Mogens Tilsted Christensen
Sognepræst på Nordstrømø
I en tid, hvor der afholdes mange sommerfestivals i Europa, er der tid til at se på, hvad konsekvenserne kan være, når disse såkaldte festivals løber af stabelen. Roskilde-festivalen i Danmark, der i år blev afholdt i øsende regnvejr i begyndelsen af juli måned , rangerer som den ypperste rockfestival i Europa, forstå det, hvem der kan.
Rockfestivalen er ikke noget godt eksempel på for Færøernes ungdom, der netop lige har afholdt sit eget store og vellykkede G-festival. Tillykke med dette arrangement, der på ingen måde ligner Roskilde druk- og hor-festival.
G-festivalen rangerer højt på den europæiske liste af vellykkede arrangementer målt i kvalitet, faktisk på en anden plads.
Den burde være en førsteplads som nr. 1. Den afholdte festival var et præ-eksemple for den verdslige ungdom, og dem skal der nu engang også være noget for og være plads til. Politiet beretter om minimale problemer og fredfyldt forløb.
Men ungdom, festival og alkohol er en farlig blanding, og den må man behandle med ansvarlighed.
Dvs. at man som voksne og forældre må undervise sine børn i alkoholens og stoffernes skadelige virkninger.
Allerede for to tusinde år siden vidste man, at alkohol medfører forbandelser og har dårlige bivirkninger. Paulus skriver i brevet til menigheden i Efesus kap. 5, vers 18: “Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden”.
Hvad er udskejelser? Lad os nævne nogle få eksempler fra hverdagen: Slagsmål på værtshuse, i hjemmene og andre steder, familieødelæggelser, pædofili og lignende ulovligheder, overgreb af forskellige slags, trafikforsyndelser med voldsomme skader, fyringer på arbejdspladsen, svigt af ansvar o.s.v.
Der er ingen grund til at tage alkohol i forsvar.
Men når det så er sagt, så er tiden måske ved at være inde, hvor man på Færøerne i år 2007 bør se på, om et overformynderi i form af rusdrik-butikker har nogen som helst berettigelse i et oplyst, veluddannet og moderne Færøerne på vej mod 2015?
Alle, som vil have alkohol, kan købe det i lufthavne, i flyet, på færgerne, i Danmark og mange andre steder til det halve af den overpris, der skal betales i monopolbutikkerne.
Hvorfor skal færinger være underlagt et overformynderi på den måde.
Den færøske befolkning er ikke en flok børnehavebørn, der skal overvåges og kontrolleres. Færøerne er i dag er et velfungerende og oplyst samfund bestående af selvstændigt tænkende mennesker.
Lad det færøske folk selv bestemme, om de vil købe vin og alkoholiske drikke i supermarkederne, lad dem gøre deres egne erfaringer og lære heraf. Alkoholforbud skaber flere alkoholskader.
Med oplysning i skoler og i konfirmandstuerne og lignende steder kan man undervise ungdommen i ansvarlighed og ædruelighedens fordele.
Jeg synes det er bedst at vise det gode eksempel og vise frihedens ansvarlighed gennem fri handel og fri undervisning.
Med venlig hilsen
www.TEOLOGEN.DK < HYPERLINK "http://www.teologen.dk/" www.teologen.dk>










