Janus í Dímun: Vi havde kongeligt besøg allerede i 1844

5. partur

Vi har i denne artikelrække be­rettet om Store Dimons historie. Artiklerne er baseret på samtaler med den 86 årige forrige bonde på Dimon, Janus úr Dímun, suppleret med andre kilder.
Janus har en god hukommelse og er en god fortæller. Man kan sige, at Store Dimon har en 1000 år lang og dramatisk historie. Livet på øen har været farligt. Som eksempel kan nævnes, at udover flere andre slægtninge er både Janus’ far, bedste­far og tipoldefar omkommet på grund af ulykker.
I morgen er der en stor dag på Store Dimon. Da kommer regent­parret nemlig på besøg.
Men dette er ikke første gang, Dimon får kongelige gæster. Regent­­­parret var nemlig også på besøg i 1990. Som tronfølgerpar var de også på Færøerne i 1971. Dengang havde man planlagt et besøg på Store Dimon, men dette blev aflyst på grund af dårlige vejrforhold.
I 1996 var kronprins Frederik alene på Færøerne. Da aflagde han også Dimon et besøg. Det kan også nævnes, at Dimon også har haft præsidentbesøg. Det var i 1980, da den islandske præsident Vígdis Finn­bogadóttir besøgte øen.

Fik besøg af Frederik 7.
Men mest interessante er dog, at Janus kan fortælle, at Dimon alle­rede i 1844 havde et kongeligt be­søg.
Det var den senere kong Frederik 7., som dengang besøgte Færøerne. Dette er et besøg, som er ret kendt på Færøerne. Men det er dog næppe kendt, at kronprinsen også var på Store Dimon.
Men i 2002 blev der på Kong Frederik VII’s Stiftelse på Jægers­pris holdt en udstilling med male­r­ier og tegninger fra denne rejse. Det var så heldigt for denne historie, at Janus, sønnesøn til den “gamle” Janus, har et program fra denne udstilling, skrevet af museumsinspektør Bente Jønsson. Dette program giver sammen med de andre kilder et godt billede af det formentligt første danske konge­lige besøg på Færøerne.
Historien er, at sommeren 1844 var Danmarks 36-årige kronprins Frederik 7. på rejse til Skotland og Færøerne. Med på rejsen var et større følge. I dette var også maleren Frederik Theodor Kloss, hvem vi kan takke for, der findes billeder fra denne tur, også fra opholdet i Dimon.
Efter besøget i Skotland gik turen til Færøerne. Den 22. juni dukkede sydspidsen af øerne frem i tågen. Ved Store Dimon kom amtmand Pløyen ombord for at byde velkommen. Det har måske været synet at Dimon, som har vækket kronprinsens interesse for at besøge øen under sit ophold.
Herfra gik turen mod Tórshavn og den officielle modtagelse med æresport, taler, hjemmegjorte sange og hurraråb. I Thorshavn var der bygget en bro, Prinsebroen, til mod­tagelsen.
Rejsen til Færøerne var et offi­cielt besøg med blandt andet frem­læggelse af sager og andet fra amt­manden. Men der var også tid til besøg og sejlture rundt til øerne og til at nyde den imponerende natur. Besøget var en stor succes for såvel færinger som kronprinsen, der allerede som ung lagde grunden til sin kongetitel som ”Frederik Folke­kær.”

Spisebordet på Store Dimon var en sten
Men det, som har speciel interesse for denne artikel, er, at kronprinsen også kom til Store Dimon.
Om dette skriver Bente Jønsson: “Efter et par dages hvil i Tórshavn gik turen sydpå til Sandoy, hvor selskabet gik på jagt. Herfra fort­sattes til Stóra Dímun, der med sine 100-396 meter høje klipper og flade top ligger som en fæstning i havet. De stejle skrænter udgør et sandt eldorado for fugle.
Fra klipperne nede ved havet fik de besøgende demonstreret fuglefangst af en lokal beboer. Fra toppen af den høje skrænt lod han sig langsomt fire ned i et reb langs den stejle klippevæg, mens mængder af fugle fløj omkring ham. Blandt fuglen var det især lunden, også kaldet søpapagøjen, der var attraktiv.
Efter den flotte og farefulde demonstration gik turen over Skúv­­­­oy til Sandoy og tilbage til Tórs­­­havn.”
Det kan nævnes, at besøget på Skuø stadigvæk er kendt på øen.
Kronprinsen kom ikke op på øen, hvor bondegården ligger, hvad årsagen så end har været til det.
Han er måske ikke turdet at for­cere den stejle opgang de 100 meter op til bondegården, som dengang har været mere utilgængelig end den er i dag. Opgangen ligger også ret langt fra landingspladsen.
Kronprinsen med sit følge fik sin mad serveret ned ved stranden på en flad sten, som siden blev kaldt “kongebordet”. Den sten findes dog ikke mere, da den er skjult under senere stenskred.
Det er særdeles interessant, at Kloss også fik tegnet et billede fra besøget på Store Dimon. Efter dette billede at dømme, har der været fem personer i land.
Værten ved kronprinsens besøg var den 34 årige kongsbonde Óli Jákup Jensen og hans 11 år ældre hustru Gudrun f. Mortensdatter. Ved folketællingen i 1840 boede der 19 mennesker på Store Dimon. Det har formentligt været nogenlunde det samme i 1844.
Bonden fik selv en dramatisk død, da han i 1859 selv faldt ned fra den høje skrænt. Han var i øvrigt tipoldefar til vores kilde Janus úr Dímun.

Var også med til grindedrab
En kilde til kronprinsens besøg er en dagbog, som blev skrevet af Christoffer Michael Olsen, som dengang arbejdede hos den kongelige monopolhandel i Klaks­vig.
Han beretter følgende i 1844:
Løverdag 22. juni kom Kronprindsen til Færøerne med Fregatterne Gefion og Tetis. Vi hørte Kanonernes Torden her til Klaksvig.
30. sidst i denne Maaned kom en Grind paa Vaagø, hvor Kron­prindsen var tilstede og stak selv med.
14. juli rejste han afsted igen.
Der er ikke tvivl om, at kron­prinsens deltagelse i et grindedrab har bestyrket opfattelsen af ham blandt færinger som “folkets mand.”
Under kronprinsens besøg på Vágar forsøger to mand forgæves at bestige Trøllkonufingur, som kronprinsen døber Kongespiret, et navn der dog aldrig slår an.
På Eiði bor kronprinsen hos Poul Joensen, som ejer landets eneste beboelseshus i to etager. Bygden er i anledning af besøget rengjort, alle huse er vasket udvendigt, alle vandløb renset op og alle møddinger tømt. Det flere dages besøg på Eiði benyttes også til at bestige landets højeste fjeld Slættaratindur på 882 m.
Der var stil over besøget. En beretning siger, at da kronprinsen tog til Kirkebø var der i følget 50 ryttere til hest.

Opgav enevælden
Lademanns leksikon skriver bl.a. om Kong Frederik 7.:
Frederik 7. (1808-63) var konge 1848-1863. Han var søn af Christian 8. Efter tøjlesløse ungdomsår, for­visning til Fredericia og to opløste ægteskaber indgik han varig for­bindelse med Louise Rasmussen, der i 1850 blev hans hustru som Grevinde Danner. Frederik yndede ikke alvorligt regeringsarbejde, men hans valgsprog “Folkets Kærlighed min styrke” var oprigtigt ment, og den popularitet, han havde vundet som prins, steg yderligere, da han i martsdagene 1848 godvilligt opgav enevælden, afskedigede det gamle ministerium og udnævnte det frisindede Martsministerium. Han underskrev grundloven 5. juni 1849.
Frederik, som var barnløs, blev den sidste Oldenborger i konge­rækken.
Betydning for Færøerne
Bente Jønsson afslutter sin beret­ning om kronprinsens besøg således:
“Efter en måned måtte kronprins Frederik sige farvel til Færøerne. Opholdet havde prentet sig dybt i kronprinsens hjerte, og som konge talte han altid varmt for færingernes sag ud fra det, han havde set og oplevet på turen, men desværre ofte for døve øren.”
Frederik 7. kom dog at have den direkte betydning for Færøerne, at han den 26. marts 1852 underskrev loven om det færøske lagtings gen­op­rettelse. Dette kom til at have stor betydning for Færøernes polit­iske udvikling.
Det var også under hans re­ger­ings­­­tid, at den kongelige mono­­­pol­handel blev ophævet i 1856. Det kan have haft betydning, at amtmand Pløyen, som var kongens vært på Færøerne i 1844, var en ivrig fortaler for monopolhandelens ophævelse. Dette har han næppe holdt skjult for kronprinsen.
Monopolhandeles ophævelse blev indledningen til en helt ny tid på Færøerne, godt hjulpet af danske købmænd og tilrejsende danskere, som bosatte sig på Færøerne, og hvis efterkommere har sat sit præg på det færøske samfund.

Udfordringer som konge
Det som endvidere ses om Frederik 7. i Christoffer M. Olsens dagbog er følgende:

1848
Den 20de Januari døde vor Konge Christian den Ottende. Han var bleven forkølet ombord paa et Skib, hvorpaa han blev aareladt. Inflamation kom i Saaret. Han laa en 14 Dage. Han regjerede i 8 Aar.
Hans Søn Frederik den 7ende er udraabt til Konge. Der tales om, at vi skulle faa Constitution i Danmark.

5. april:
Der er indbyrdes uroligheder næst­en over hele Europa. Alle for­­langer friere forfatning, Con­stitu­tion. Holstenerne med Hertugen af Augustenborg hos dennes Broder Printsen af Nøer i Spidsen gjøre oprør imod vor nye Konge Frederik den 7ende. De ville ikke længere være under Danmark. Den danske flåde og Landfolket er sat paa Krigsfod.
-----------


Lidt af Store Dimons historie

For at give et indblik i Store Dimons historie skal her gengives en artikel i Nationaltidende 5. juni 1924 skrevet af Oliver Effersøe, som var en kendt politiker:

”Mellem Syderø og Sandø paa Færøerne ligger to smaa, men høje og stejle Øer: Store Dimon og Lille Dimon. Den først nævnte er beboet hele Aaret, men Folketallet udgør kun omkring 10 Mennesker (en Familie). Det er ikke gaaet helt nemt at faa Folk til at bo der, uagtet Øen er rig og god. Utallige Søfugle omsværmer den i den lyse Sommertid og bygger i dens Fuglefjælde. Græsningen er herlig for Køer og Faar. Dimon Ost og Dimon Smør er berømte.

Dødelige ulykker
Men Pladsen er afsides og der­til farlig. Der er kun en Opgang til Øen. For nogle Aar siden om­kom Sognepræsten her ved Ned­styrtning. Fuglefangsten er som bekendt farlig, og mange Mænd har ladet Livet i Fuglebjergene. Nylig meldte Telegrafen , at den unge Dimonbonde Ole Jacob Jen­sen, Janus úr Dímuns far, den 1. juni 1924 var blevet knust af nedfaldende Sten under Æg­samling.
Hans Fader gik det paa lignende Maade. Faderen var yderst in­telli­gent, kundskabssøgende og driftig, men Fuglefangsten var dog No. 1. Han blev i en forholdsvis ung Alder efterhaanden blind, en sørgelig Skæbne for en Mand af hans Beskaffenhed og i hans Stilling. Men han gav ikke op og vedblev at røgte sin Dont. En dag tog han til Syderø med Baad, men paa Turen opstod der Uvejr, og man maatte vende om. Den blinde Mand, som før plejede at sidde agter ved Roret som Hovedsmand, maatte nøjes med at holde i en Aare, medens hans nylig voksne Søn havde taget Pladsen agter i den lille Robaad. Imidlertid ram­tes Baaden af en Braadsø, og denne tog Sønnen over Bord. Han druknede, uden at det var muligt for nogen at yde Hjælp. De øvrige bjergede sig til en af Østbygderne paa Sandø.
Senere tog Bonden paa Fugle­fangst tillige med en Ledsager, en ung Mand. Bonden kendte hver Sten, og alt syntes at gaa godt. Ledsageren blev firet ned i Bjerget, og Bonden sad tilbage og holdt paa Linen. Mere ved man ikke, thi begge forsvandt. Den unge Mand er øjensynlig gledet ud, og har revet Bonden med sig. Denne fik saaledes en haard Død midt i sin kæreste Gerning, og Havet, det uendelige, blev hans Grav.

Jørgen Falk Rønne mirakuløst reddet
Det ligger ikke mange Aar tilbage i Tiden, at Sognepræsten paa Sandø, Jørgen Falk Rønne, der var paa Tur med Robaad fra Syderø, maatte søge Tilflugt paa Store Dimon midt om Vinteren i Storm og Kulde, hvor han og alle hans Ledsagere blev bjergede ligesom ved et Vidunder.
Tidligere benyttedes Store Dimon meget som frivilligt For­visningssted til stor Gavn for alle Parter. De Forviste foryngedes og blev sunde, helt ukendelige, men Bonden fik den haardt tiltrængte Arbejdskraft. Nu er man saa human, at den Slags Forvisning er hørt op.”

Speciel oplevelse
Der er ikke nogen tvivl om, at Store Dimon er et specielt og betagende sted til trods for sin dystre historie.
Dette vil de danske gæster også kunde sande, h v i s de kommer til Store Dimon. Endnu i dag er dette ikke nogen selvfølge, selv om man næppe risikerer som i gamle dage at ligge i uger og endda måneder uden forbindelse med omverdenen.
Men der ønskes regentparret med følge samt de gæve ind­byggere på Store Dimon lykke til med dagen.
I næste uge fortsætter denne artikelserie med blandt andet en beretning om, da Janus, vor kilde, som lille dreng blev reddet fra samme skæbne som flere at sine forfædre af en hund!