Av Mark Jiménez
På falderebet til toårsdagen for angrebet den 7. oktober fra Hamas – og det efterfølgende folkemord begået af Israel – står det klart, at ødelæggelsen af Gaza og massakren på det palæstinensiske folk er langt mere omfattende, end nogen af os dengang kunne have forestillet os.
En væsentlig del af årsagen, det må vi erkende, er Vestens medskyldighed i folkemordet. Ja, også Danmarks – og også Færøernes. Uden vores stiltiende accept og indirekte medvirken – ofte under radaren – ville dette folkemord næppe have fundet sted.
I Vesten hører vi ofte, at Israel er vores tætteste allierede i Mellemøsten, fordi landet angiveligt er “det eneste demokrati i regionen”, og fordi det påstås at dele vores “værdier” i Vesteuropa. Og selvom vi på Færøerne er meget ivrige efter at proklamere vores “særligt tætte forhold” til dette fjerntliggende land (noget med “Gud” og “det udvalgte folk”, osv.), så er det tydeligt, at Israel har en uforholdsmæssigt stor – og ofte skjult – indflydelse på vores politiske liv, både herhjemme og i resten af Vesten. Og det finder jeg dybt problematisk.
Det er tid til en brat opvågning til en virkelighed præget af vold, død og bedrag. Den “allierede”, som i årtier har forsøgt at bilde os ind, at de var som os – moderne, demokratiske, fredselskende, inkluderende, højteknologiske – er ikke et demokrati. I et ægte demokrati har alle borgere stemmeret, menneskerettigheder, og lige adgang til lovgivning og retssikkerhed.
I dag ved vi alle, hvad Israel er i færd med. Det kan ikke længere benægtes. I modsætning til Holocaust, hvor man – i nogen grad – kan sige, at de fleste ikke vidste, hvad der foregik, mens det skete, så er beviserne på det igangværende folkemord i Gaza overvældende. De er både brutale og uafrystelige i deres omfang.
Uanset hvor meget vores ledere, eliter og etablerede medier forsøger at skabe konsensus, skjule forbrydelserne, vildlede borgerne med falske ækvivalenser, og dæmonisere kritikerne med absurde beskyldninger – så vil sandheden en dag komme for dagen. De ansvarlige vil blive udpeget, og de skyldige – såfremt de stadig lever – vil blive retsforfulgt og straffet. Resten af os vil blive hårdt dømt af historien og vores efterkommere for vores øredøvende og utilgivelige passivitet.
Dr. Mimi Syed, amerikansk læge og humanitær hjælpearbejder, har to gange i 2024 arbejdet i Gaza. Sidst i juli deltog hun sammen med en delegation fra Samhugi við Palestina i et møde, hvor vi mødtes med Aksel V. Johannesen løgmaður, og landsstýriskvinna í uttanríkis- og vinnumálum, Sirið Stenberg. Her drøftede vi den katastrofale humanitære situation i Gaza.
Dr. Syed viste os blandt andet, hvordan uskyldige børn i stort antal målrettet bliver skudt i hovedet og brystet af israelske snigskytter. Det var tydeligt, hvor dybt påvirket Sirið Stenberg blev – som ethvert varmt og empatisk menneske naturligvis ville blive – af de grusomme billeder og vidnesbyrd, Dr. Syed delte.
Derfor vil jeg minde Føroya Landsstýri om, at vi både moralsk og juridisk – i henhold til internationale konventioner – har pligt til at gøre ALT, hvad vi kan, for at stoppe dette folkemord. Især nu, hvor vi med sikkerhed ved, hvad der foregår. Og ikke mindst, når det er vores “nærmeste allierede” i regionen, der begår forbrydelserne.
What happens in Gaza doesn’t stay in Gaza.
Vi kan ikke fortsætte med at alliere os med et regime, der dagligt forbryder sig mod international lov, og som gang på gang krænker andre landes suverænitet i regionen. Denne “allierede” er – med støtte fra et stadig mere autoritært og hovedløst USA – i færd med at underminere enhver idé om international ret og retsorden. Vi risikerer at forfalde til en verden, hvor den stærkestes ret – the law of the jungle – hersker.
Jeg opfordrer derfor Sirið Stenberg og landsstyret til at handle – og handle nu. Dette er jeres unikke chance i historien for at gøre det rigtige. Ja, vi er et lille land. Ja, vores indflydelse er begrænset. Men vi har mere magt, tør jeg påstå, end mange af os tror. Vi kan i det mindste ikke blive ved med at gemme os i mængden af passive stater, der finder det mere belejligt at kigge væk end at handle.
Det er ikke kun palæstinenserne, der står for skud – det er hele menneskeheden. Vores såkaldte “grundlæggende værdier” er intet værd, hvis vi ikke er villige til at gøre det absolutte minimum for at forsvare og bevare dem.
I 1945 besejrede vi nazismen i demokratiets, retfærdighedens og menneskerettighedernes navn – til en høj pris. Nu står vi her igen: totalitære og udemokratiske kræfter banker på vores dør. Det her er ikke tiden til eftergivenhed – det er tiden til modstand.
Hvad vi kan gøre:
Selvom vi ikke kan tvinge Danmark til at anerkende Palæstina som stat i FN-regi (hvilket burde være sket for 30 år siden, da to-statsløsningen var aktuel), så er der tiltag, vi som selvstyrende nation kan og bør tage:
- Officielt og højlydt tage afstand fra Israels folkemord. Der er ingen undskyldning længere for ikke at gøre det.
- Afbryde alle diplomatiske forbindelser med Israel og en gang for alle lukke ambassaden i Tel Aviv. Dette vil sende et klart og kraftfuldt signal – også selvom vi er små.
- Et sådant skridt kunne udløse en kædereaktion, hvor flere lande følger trop.
- Afslutte investeringer og handelsaftaler med israelske firmaer og institutioner – i overensstemmelse med BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment & Sanctions).
- Presse Danmark til at anerkende Palæstina og afslutte våbenhandel og forretningsforbindelser med Israel.
- Kræve øjeblikkelig løsladelse af de modige medlemmer af International Sumud Peace Flotilla, som Israel ulovligt kaprede i internationale farvande og nu fængsler og mishandler i strid med international ret.
- Tilslutte os Colombias præsident Gustavo Petros forslag om at oprette en international FN-fredsstyrke under “Uniting for Peace”-resolutionen for at stoppe Israels folkemord i Gaza og besættelsen af palæstinensiske områder.
