der naturligvis ogsaa bragte hendes Sind ud af Balance. Det var en Ynk at se dette levende Menneske gaa til grunde. Det var som at overvære et Skibsforlis i fuldt Dagslys og i klart Vejr, uden at noget kunde

Bonden paa Fugle­fangst tillige med en Ledsager, en ung Mand. Bonden kendte hver Sten, og alt syntes at gaa godt. Ledsageren blev firet ned i Bjerget, og Bonden sad tilbage og holdt paa Linen. Mere ved man ikke

Haugen. Forældre faar travlt med at skaffe Faddere til deres udøbte lille, og Slægten samles for at gaa til Grav­en, som der skal kastes Jord paa. Hetta er eisini tað, sum prestar hava upplivað í Stóru Dímun [...] Flejestangen og klatre ad de farlige Veje – de maatte jo dog til det en Gang. Saa sagde han alvorligt: »Gaa da i Guds Navn, Drenge, men forsigtige og raadsnare.« Tað sum ikki náddi at koma við í hesi søgu, at

Retningen, og han ved ypperligt, hvad vi ofte vare Vidne til, at benytte sig af disse Fald for at gaa til Søes som for atter at komme tilbage til det kjære Hjem. Land-Expeditionen havde engageret 2 Færinger

Faderløse Børn i et tilfælde som dette, hvor Manden sund og rask om Morgenen forlader Hjemmet for at gaa til sin daglige gerning, og saa et par Timer senere ikke længere er blandt de levendes Tal. Som den

alvorlig kvæstet; han var meget daarlig. To havde store Frostsaar paa Benene og kunde næsten ikke gaa. Og Kaptajnen Anders Larsen, der er 62 Aar, og som paa Opturen havde faaet to Ribben knækket, laa for

Mand, der havde et godt Hjerte for Byens Fattigfolk. Som 4-5 Aarig plejede Katrine Mikkelsen ofte at gaa »til handils« úti í Havn. Til indpakning af Varerne havde hun da et Tørklæde i hver Hand. Saa snart [...] egen Brug og til Salg. Folk var tidligt oppe, allerede klokk­en 4-5 om Morgenen, saa maatte Mænd­ene gaa i Haugen efter Tørv eller til andet Arbejde, og Kvinderne tog fat paa Strikke­tøjet eller de satte

hvussu Solbjørg fekk Gaa Paa úr Noregi til Føroya fyrst undir krígnum. Hann kom til Føroya fyrst í mai við báti sínum Utvær. Men tað píndi hann, at tveir bátar hansara Eldøy og Gaa Paa vóru eftir í Noregi [...] flóttafólki eftir týsku tøkuna av Noregi í 1940. Tað komu tríggir bátar hjá sama reiðarí og kallaðust teir Gaa Paa, Utvær og Eldoy. Eg kendi væl reiðaran, Ole Solbjørg. Hann var eisini í Íslandi og plagdi at koma [...] Men hann slapp út skjótt treytað av, at hann skuldi boða frá, hvar hann var. Tá fekk hann hendur á Gaa Paa, sum kom til Føroyar tveir dagar aftaná Eldøy. Nógvir av norsku bátunum fiskaðu út frá Føroyum

meðan hinir fyltu uppí pos­ar av leysari frukt. Men at taka ein heil­an kassa hevði ikki verið tolt. »Gaa Paa« var 150 tons til stødd­ar. Umframt meg vóru tað bert norð­­menn, sum sigldu við. Har var eg við

muligt, og i Thorhavn sov man ogsaa paa nogle faa Mennersker nær. Det var derfor saa underligt at gaa ved Nattetide i den tavse, sovende By, saa lyst som det var. Sigrid kom at búgva hjá síni tantu í Trøð [...] Saa sang vi, holdt Taler og raabte hurra og gik til sidst hjemad i løftet Stemning, de fleste for at gaa i Seng men nogle for kort efter at møde til deres daglige Gerning. Havnin hevði fingið elverk Selve