der trøst i at sige: ”Guds Villie ske.” Thi Gud har sin kærlige og vise Hensigt dermed, ja med alt, hvad der sker i Livet. Livet er kun en Prøvetid, og Tiden er kort. Om en Tid skal I se dem igen, og da
havde staaet i Mannafelsdali. Vi var ikke oppe ved Sverrahule, men den skal nu være meget mindre end hvad den var i Kong Sverres Tid. Lidt sønden for Bygden staar der ligesom en Varde opført af Sten, og det
gólv í veitsluhøllini saman við nøkrum av fremmandu gestunum: Ole Morskes kone den arrige gast. Hvad hun, hvad hun? Hun gav sin mand både skam og last. ….. Veitsluhøllin tømdist so líðandi. Í sjúkrahúsparkini
