Müllersættin: Máttu við paraply á bukkuna á hávetri

5. partur

Í seinasta parti varð greitt frá Müller/Effersøeættini í Suðuroy. Her var ein mynd sum segðist at vera Peter Larsen og Elisabeth, dóttir Katrinu Müller og Gudmund Effersøe. Hetta var ikki rætt. Myndin var av foreldrunum hjá honum. Vit hava fingið aðrar myndir av ættini frá Porkeris Bygdarsavn, sum vit tískil hava við í hesum partinum, eins og vit hava aðrar myndir frá hesi ættargreinini.
Vit halda fram við tíðindum úr Grønlandi í brøvunum til Poul. Brøvini stílað ”kære Broder” eru frá Amaliu og ”Kære Svoger” eru frá manni hennara Johan.

Vánalig kópaveiða

Egedesminde
d. 29de Januar 1900

Kære Broder
Da der nu er Tale om, at Grøn­lændere vil op til Klaushavn vil jeg sende et par Linier med, for at lade dig vide, hvordan vi har det.
Vi længes meget efter at høre, hvordan Vinteren har gaaet for Eder. Vi har slet ikke hørt noget nord fra endnu.
Her er det meget sørgeligt med Fangst. Netsideskind er ikke til at opdrive, og Drengene kunde ikke komme til Jakobshavn, før end de har faaet nye Buxer.
Johan ruster af al Kraft til Jakobshavnsturen, men han rejser ikke, førend Posten er kommet nord fra.
Jeg taler saa smaat om en tur til Jakobshavn i Vinter, men jeg er bange for, at jeg kommer lige saa langt som de andre Aar. Guttorm taler stadig om, at han skal op til Onkel Poul. Hils Doktoren, at vi haaber snart at se ham.

Egedesminde,
d. 29de Januar 1900

Kære Svoger,
Fangsten hernede har været elendig i hele December Maaned og til Dels i Januar, særlig paa Grund af den uafbrudte Storm og dermed Mangel paa Islag. Nu ser det forresten lidt bedre ud: 3-5 Sælhunde om Dagen samt ikke saa faa Hajer i den sidste Tid.
Med Peter Lorentzen (prestur) have vi haft den hyggeligste Vinter, i Reglen Sammenkomst et paa Gange om Ugen. Derimod har Volontør Møhl beredt os adskillige Knuder.

Toybil og stormur

Egedesminde 5.2. 1900

Kære Poul
Tak for Brevet. Det var da et Fandens Uheld med det Tøvejr og al den Storm, vi har haft i den sidste Tid. Bliver det saadan ved kommer jeg desværre ingen Steder ud at rejse endsige nogen andre af Familien. Vi have det ellers godt. Ingen Fangst og jævn Kedsommelighed over det hele paa Grund af de daarlige Udsigter for Rejseriet.

Egedesminde 6.2.1900

Kære Broder
Tak for Brevet med Doktoren. Tak for Hundeskindene. Jeg har ikke haft tid til at se dem rigtigt efter, men næste Gang skal du faa Pengene for dem.
Jeg er blevet saa fed, jeg vejer 116 pund. Da jeg var ved Kristians­haab, vejede jeg 87 pund.

Egedesminde 24.2.1900

Det er dog et forbistret Vejr, der har været i denne Vinter. Jeg havde saa bestemt haabet paa at kunde komme op til Jakobshavn, helst med hele Familien, men det er en Umulighed.
Her er ikke spor af Fangst hos os, heller ikke Vildt og andre Forfriskninger, saa vi lever bog­stavelig fra Haanden til Munden.
Hvorfor kommer du ikke herned? Du har jo ingen Kone, som kan holde dig tilbage!


Egedesminde 19.3.1900

Kære Broder
Det var da en forfærdelig Vinter med al den daarlige Is, saa at vi slet ikke kan køre fra Jakobshavn.
Vi have kunnet se aabent Vand fra Dagligstuevinduerne.
I Gaar holdt vi Villis Fødselsdag med Kaffe og Kager over hele Linjen, Ckokolade om Eftermiddagen og Lammesteg om Aftenen. Han har faaet syet spraglede Buxer. For første Gang har han faaet Skjorter med lange Ærmer og Vest, saa du kan tro, at han er ikke god at komme nær.
Der er ikke Spor af Fangst her, og fra selve Kolonien faar vi ikke en Fugl. Fra Sydstæderne har vi faaet 4 Harer og nogle faa, ca 25, Ryper og nogle Tejster. Ellers saa det sort ud. Desuden har Olsen sendt os en Lammekrop (for 5 kr.) som du kan tro, at vi er glade for.

Mange kærlige Hilsener fra din hengivne Søster
Amalie Joensen.

Kom og vitja!

Egedesminde 19.6.1900

Kære Svoger
At Svoger Sørensen igen har holdt Giftermaal kom baade Malle og mig lidt overraskende, men det er formentlig fordi, at han ikke mener at kunne klare sig med Børnene. Vi havde ellers ikke hørt et eneste ord fra Sørensen i Foraaret. Det var ganske vist lidt underligt (vi sendte dog en hel del forskjellige Skind, Ben og andre Sager hjem til ham i fjor), men jeg troede dog ikke, at han vilde være saa optaget af sin nye Kone, at han ikke engang vilde meddele os hendes Navn. Det kjender vi nemlig ikke endnu, og du har vel heller ikke erfaret det?

Kjæreste Poul,
Kan du ikke komme herned men en Baad, inden vi rejser? Jeg vilde fordærdelig gjerne se dig hernede inden vi afgaar til Umanak, og at din Søster (som ikke ved noget om denne Anmodning) vil ikke blive mindre glad end jeg ved din Ankomst, behøver jeg vel næppe at anmærke.
Skib til Jakobshavn kan du vel ikke vente i de første Dage, saa jeg tænker, at der næppe er nogen Risiko for Dig at komme herned paa en 8 Dages Tur.
Kom endelig ned enten med min Baad eller Din egen.
Kom endelig ned Poul! Hører Du! Det vil glæde Malle i høj grad – og mig ikke mindre.
So nevnir hann fleiri kenningar sum longu eru har, ”men vi har ingen Sprut! Kom dog endelig alligevel!
Du maa endelig komme ned, kjære Poul, ellers har jeg ingen fornøjelse af den Baad, jeg sender forbi Christianshaab. Hvis du ønsker at benytte min Hval­fangerslupp paa Tilbage­rejsen er den selvfølgelig til Tjeneste.

Johan og Malla komin til Umanak

Umanak d 11. august 1900

Kære Broder Poul
Dette bliver kun den allersidste Hilsen du faar fra mig i Aar. Vi fik ikke vor Post færdig til ”Peru”, og derfor sender Johan for privat Regning Post til Godhavn for at den enten kan naa ”Thorvaldsen” eller Mr. Pearys skib. (Peary var ein kendur polargranskari, sum millum annað fann magnetiska norðpólin í 1909.)
Jeg opdager, at jeg slet ikke har faaet noget Frø ud i Aar, hverken Blomster eller Havefrø. Tror du, at du selv kan sende mig lidt Frø til Vinter?
Jeg synes, her er storartet smukt. Vi glæder os til i Vinter, naar du og de andre Herrer fra Jakobshavn kommer herop.

Umanak 21. januar 1901

Kære Svoger
Fangsten er meget ordentlig. Forleden kom her saaledes 56 netsider paa en Dag, og Isen lader til at skulde blive aldeles fortrinlig.
Jeg har forresten i de sidste 3 Uger gaaet med en daarlig Haand, idet jeg Nytaarsaften fik et ækelt Brandsaar ved at afbrænde et Blaalys. Det er dog næsten lægt.

Umanak 22. januar 1901

Kære Poul
Vi glæder os til, at du skal komme her op i næste Maaned. Drengene taler stadig om Onkel Poul. Olaf er en rigtig sød Dreng. Han gør aldrig ”busservaade” mere! Kis er en rigtig Klovn og temmelig doven i Skolen. Vilhelm er rigtig flink, især i Historie.
For Tiden er her daarligt med Sælhundefangsten, men saa gaar de paa Hellefiskeriet

Veðurlagsólag í 1901: Við paraply
á bukkuna
13.2.1901

Kære Svoger
Bendixen kom hertil den 26. Januar medbringende Breve fra Bugten. Han vilde have været rejst igen efter ca 8 Dage. Men den 27. infandt sig med Tø, saa at vi i de sidste 3 Uger har haft 1-7 graders Varme, og han har ikke kunnet komme afsted. Det har også lange udsigter endnu, da der i de sidste Dage kun har været 4 Graders Kulde med Storm og Isen Blank som et Spejl. I otte Dage i Træk havde vi øsende Regn her. Det er den grinagtigste Vinter med hensyn til Klimaet, jeg endu har oplevet i Grønland. At tænke sig, at vi heroppe i det midterste af Vinteren maa bruge Paraply for at komme paa Lokummet – det er noget af det stiveste, ikke?
Tak for de tilsendte 30 Kroner. De passede aldeles, som du vil se af den medfølgende Opgørelse. Det vil sige, de passer Fanden ikke, naar jeg skulde have betalt dig alt det, vi har faaet fra Dig i den Tid, vi har været ved Egedesminde.

5.3. 1901

Kære Poul
Vi er meget kede af, at du rime­ligvis ikke kommer til Umanak Drengene taler hver dag om, naar Onkel Poul kommer.
Det er en mærkelig mild Vinter. Ingen heroppe mener at kunne huske noget lignende, men saa faar vi rimeligvis Kulden senere.
Kan du sende mig 25 Alen blaat og hvidt stribet Skjortetøj, for her er ikke noget.

Burdi skotið seg sjálvan!

24. marts 1901

Kære Svoger
Det er da ogaa ubegribeligt med Nielsen, at han kan blive ved at staa som Assistent i den Forfatning han er. Naa til sommer kommer du vel af med ham, blot vil jeg ønske, at Direktoratet ikke sender ham herop til mig. Der er ellers nogle raske Størrelser, Direktoratet har skaffet os paa Halsen i de senere Aar. Jeg synes, at det høje Direktorat kunde have været noget mere forsigtigt i Antagelsen af de nye Betjente. I Aar maa der forøvrigt vistnok udsendes en 2 á 3 Stykker Volontører, gid de maa blive heldigere.
Det er dog en frygtelig Historie vi hører om fra Christianshaab. Vi beklager i høj Grad den stakkels Frk. Jensens lidelser og Død samt ogsaa fru Maigaard. Det maa jo være forfærdeligt for hende. Men hvordan mon Maigaards (kolonistjóri) Samvittighed ser ud? Nu rejser han jo hjem til Sommer, og det skulde ikke undre mig, om han forsøgte at redde situa­tionen med en af hans noksom bekjendte Brandere! Andet har han vel næppe at for­svare sig med. Jeg begriber ikke, at Manden ikke forlængst har skudt sig en Kugle for Panden!
Fangsten her er elendig 2-4 Sælhunde om Dagen – that is all

Ellers har vi det udmærket godt heroppe. Drengene gaar fremad i Skolen, skjøndt det jo kunde være noget bedre, særlig er Kis lidt tungnem.
Vi har haft et straalende Vejr heroppe i de sidste Dage. I dag var jeg og Malle paa en lille 2 Mils Spadseretur i 6 gr. Kulde og Solskin, saaledes at vi ligefrem svedte, da vi kom hjem igen.
Posten fra Upernavik er endnu ikke kommet hertil. Det er et Spørgsmaal, om jeg skal sende Slæden derop eller ikke?
Grunden til at Posten ikke er kommen kan være:
1) at der er Hundesyge og
2) at der er for megen Sne over Svartenhuks Halvøen.
I første tilfælde tør jeg ikke risikere at faa Hundesmitten hertil, og i andet Tilfælde er Vilkaarene lige for begge Parter. Jeg sender derfor ingen Slæde derop.
Det er forresten kedeligt med det uheldige Føre, idet Harris havde lovet at komme herned i Vinter, og vi havde glædet os til hans komme. Det vilde jo altid give lidt afveksling i Ensformigheden heroppe.

Umanak 21. april 1901

Kære Poul
Forleden kom endelig Upernavik Posten, og der stod alt vel til. Johan fik kun brev fra Harries.
Det er da et forfærdeligt Uvejr vi bliver ved med at have. I For­gaars havde vi -17 gr R., i dag med Snefog og Blæst. Jeg er endnu ikke begyndt paa Haven, men naar jeg nu ser, at Vejret holder sig nogenlunde, tænker jeg paa at begynde.
Du kan hilse Doktoren, at en af de brystsyge Patienter, der hed Benthe, der var hos ham her ved Umanak, er pludselig Død i Gaar Nat.
Fangst er her ikke Spor af. Det er vist en Uge siden, der kom en Sælhund paa Pladsen.

Umanak 23. juli 1901

Kjære Poul
Nu er “Thorvaldsen” færdig og den skal anløbe Godhavn, saa vi maa se at faa nogle Breve til Bugten med.
Vi fik jo Foraarspost og Skibstid paa én Gang, saa den sidste Maaneds Tid har gaaet med forfærdelig Travlhed. I Forgaars (min Fødselsdag) kom “Peru”.
Saa skal vi om ikke længe af med Vilhelm. Det bliver et forfærdeligt Savn for mig. Jeg haaber, det skal være til Vilhelms Gavn at han kommer hjem, for han er for stor og klog til at blive her oppe. Kis derimod er meget mere naiv og uskyldig, saa han kan godt blive her oppe 3 Aar endnu uden at tage Skade.

Din hengivne Søster
Amalia Joensen

At Vilhelm var ein kvikur drongur, skal vist passa. Hann gjørdist, sum tað verður greitt frá í einum seinni parti, amerikanskur flotaovasti og varð heiðraður av sjálvum Truman forseta.

Brævaskiftið
nærkast endanum

Umanak d. 13. August 1901

Kære Poul,
Da der muligvis over Nuksuak bliver Forbindelse med Ritten­benk sender jeg den sidste Hilsen for i Aar. Vi have det alle sammen godt med undtagelse af lidt Snue, som ikke vil fortrække.
Præsten og Hr. Winkel kom hjem fra en 5 Dages tur ved Satut og ?. De havde henved 70 Fugle i Baaden. Præsten sagde, at næsten det hele var egen Fangst, hans og Winkels. Her er forfærdeligt sløjt i denne Tid med Forfriskninger. I Overmorgen skal Evensens Dreng (Aage) i Kirke (doypast), saa bliver der rimeligvis en større Fest.

Mange hilsener fra os alle
Din hengivne Søster
Amalie Joensen

Hetta gjørdist eftir øllum at døma seinasta brævið hjá Amaliu til Poul. Í november var hann longu deyður. Søgan sigur einki um, hvussu Amalia frætti hetta. Men tað kann neyvan hava verið fyrr enn aftaná jarðarferðina.
Ann Britt Müller kemur seinni at skriva serstakar greinir um Poul og beiggjan Rasmus. Tað finst nógv tilfar enn, sum kann lýsa teirra lív.

Eingin almannahjálp
Tað vóru eisini fólk í Føroyum, sum vendu sær til Poul Müller um hjálp. Tað vóru ikki øll, sum høvdu tað so gott.
Eitt bræv er soljóðandi:

Thorshavn, den 30. Marts

Gode Ven
De maa undskylde min Dristig­hed, at jeg henvender mig til dem og bede dem være af den store Godhed at yde mig en Skjerv. Jeg have mest tillid til dem, fordi jeg kjendte dem som ganske lille. Nu har min Mand været syg paa 5. Aar, og der skal saa meget til Medicin. Hans venstre Side er helt Død, saa han kan ikke røre en Lem.

De venligste Hilsener fra deres Forældres Tjenestepige
Aane Sofie Henriksen.

Ja, tað hevur ikki verið lætt at vera sjúkur. Almannahjálp var eingin. Men man ikki Poul hava leskað hesi konu?

Jørð i Nólsoy

Müllermenninir vóru kendir fyri at vera nokk so grammir eftir jørð. So tað kundi kanska vera eina loysn á fíggjarligum trupulleikum at bjóða teimum sína jørð, sum hesi brøv geva ábending um. Fyrra brævið er frá sváginum Jens Olsen.

Thorshavn 30. Marts 1900

Kjære Poul
Nu har jeg fundet noget Skærpe­kjød, som jeg kan være bekjendt at byde frem for kræsne Ganer.
En Pakke af saadan Kvalitet er i Dag sendt til Forvalter Petersens Omsorg og haaber jeg, at den kommer godt frem.
Der er i Bygderne døde nogle Mennesker af Tyfus og Influensa. Vi har vedblivende Frost og Sne. Det er ikke heldigt for de smaa Lamb, som nu skal komme.
Fiskeriet har været godt, dog er Vaarfisken ikke saa rigelig, som man havde ventet.
Jacob Jacobsen, ældre, (í) Lohn, Nolsø, din Faders gamle Ven, beder mig sende dig vedlagte Brev.
Han vil sælge noget af sin Jord for bedre at klare sine Udgifter, siger han. Men han vil sælge et samlet stort Kvantum til én Mand og helst have ret til at kjøbe Jorden igen en Gang senere, om hans Vilkaar skulde forbedre sig. Han vil selv være Opsidder for den Jord, han sælger, og betale til Ejeren det, som er almindeligt, nemlig alt hvad der tilfalder Jorden af Udengaard Indtægter.
Han taler om at sælge en Mark Jord til Pris Kr. 3.000, som nok er den gængse Pris, solgt i enkelte Gylden. Men dersom du vil indlede dig med ham, vil en Pris af Kr. 2.500 være mere passende. Til dette beløb vil man i Almindelighed kunne indkassere 3%. (Her man hann hugsa um avkast.)
Jeg sagde Jacobsen, at jeg ikke kunde tilraade dig at betale mere end 2.500. Han mente det var lavt, men vilde indgaa derpaa. Du vil nok selv svare ham paa Brevet.
Vi er alle raske og haaber, at du ogsaa godt har overstaaet Vinteren.

Modtage de venligste Hilsener fra Petra, Gudrid og din hengivne Jens Olsen.

Viðlagda brævið

Nolsø 1. marts 1900

I det at mine økonomiske Forhold er noget daarligt stillet undlader jeg mig ikke at henstille noge Linier til Dem. Først med Oplysning hvorledes Forholdene er. Dernæst med haab om, at De kan komme mig til Hjælp.
Først købte jeg det ulykkelige Fox (?), som kostede for min Del 700 kr, som Deres salige Fader for sin Del Godhedsfuldt dog gav mig Henstand af kr. 100 uden nogen som helst Sikkerhed, og som efter Deres Far er kommet til at staa imellem os. Dernæst blev jeg Ejer af “Gustavs” 3 Aktier, hver paa 500 kr., som jeg kun fik kr. 150 tilbage, lige som der har været flere uheldige Forhold, som har gaaet ned ad Bakke. Jeg greb til at pantsætte, men nu er Renterne bleven for store i forhold til Indtægterne.
Derfor er det mit Haab, at De kommer mig til Hjælp ved at kjøbe fra mig et større parti Jord, 1 mark, som jeg skal sælge saa billigt som muligt. Den alminde­lige Pris har været for 1 Mark kr. 3.200, men ved saadan Hjælp kan denne (pris) ikke være..
Ganske vist kan det for Tiden ikke have nogen Interesse for Dem at blive Jordejer her saa­længe som De bor paa Grønland.
Da De har gode Venner her som Jens Olsen og saa Deres Broder, og at De bor saa langt, langt borte, forventer jeg Deres hjælp ved første Lejlighed og saaledes at dette ordner sig af disse ovennævnte hæderlige Mænd.

De hilses af Deres faderlige gamle Ven.
Med megen Agtelse.
Jacob Jacobsen

Brævið kundi bent á, at Jacob hevur mist pening í Fox og í Gustav, sum vóru millum fyrstu sluppirnar
Hvussu tað gekk við jørðini sæst ikki.

------------

Danska lærarinnan hjá Evensen

Í seinasta parti høvdu vit eina frásøgn um jólini hjá húskinum Evensen í Umanak í 1907

Tann sum skrivaði hesa frásøgn er ein áhugaverd donsk kvinna, sum Frida og Johan Evensen fáa sum lærarinnu til síni børn. Hon kallast Ingeborg Andersen, og vit endurgeva part av teirri frásøgn um hana, sum stóð í limablaðnum hjá Lokalhistorisk forening og Arkiv í Bregninge, nærhendis Kalundborg í Vestursjællandi.

Om Ingeborg Andersen
Ingeborg Andersen stammede fra Torpegaard. Her blev hun født í 1873 som den ældste af fire søskende. Allerede som 9-årig mistede hun sin mor, og efterhånden som hun vokser op, træder hun i husmoderens sted. Tager sig af de tre brødre, den store husholdning med folkehold, familie og mange sommergæster.
Selv om hun har været vant til at klare meget, skulle der vovemod til at beslutte sig for en Grønlandsrejse i 1907.
Ingeborg Andersen rejser derop som lærerinde for kolonibestyrer Evensens tre børn, og det bliver til 5 år deroppe. Hun lærer sig sproget og skriver om livet på Grønland, mest i form af breve til familien.
Hjemvendt fra Grønland er hun en halv snes år i København som husbestyrerinde hos sine to kære fastre, før hun tager på endnu en lang rejse. Denne gang til Argentina som lærerinde for sin ældste brors børn. Efter fire år derovre vender hun tilbage og slår sig ned i Bregninge.
Egentlig uddannelse havde hun aldrig fået, udover den skolegang der foregik i hjemmet, men skønt autodidakt (sjálvlærd) var hun en fremragende pianist, en levende fortæller, kunne sprog, skrev vers og historier. Kendte hvert et fremmedord. Dygtig til husflid og vævning. Interesserede sig for nye strømninger i tiden.
Det var således en dygtig, begavet og vidt berejst dame, der i 1924 flyttede til Bregninge. De første år som husbestyrerinde for enkeprovstinde Anna Even­sen, kolonibestyrer Evensens svigermor, der boede i det hvide hus på Kaldredvej nr. 9. Efter hendes død i 1927 overtog Ingeborg Andersen huset, og blev boende her resten af sine dage – over 30 år.
Her indrettede I.A. et hyggeligt hjem, hvor familien holdt af at komme, og hvor hun kunne dyrke sine mange interesser. Omsorgen for de små brødre og senere Evensens børn på Grønland, og næste generation i familien, havde udviklet hendes evne til at omgås børn.
Børnene i Bregninge fik et fri­sted hos “frøken Andersen”. Hun lærte pigerne håndarbejde, læste for børnene og sang med dem og fortalte. Enkelte fik lov at væve, og nogle lærte at spille klaver.

Umrødda Anna Evensen var gift við prestinum Jens Christian Evensen, sum gjørdist próstur á Nesi. Tað var so ótrúliga heppið, at søgan hjá henni og Jens Christian varð niðurskrivað beint áðrenn Anna doyði í 1928. Hon var prentað í FF-blaðnum í 2003, og tað eru enn fólk, sum spyrja eftir henni.
Tískil kunnu vit eisini seinni í hesi røð hava eina frásøgn um Jens Christian Evensen.

--------------------

Miðvika nr. 150

Henda Miðvikan er nr. 150 í hesi røð, sum byrjaði fyri umleið trim­um árum síðani. Beinleiðis orsøkin til hana var, at FF-blaðið helt uppat. Roynt var at gera hetta blað til blað, sum kundi fáa ein breiðari lesaraskara enn eitt vanligt fakfelagsblað. Hetta eydn­aðist sera væl, ikki minst tí blaðið hevði fastan tátt við siðsøgu, har serliga varð lagdur dentur á fiskimannasøgu og lagnusøgur hjá fiskimonnum. Hetta var ein viðkomandi evni hjá teimum allarflestu. Tí gjørdist hetta sera væl umtókt og enn í dag siga fólk seg sakna blaðið.
Sosialurin dugdi at síggja virðið í hesum, og tí kom henda røðin í lag og hevur verið í blaðnum stórt sæð hvønn mikudag seinastu trý árini.
Nokk so nógv er eisini komið burtur úr. Í hesum 150 pørtum hava verið um 1.500 bókasíður + umleið 1.500 myndir. Meginparturin av tilfarinum er upprunatilfar og lýsir ein stóran part av søgu føroyinga seinastu 100 árini. Nógv av tilfarinum er fingið til vega í seinastu løtu. Munnligu keldurnar eru ofta gomul fólk, upp til 100 ára gomul. Tá er einki at bíða við.
Fleiri av keldunum eru eisini farnar. Sum tær fyrstu Andreas í Tarti í Oyndarfirði og Dinnafía Ferjá frá Gjógv. Tað var eitt kvett at fáa teirra frásagnir, meðan tíð var.
Henda røðin hevur verið sera væl umtókt millum fólk. Tað er neyvan dagur, at fólk ikki geva til kennar at tey lesa hetta tilfar við áhuga. Nógv goyma tað eisini.
Fleiri siga, at tey halda bert Sosialin vegna Miðvikuna og Hendur ið Sleptu. Onnur siga, at tey keypa Sosialin júst teir dagar, hesar røðir eru í blaðnum. Tá er tað hugaligt at arbeiða! Fólk hava eisini verið sera beinasom at medvirka til hesa skriving. Tað kemur nærum ikki fyri, at bøn verður sýtt.
Eg verði ofta spurdur, um ikki ætlanin er at geva hetta tilfar út í bók. Tað kann væl henda. Her er tilfar til nógvar bøkur. Til jóla kom bókin Elsa Jacobsen: Mitt Etiopia, har stórur partur av tilfarinum var úr Miðvikuni.
Verður heilsan kann henda røðin halda fram. Tað er eisini nógv spenn­andi á skránni. Í fyrsta umfari koma fleiri partar afturat um tær áhugaverdu Müller og Evensen ættirnar.
Í mars eru 80 ár síðan vanlukk­una við Ernestine. Tað er nokk so nógv skrivað um hesa hending og ta ótrúligu bjargingina, men tað finst ikki nøkur samlað frásøgn. Hana fara vit at hava í nøkrum pørtum.
I 1931 hendi ein eins fantast­isk bjarging, sum ikki er so nógv hoyrt um. Hetta var tá eitt skip fór á land á Suður­landi­num, og allir komu undan uttan hetjan, sum bjargaði øllum hinum av manningini. Henda søgan eigur ikki at verða gloymd og fara vit at greiða frá henni.
Aftaná hava vit frásøgn frá Stóru Dímun, har tann 85 ára gamli Janus í Dímun fer at greiða frá søguni hjá oynni og lívinum í Dímun, har hann enntá minnist til, at tey glaðaðu. Hetta hevur lesarin alla grund til at gleða seg til.


Í komandi parti eru Amalia og Johan við synum komin heim aftur, og Villi er farin út at sigla