Oliver Effersøe: Fekk sindrað fyrstu sjálvstýrisroyndina

4. partur


Í seinasta parti varð greitt frá fólka­tingsvalinum í 1906, tá ið Oliver Effersøe fekk sópað Jóannes Paturs­son úr fólkatinginum. Eisini varð greitt frá fyrstu røðuni hjá Effersøe í tinginum.
Samb. Dimmalætting var henda røðan væl móttikin á Fólkatingi. Løg­mála­ráðharrin Alberti, sum var ráð­harri fyri Føroyar, takkaði Effer­søe fyri hansara »smukke tale.«
Alberti gjørdi tað, sum nógvir danskir ráðharrar hava gjørt heilt til okkara tíð, at sláa fast, at tað var upp til føroyingar sjálvar, um teir vildu hava broytingar í sínum viðurskiftum við Danmark.
Eisini fekk røðan eina góða umrøðu í donskum bløðum, og fekk hetta sjálvandi Tingakross at skúma av øði, meðan Dimmalætting fegnaðist.
Hans Jacob Debes heldur, at Oliver Effersøe var frammanfyri sína tíð við sínum sera eirindaleysa stíli. Oliver Effersøe var ein fanatiskur fráhaldsmaður, sum heldur enn fegin vildi bannað fría rúsdrekkasølu, sum fráhalds­rørslan eisini vildi. Hetta vildi sjálv­stýrisflokkurin við Jóannes bónda ikki gera. Tískil fór Effersøe miðvíst at kalla sjálvstýrisflokkin fyri Brændevinspartiet, og hetta virkaði eftir ætlan. Tað mundi gera sítt til, at Oliver vann á Jóannes við ikki færr enn 1.129 atkvøðum móti 489. Tað er slík yvirdrívilsir, sum mynda nútímans valstríð í dag, og sum í 1906 eisini mundi hava týdning fyri valúrslitið.
Tað varð sagt, at tað var beiggi Oliver, sakførarin Poul, sum hevði lagt honum lag á í hesum taktikki. Poul og Rasmus búðu saman úti á Reyni. Hans Jacob Debes skrivar, at tað er ein av stóru gátunum í føroysk­um politikki, at hetta bar til, tí Rasmus verður roknaður sum anda­ligi faðirin at føroysku sjálvstýrisrørsluni.
Tað kann nevnast, at í 1909 var Oliver einsamallur uppstillaður. Hóast hetta var val, har Oliver fekk 705 ja-atkvøður móti 296 nei-atkvøðum. Í 1910 var aftur val millum teir báðar. Tá vann Oliver Effersøe við 1.087 atkvøðum móti 529 til Jóannes Patursson
Oliver Effersøe helt skansan í politikki fram til 1931. Tá var hans­ara tíð farin, og hann varð kroystur at leggja frá sær. Hetta, sum ikki er við í almennu søguni hjá Sambandsflokkinum, verður komið aftur til í einum komandi parti.
Her kann eisini leggjast afturat, at Lise, abbadóttir John Effersøe, beiggja Oliver, hevur sent fleiri myndir av ættini í Danmark, m.a. av mostrini Kammu og hennara tveim­um synum, sum lótu lív í týsk­ari hertænastu undir krígnm. Her sæst, at Niels er avmyndaður í uniformi hjá sjóverjuni. Tað má so vera haðani hann er farin í týska hertænastu.

Ferðafrásøgnin frá 1921
Tann 7. juni 1921 fóru Sigrid og pápi hennara Oliver Effersøe úr Keyp­manahavn við ferðamanna­skipinum Botnia. Leiðin gekk til Føroya, og ørindini hjá Oliver vóru kongavitjanin í Føroyum, sum tá skuldi vera. Hann skuldi vera við á hesi vitjan sum landstingsmaður fyri Føroyar, umframt at hann skuldi møta á løgtingi á ólavsøku. Tað tykist sum at Oliver tá var búsettur í Danmark. Hann var tá farin frá sum sýslumaður, og sum lands­tings­maður var tað sjálvandi mest í Danmark, hann hevði sítt politiska virksemi.
Sjálv var Sigrid fødd í Føroyum, men fór haðani 6 ára gomul. Mamma hennara var deyð, tá ið hon var árs­gomul. Pápin var giftur aftur við dansk­ari konu, so hon mann hava búð hjá henni saman við pápanum.
Nu skuldi Sigrid fyrstu ferð í 15 ár vitja oyggjarnar, ætt og vinir.
Á leiðini til Føroya løgdu tey at í Leith í Skotlandi, sum ferða­manna­skip til Føroya vanliga gjørdu fyri at fáa útgerð. Hetta var eitt frálíkt eyka upplivilsi á hesi longu ferðini.

Fergast í land
Kl. 2,30 náttina millum 12. og 13. juni komu tey til Havnar. Tað var eingin farmur við hesa ferð, tí steðgaði skipið bert tveir tímat fyri at lata tey nógvu ferðafólkini til Føroya fara í land. Hetta var mitt á sumri, tí var tað deiliga ljóst, tá ið teir ikki fáu bátarnir komu út til Botnia eftir ferðandi og teirra viðføri.
Tað var ikki fyrr enn seinni, at Havnin fekk havn, tí mátti alt førast umborð og í land við báti. Nøkur ferðafólk vóru tó heintað í egnum báti av avvarðandi.
At koma inn í Havnina og at sleppa í land hevði stóra avirk­an á Sigrid. Hon greiðir frá tá ið hon fór í land:
Smukke raske Mænd i deres daglige færøske Tøj: Hudesko, tykke uldne Strømper, blaa Knæb­en­klæder, en tætsluttende blaa Trøje eller det særegne »Kot«, en brun Jakke, samt den rød- og sort­strib­ede Hue, kommer ombord, tager ens Ejendele, bærer dem ad Trappen i den lille Baad, mens man staar og ser til, angst for at de skal tabe noget i Vandet. Til slut gaar man selv i Baad­ene og bliver Roet ind til Kongebroen.
Vi kom saa stille i Land, det hele foregik saa roligt som muligt, og i Thorhavn sov man ogsaa paa nogle faa Mennersker nær. Det var derfor saa underligt at gaa ved Nattetide i den tavse, sovende By, saa lyst som det var.
Sigrid kom at búgva hjá síni tantu í Trøð, og hetta man hava verið hjá Petru og Jens Olsen. Petra var systkinabarn pápa hennara. Hon var dóttir Amaliu og gamla sýslumannin H.C. Müller.

Kongavitjanin
Jeg kom til Thorshavn i en livlig Tid, man havde travlt med Konge­besøget. Der blev bundet Guirlander af lyng til Æresporten, hvilket Arbejde udførtes af Byens Damer. Æres­porten rejstes. Flagstangen blev malet og sat op, man lod sine Huse og Stakitter reparere og male. Nogle bemærk­ede, at det var godt at Kongen kom, for saa blev Byen endelig en gang fikset op. Alle havde travlt med Madlavning og Bagning i anledning af de Gæster som ventedes til Thorshavn i Konge­dagene. Desværre blev Vejret den Formiddag Kongeskibene an­kom saa grufuldt som tænkes kan, Storm, Regn og mudret Føre, der øde­lagde Modtagelsen og Festlighed­erne for en stor Del.
Hetta var ein rættilig konga­vitjan, sum eisini skuldi vera til Íslands og Grønlands. Skráin var tann, at kongshjúnini saman við prins­unum Frederik og Knud fóru úr Keypmannahavn 17. Juni við Valkyrien í fylgi við Hejmdal.
Mánadagin 20. kom kongaskipið til Tvøroyri, har vitjað varð í kirkj­uni og sjúkrahúsinum.
Tann 21. kom kongaskipið til Havn­ar við teirri móttøku, sum hoyrdu til eina kongavitjan. Býráðið bjóð­aði døgurða í realskúlanum.
Tann 22. legði kongur grund­steinin til Dr. Alexandrines Hospital, sum var liðugt í 1924.
Tann 23. var farið til Klaksvíkar og síðan helt leiðin fram til Íslands, hagar komið varð tann 26. Kongur var í Íslandi heilt fram til 5. Juli, tá leiðin helt fram til Grønlands, hagar komið varð 10. juli. Ferðast var í Grønlandi fram til 17.juli, tá ið leiðin gekk heim aftur. À leiðini heim varð lagt at í Føroyum.

Fekk heilsað uppá drotningina
Sigrid greiðir frá:
Selve Kongebesøget, der har staaet refererei i alle Aviser, vil jeg ikke omtale her, blot bemærke, at jeg ved Damekaffen var saa heldig af Amtmanden at blive præsent­eret for Hds.Majestæt Dronning­en, men hvem jeg havde den Ære at konversere. Jeg blev saamænd i Præsentationsøjebliket saa befipp­et, at jeg nær havde glemt at neje, men jeg huskede det dog heldigvis og gjorde min bedste Kompliment.
Senere blev jeg og min Far klemt op i en Krog i det lille overfyldte Værelse. Det var Meningen, at alle Festdeltagerne skulle defilere forbi Kongeparret og muligvis give dem Haanden, men da Værelset kun havde én Dør, blev det hurtigt prop­fyldt, saa man hverken kunne komme ud eller ind og man gjorde bedst ved at forholde sig roligt afventende i et hjørne af Værelset.
Hans Kgl.Højhed Kronprinsen havde i Trængslen mistet sin Kadetuniformshue og kom just hen til Adjudanten, som vi talte med, for at spørge efter den. Om Huen blev fundet ved jeg ikke.
Begge Aftener var der Bal i Klubben, hvori kun Personer med særlig udstedte Adgangskort kunne deltage. Ved disse fornøjelige Baller dansede vi til Kl. 5 om Morgenen. Den sidste Morgen samledes en del af os Unge for i det klare sollyse Vejr at spadsere ud til Skansen. Der satte vi os i det dugvaade Græs og blev af Kavalererne trakteret med Konfekt og henkogt Frugt. Saa sang vi, holdt Taler og raabte hurra og gik til sidst hjemad i løftet Stemning, de fleste for at gaa i Seng men nogle for kort efter at møde til deres daglige Gerning.

Havnin hevði fingið elverk
Selve Thorshavn er en By med godt 2.000 Indbyggere. I den bor de øverste Embedsmænd som Amtmand, Sorenskriver, Landfoged og Fysikus. Omtrent midt i Byen ligger Lagtingshuset, hvor Tingets 22 Medlemmer forhandler om Øernes Anliggender fra Olajdag d. 29. Juli til omkring 15. September. Dér udkæmpes mangen en Ordstrid mellem de to politiske Partier, Selv­styre- og Sambandspartiet. Deres politiske standpunkt fremgår ret tydeligt af Partiernes Navne.
Embedsmandsboligerne er flotte bygninger af Sten eller Træ, der knejser i den bakkede By. Realskolen danner med sin Overlærerbolig et helt kompleks af nye, hvidmalede bygninger.
Fornylig er Elektricitetsværket, der drives af to dieselmotorer, åbnet. Nu findes der baade elekt­risk Lys, Telefon og Telegraf i Færøer­­nes hovedstad. Flere Bagere er der, hos hvem man kan faa de lækreste Konditorkager, en Fabrik der frem­­bringer Margarine, som smager endog meget bedre end den køben­havnske, flere store Købmands­­forretninger og enkelte Mode­handlerinder.
Ved en af Elvene uden for Byen ligger et Uldspinderi, hvortil de færøske Bønder nu sender deres Uldbeholdninger for at faa dem spundet paa de store Maskiner, unægtelig en nemmere Maade at faa det udført paa end ved Spinderokkens Hjælp i gamle Dage. Spinderiet tilvirker ogsaa Klæde, ikke videre smukt, men ganske uopslideligt er det.
Et Kvarter med Huse fra gammel Tid eksisterer der ligeles i Thors­havn. Disse huse er smaa og lave, af sort tjæret træ og ligger saa tæt og er alle ens af Udseende, saa en fremmed tit løber vild i de snoede Gader.
De første uger jeg boede paa Færøerne frøs jeg meget. Over­gangen fra 25 graders Varme til 10-14 eller lavere var jo stor. Alle Steder fyrede de den største Del af Somm­er­en i Kakkelovnen. Enkelte Dage kom der midt i Regnperioden – det regnede ofte og voldsomt, so varme og et saa vidunderligt Vejr, at man helr glemte det slette Vejr, som havde været og bare nød Øjeblikket. Saadanne dage var aldeles paradiskiske.

Lomvigaveiða
Sigrid var við einum systkinabarni á útferð til Sakunarbjørgini. Hon hevði ikki sæð nakað so vakurt. Tey sigldu inn í grottir. Har var eisini ein annar bátur við útferðarfólki. Tá fingu nakrar av monnunum tað hugskot, at fara at veiða fugl:
Der blev raabt til de fremmede Folk, som straks var parate til at hjælpe os. Saa skræmtes Fuglene, Lomvier var det, op fra deres Hvile­pladser. Nogle fløj op, men største­delen søgte ned paa Vandet, og det var netop det vi, deres Forfølgere, ønskede.
Med stort Spetakel forårsaget af vor Raaben, der gav hult genlyd i Grott­en, og ved plasken med Aarer, Øsekar og Stokke drev vi Fuglene paa Land, nemlig ind i den dybe Hules mund­ing. Nogle Lomvier var kloge nok til at dukke ned, svømme und­er Baad­ene og undslippe, men ca. 200 Fugle søgte i den almindelig forvirr­ing der­hen, hvor de blev drevne.
Nu skulle vi se at slippe op paa det tørre for at tage Fuglene. Det viste sig at være meget vanskeligt, idet Brændingen var saa stærk, der hvor Vand og Land mødtes, at den Baad rimeligvis ville være knust, hvis den skulle hales op paa Hulens Stenbund.
Mændene tog Strømper og Sko af, sprang ud fra Baaden og bar os i Land. Mændene greb nu de aldeles forsvarsløse Fugle drejede Halsen om paa dem med stor Øvelse og smed de døde Fugle ned til os Pige­børn, der naturligvis ikke dræbte nogen Lomvie, men blot hjalp med til at finde de døde Fugle i den halvmørke Grotte og samle dem i en stor Bunke. Da man var færdig blev Fangsten talt, Udbyttet var 183 Lomvier. Folkene fra den fremmede Baad fik deres Part og vi vor.
Lomvierne blev fordelt som Skik og Brug deroppe, enhver fik sin ret­mæssige Andel, og min Kusine og jeg drog glade hjem med 5 fugle, et kær­komment Bidrag til Middagsmaden.


Í komandi parti verður fram­hald av ferðafrásøgnini hjá Sigrid og tann ókenda søgan um, tá ið Sambandsflokkurin gav pápa Sigrid, Oliver Effersøe, sekkin