Fyri stuttari tíð síðani fekk eg mær fatur á drúgvari bók á “antikvitets-netinum”. Bókin hevur heitið “Esmann-Plumrose – Fra Dåse til drittel – Kapitler af 100 års Danmark erhvervshistorie 1864 – 1964.”
So kann ein spyrja: “Hava vit nakað at læra 100 til 150 ár aftur í tíðina”?
Nú høvuðsstaðurin og allir almennu sentraliseraðu stovnarnir seinastu tíðina hava herja á landskassan, fyri at fáa størri bitar av køkuni, sum allar Føroyar gjalda til, havi eg hugsað um, hvussu hevði verið, um vit áttu fleiri, sum “kravdu meira av sær sjálvum”. Tí fari eg at koma við eini endurgeving úr nevndu vælskrivaðu bók:
Sunnur politikkur
“I H. P. Hjerl Hansens posthumt udgivne bog: Danske Pionerer i Sibirien, har forfatteren Holger Rosenberg, som igennem et halvt hundrede år kendte Hjerl Hansen, skrevet en epilog. Han indleder den således:”
“ Var det et skæbnespils uforklarelige luner, eller var det den naturlige kulmination af et for dansk foretagsomhed særlig frugtbart tidsafsnit, at Danmark i årene op imod århundredskiftet fostrede en række handels- og industrifolk, - H. N Andersen, Alexander Foss, Thomas B. Thrige m.fl. – der ikke alene tilførte landet store værdier, men også gjorde Danmarks navn kendt og æret rundt om jorden? Det sidste er vel det rimeligste.
Disse 90ernes forretningsmænd, der brød nye veje og grundlagde verdensomspænn-ende virksomheder, var mænd med store ideer, som de førte til sejr, fordi de ejede tro på deres sag og var i besiddelse af en sund realitetssans og en handlekraft, der ikke lod sig kue. Men de var også mænd med store idealer. Fædrelandskærlighed og kristentro var dybt forankret i deres sind, de ejede en indre moralsk styrke, og pligttroskab var et urokkeligt begreb i deres karakter.
De forlangte ikke mere af nogen anden, end de til enhver tid var villige til selv at yde – det var derfor de af og til blev kaldt hårde – og det er karakteristisk ikke mindst for dem, der fra små kår arbejdede sig op til de store stillinger, de kom til at beklæde, at penge for dem aldrig blev mål, men kun et middel til at gennemføre de planer, deres aldrig hvilende skabertrang tumlede med.
H. P. Hjerl Hansen var en af disse halvfemsernes mænd.”
Kapitalur úr vinnulívinum
Sjálvandi er ikki neyðugt endiliga at fara til Danmarkar, men hetta er áhugaverd tíð úr donsku vinnulívsøguni. - Soleiðis hava flestu av okkara stóru vinnulívsmonnum livað, og hesir skapa og hava skapt kapital til samfelagið.
Tað er bara hugstoytt dag um dag at hoyra í útvarpi, síggja í sjónvarpi og dagbløðum, hvussu allir sentralistisku almennu stovnarnir við vælútbúnum fólki í høvuðsstaðnum herja á landskassan, uttan at geva sær far um, hvussu hesin kapitalur er fingin til vega, og hvussu ikki ber til at fáa meiri úr landskassanum enn tað, sum kemur í hann.
