flaggdag heldur enn ólavsøku, men fekk onki svar annað enn, at tey høvdu valt “det, der almindeligvis kaldes Færøernes nationale festdag.” - Vit kunnu tí bara gita, at súmbolikkurin var ov herskin, tí vit á

dystinum leygardagin. Veðrið var í øllum førum kalt, og móttøkan frá litavisku áskoðarunum var eisini kaldlig, tá liðini komu á vøllin. Og mest av øllum, so sýndu litavisku landsliðsleikararnir als ikki nakað

Dalsagaard, sam­an við Rúna Jacobsen, fluttu sei­nastu ognarlutirnar úr Fám­ará. Inn í húsinum var kald­ligt og myrkt. Eingin streym­ur hevur verið seinstu mán­að­ir­nar, tí tey, ið varðað hava av garð­i­num

greb Atlantic Airways ind og hjalp os uden betaling fra Suderø til lufthavnen i helekopter. Det kalder jeg service. Vi kom på vores ferie. En stor TAK til Atlantic Airways.

anderledes svært. Onsdag indledes damerækken, hvor de færøske damer er favorit til det, som englænderne kalder for træskeen (the wooden spoon). De har ikke megen international erfaring, og så godt som alle de

selve Kommissionen i Bruxelles. -- Det er også forkert når repræsentanter for EU taler om, at det de kalder ”nationalismen” i fx Skotland, Flandern, Baskerlandet og Catalonien udgør en ”trussel” mod EU. Hvis [...] betingelserne. Det er i virkeligheden – hvert fald i visse tilfælde - de centrale regeringer, der kan kaldes nationalistiske i ordets negative forstand. Det er fx ikke selvstændighedsbevægelsen i Catalonien [...] de færinger der har taget stilling mener, at Færøerne skal have sin egen grundlov – eller lad os kalde det en styrelsesordning – hvor man netop definerer sig selv, både indadtil og udadtil, bl.a. i forhold

ældste af de tre, så kom Andreas og så doctor Djur­huus i Klaksvig, de var så ovenud livlige. Hun kaldte dem Johs, Dres og Luff. Engang skulle hun til Klaksvig og besøge sin broder (Faktorin) og bad så

nevnd­ar­for­mað­ur frá 23. juli í 2007 til 12. jan­uar í 2009. Sein­asti al­menni rokn­skap­ur fyri Kald­baks Sea­food P/f er fyri árið 2007. Sisero Sp/f: Nevnd­ar­for­mað­ur til 6. september í 2007. Sein­asti

jøderne var i ørkenen på vej fra Egypten til det hellige land, måtte de spise mad givet fra Gud, kaldt for Manna. De skulle sanke det hver dag, kun til den dag, for ingen kender dagen i morgen. Det er

denne Bevægelse, saaledes at Springtiden ved Færøerne fremtræder meget stærkt udpræget. Færingen kalder disse Bevægelser ”Fald”, og da enten Østfald eller Vestfall, efter Retningen, og han ved ypperligt