende Størrelser, saa Straatage, Buer og Fremspring – ingen Arkitekt i Verden har udtænkt noget saa storstilet og gribende som denne tause Vælde, der faar Mennesket til at blive lille og synke hen i Andagt. Der er herinde i Skyggen en Alvor og en Højhed, som talte Gud selv i den mægtigste Domkirke. Og ganske sagte akkompagnerer Havet med dybe Orgeltoner. Her har jeg set selv de letteste Verdensmennesker blive stille, som stod de for Guds Ansigt, ikke Ord kom over deres Læber.
Fuglur í milliónatali
Men derude, hvor Pinsesolen straaler og bager ind i Fjeldvæggene, der er der Liv, et Myldrende flagrende, skrigende, spillende Liv af Millioner af Fugle. Dér dukker de og fisker og slaas, der flagrer de som Fluer i Høst. Den tykke Lunde med sit røde Næb, den tunge Lomvi, der kan æde saa ustyrlig mange Sild uden at revne, og Tusinder og atter Tusinder af hvide Maager, hvis hvide Vinger breder sig som en Sky over os og tager af for Solbranden.
Rede ved Rede saa langt Øjet naar. Række efter Række fredeligt efter hinanden, atter finder Fuglen den gamle Plet, naar den kommer tilbage om Vaaren, og de Aargamle Fugle, der endnu ikke er blevet Familiefædre, ligger trofast paa Havet foran det gamle Hjem.
Var Fjeldet dernede i Skyggen som den vældige Domkirke, saa er Fjeld og Hav som en Torveplads, en Markedsplads af de allerlivligste med et evindeligt Skrig og Skraal, saa man bliver ganske ør i Hovedet.
Se, højt deroppe paa Kanten staar Dimonbonden og hans Folk og ser efter os. De ser ud som Fluer, saa bitte smaa – nu kommer vi, blot om Pynten, saa er vi ved det eneste Sted, hvor man kan lande paa Øen – om da ellers Vejr og Hav holder sig stille, for der skal rigtignok ikke meget til at lukke denne smalle Klipperevne, hvor man kryber op paa Strømpesokker over slibrige, plaskvaade Klippeblokke.
En halv Fjerdingsvej under Øen, op over vældige Blokke, ned i dybe Huller med Bøjet Ryg, ned gennem smalle Kroge ud og ind, paa Knæerne eller oprejst, snart krybe, snart springe, det er en overordentlig Gymnastik, her hvor Solen bager, og saa endelig op ad den berømte eller snarere berygtede Dimonopgang, Rundetaarns Højde 6 Gange eller maaske 7, ad Stien i den bratte Klippevæg med Afgrunden under sig, uden skærmende Rækværk eller noget af den slags, somme Tider kun 2 Planker ved siden af hinanden dækkede med Græstrøv, og saa Trappen til sidst, inden man dukker op i det grønne deroppe paa den underlige Ø. Aa! Man kunde vride sin Skjorte, men nøjes med at kaste sig ned i al denne Frodighed, thi intet Steds er der vel saa Frodigt som her, hvor tykt saftigt Græs vælder frem af en Jordbund, der bestaar af Fugleguano.
Nej, hvor er her dejligt. Dernede under ens Fødder, det store, store Hav, der synes uden grænser med høje Bjergøer, svømmende i graa Dis, og heroppe en lille bitte Verden for sig selv. En eneste Gaard med Græstørvtag og svære Kampestensmure, hvor Mennesker fødes, lever, dør, lider og fryder sig saa ganske udenfor den store Verden, ganske afskaaret fra Menneskeheden Aarets 8 Maaneder og i Sommertiden kun besøgt enkelte Gange.
Sermerkt hvítusunnugudstænasta
Der er saa trangt i Kirken – den har kun Plads til 20 – saa vi samles alle paa den grønne Vold og holder vor Pinsefest og Pinseprædiken midt i Guds jordske Herlighed. Maager flyver os ganske nær, lægger Hovedet paa siden og lytter. Lunden staar uden for sin Husdør ikke 5 Favne Borte og ser paa os, mens Bækken springer ud over Fjeldranden syngende sin lille Melodi med sølvklar stemme.
Mod Aften gaar det hjemad. I Nord staar Solen luende rød., mild, og klar ligger den lyse Nat. Sejen springer paa den blanke Bugt, men rundt om den staar de tause tusindaarsfjelde mørke og alvorlige.
Komandi partur
Í komandi parti verður greitt frá, tá ið Óla Jákup varð bjargaður av hundi og Hansina verður einkja aðru ferð
