bæði gevur ljós og sendir roykin út. Um hesa roykstovur sigur Panum: "Et saaledes indrettet Værelse kaldes med Rette en "Røgstue"; thi det er sædvanlig saa opfyldt med Tørverøg, at man ofte har ondt at begribe

skønneste plet, man kan tænke sig paa jorden. Der løber en bæk lige ned fra fjeldet og ud i søen. Den kaldes Drangará. Den løber lige ved siden af mit hjem, og et kort stykke fra mit hjem ligger købmand Nolsøes [...] rejste mig og gik ud i døren. Da hørte jeg, at det var min nabos søn, en knapt ni aar gamle dreng, der kaldte efter hjælp. Da jeg spurgte ham, hvad der var i vejen, kunde jeg forstaa af hans graadkvalte stemme

men ikke mere end naturligt. Under visitatsen opholdt jeg mig i et andet rum end visitator, der kaldte paa mig. Han stod paa en stige og eftersaa nogle medikamentbeholdere. Han sagde: “Han maa have vidst [...] Jeg kunde ikke tænke mig, at han havde faaet noget at vide, men var jo noget skuffet. Kort efter kaldte visitator igen: “Nej, han har ikke vidst noget, for saa havde han fjernet dette her. Det var en daase

Þorleifsson, Lensmand paa Skarð paa Skarðsstrønd, død 1467. Hans Moder var 14. Kristin Bjørnsdóttir, kaldet Vatnsfjarðarkristin. Hendes Mand var Þorleifur Árnason. Kristins Fader var 15. Bjørn Einarsson,

daarlig, saa Vraget var let at miste af Sigte i den oprørte Sø. Motoren blev startet og hver Mand kaldt fra Dæk Der blev manovreret saaledes, at vi kom at ligge i en passende Afstand i lu af Vraget, som

Restorff hjem til Færøerne igen efter 11 Aars Rejseliv. Hr. Bagermester Restorff, der med rette kan kaldes en self made Mand, begyndte under ret beskedne Forhold at drive Bageri paa egen Haand. Men han har

gingu stórvegis í skúla, so kundu tey klárað seg merki­liga væl kortini. Mamma Dánjal, sum var úr Kald­bak, gekk als ikki í skúla. Í Kaldbak kom skúli ikki fyrr enn í 1911. Pápin lærdi tey at lesa og skriva

lugar­skylettinum. Tað var á donskum, sum vanligt var fyrr í tíðini og var úr Sálmi 50, ørindi 15: »Kald på mig på nødens Dag, og jeg vil udfri dig, og du skal prise mig«. Pápi tók ofta til hetta skrift­stað­ið

er. Fader lejede sig ind i et Pensionat, der laa i nær­heden af Kommuneskolen, hvor­til han jo var kaldet til Lærer. Pen­sionats­værtinden havde en Kusine, Eva Mar­grethe Jakobsen, der hjalp hende, og hende

fremmende Bagere. Johan, Bagerkaptajnen, som hans Ven Peter Andersen, (fyrr umrøddur í hesi røð), kaldte ham, henlevede sine sidste Aar som lykkelig og økonomisk sorgløs Ægtemand og gik gerne flegmatisk