Dagbókin hjá Petur Alberg: Havnin í 1900

Hesar dagbøkur eru sera áhuga­verdar. Her verður lívið í Havn fyri meira enn 100 árum síðani lýst av einum heilt ungum dreingi. Petur var ikki meira enn 12 ára gamal, tá ið hann byrjaði at skriva dagbók.

Hann skrivar um dagligar hendingar, summar stuttligar, aðrar syrgiligar. Hann hevur eina meining um politikk og greiðir eisini frá politiska lívinum. Hann hevur stórt fortreð av bretsku trolarunum undir Føroyum, og hann hevur eisini stóran áhuga fyri tí, sum fer fram úti í heimi so langt burtur sum í Suðurafrika.

Vit hava fyrr endurgivið rættu­liga nógv av tí, sum Petur Alberg annars hevur skrivað. Tað mest for­vitnis­liga, søguliga sæð, er hans­ara frásøgn um, tá ið hann gjørdi lagið til okkara tjóðsang í 1907.

Upprunin til hesa søguskriving er ein samkoma hjá Geilaættini í 1999. Í samband við hana gav Birita Broderick, dóttir Petur Alberg, tí, sum skrivar hetta, atgongd til skjalasavnið hjá pápa hennara. Hetta hevur verið eitt rættuligt kvett, sum fyrst lesararnir av FF-blaðnum og síðan av Miðvikuni hava sannað.

Nógvar av myndunum í hesi røð eru slíkar, sum Petur Alberg sjálvur hevur tikið, og ger hetta sjálvandi søguna enn meira áhugaverda.

Dagbøkurnar verða endurgivnar, sum tær eru skrivaðar á lættskriv­að­um donskum, har neyvan so mik­­ið sum ein feilur er í. Tað er tó okkurt í dagbókini, sum er so per­sónligt, at tað ikki verður tikið við.

Geilaættin

Vit fara fyrst at greiða eitt sindur frá Geilaættini, og her kann byrjast við ommuni og abbanum í faðirættini.

Mamman var Betti f. Holm. Hennara ættarsøga varð lýst í røðini Hendur ið Sleptu um Niels Holm, sum var beiggi Betti.

Pápi Petur var Djóni Isaksen í Geil, sum eisini hevur verið umrøddur fyrr, og sum eigur eina heilt serliga søgu. Foreldrini hjá Djóna vóru Anna (1821-1895) og Poul Isaksen (1825-1889). Anna var dóttir Elspu og Andrass Mortansson, sum vóru tey fyrstu, ið bygdu Argir. Poul og Anna giftust í 1847.

Foreldrini hjá Poul vóru Maren Poulsdatter f. 1798, úr Havn, og Isak Mortensen f. 1786, ættaður av Velbastað. Herav kemur Isaksennavnið.

Isak doyði heldur ungur, og bróður hansara Djóni tók sær av húsinum hjá beiggjanum, fyri at húskið ikki skuldi verða sett út. Djóni í Geil er tískil uppkallaður eftir honum. Isak og Maren áttu bert Poul.

Poul og Anna fluttu inn í Geil, sum var har Tryggingarfelagið Føroyar nú heldur til niðri á Kongabrúnni.

Poul var hegnismaður. Hann helt seg til at gera alt og varð tí eis­ini kallaður Poul Alting. Hann hevði nógv álitisstørv. Hann var arrest­forvaltari og mylnari. Hann fekk starvið sum klokkari í 1866, og var hetta starv í ættini í trý ættar­lið. Hann var eisini millum teir dúg­ligastu traðarmenninar í Havn. Poul var eisini løgtingsmaður 1861-1865.

Anna var kend fyri at vera sera hittinorðað. Ein dagin var tað ein nólsoyingur, sum speiskliga heilsaði henni: “Go morin, frú Alting.” Knøpp var hon at svara: “Go morin, harra Ingenting.” Hon var framúr kristilig kvinna, sum altíð las lestur heima, og gudsóttin var í heila tikið ráðandi í hesum heimi.

Børnini hjá teimum eru lýst í endurgivnu yrkingini hjá Jukim Olsen. Sangurin hann vísir til hjá Djóna er: “Nú dagurin at enda er.” “Bókin” hjá Dia í Geil er dagbókin, hann skrivaði í 1884. Partur av henni hevur verið endurgivin í FF-blaðnum.

Fríðrik Fríðriksson og tey í Geil

Fyrst í 1890-unum var íslending­urin Fríðrik Fríðriksson í Føroyum. Hann var seinni kendur sum stovnarin av íslendska KFUM.

Hann kom eisini at hitta ættina í Geil. Fyrst og fremst var tað William G. Sloan, giftur við Elspu hjá Onnu og Poul í Geil, sum hann kom í samband við. Hann kom eisini at kenna beiggja hennara Djóna í Geil. Hann sigur Djóna hava verið ein stóran og vakran mann, sum hevði góðar gávur, og sum hevði lisið nógv. Fríðrik var boðin heim til teirra, har hann møttu stóran blíðskap. Djóni átti tá tríggjar synir, og Fríðrik sigur um teir: “De var alle meget flinke og blev mine venner. Poul arbejdede, Christen gik i real­skol­en og var en godt begavet dreng i 14-15 års alderen. Den yngste Peter var en dreng på 7-8 år.”

Hann greiðir síðan frá, hvussu hann annars aftaná sær teir fyri sær: “Jeg ser Poul Isaksen, støt og rolig og mandig, og hans broder Christen med den vågne sans for lærdom og litteratur. Sommetider noget påståelig, men hurtig til at opfatte og lidt for moden af sin alder. Jeg holdt meget af ham. Og lille Peter, deres yngste. Jeg hører ham endnu sige: “Blunda og gapa”, da han engang ville overraske mig ved at putte et bolsche i min mund. Jeg forstod ikke rigtigt dette “blunda”, for på islandsk betyder det at slumre.”

Fríðrik fer avstað aftur til Íslands, og tað var við sorg hann segði farvæl við hesar dreingir og aðrar við, sum vóru blivnir hansara vinir.

Geilamylnan

Sum nevnt var Poul mylnari og hevði mylnu við Havnará, har sjónleikarhúsið er nú. Kristin í Geil, sonur beiggi, skrivaði um Geilamylnuna í brævi til son sín Eivind:

Tað var í teirri góðu gomlu tíð­ini, tá føroyingar sjálvir mólu tað mjøl – ella rættari tað korn – teir nýttu, at Poul í Geil, arrest­forvaltari, traðarmaður og løgtings­maður, bygdi Geilamyll­una. Hann mól fyri annan stór­­­hand­il­in, sum tá var í Havn, Siemens­­handil úti í Tinganesi, og fyri mong onnur fólk, tí tá var væl velt av korni uttanfyri Havnina.

Míni fyrstu minni frá Geilamyln­uni hava ikki beinleiðis við myln­­una at gera. Vit vóru ein flokkur av realskúladreingjum, sum vóru farnir í holt við at byggja ein skansa beint omanfyri ánna (Havnará), og tað var eitt satt stórverk við manshøgum 1½ alin breiðum flaggarði uttanum og einum fittum vakstrarhúsi inni í, har vit skiftust at halda vakt og lesa lektiur. Fíggindarnir vóru Bø-dreingir, allir sum búðu uttanfyri Vágsbotn. Teir vóru hunnararnir í okkara realskúlafantasiverð. Eitt høvdu teir í felag við hesar fornu kempur. Teir brølaðu óført, tá teir komu í flokk og fylgi og herjaðu á “Føroya Borg”. Soleiðis æt skansin.

Í hesum arbeiði fingu vit góða hjálp frá pápa mínum, Djóna í Geil, ein tann mesti barnavinur, eg havi kent. Teir dagar, hann var í mylnuni, kom hann altíð niðan til okkum og gravaði flag, so sveittin rann, og tað var nakað ið munti.

Men tá ið skúlatíðin var endað, kom eg at kenna Geilamylnuna, tí tá var eg sjálvur mylnari. Tað vil siga, eg røkti hana um náttina, sum Poul bróður altíð helt seg undan. Hann var kvøldsvøvntur og var als ikki djarvur at ganga einsa­mallur í millum í myrkri. Men hetta var júst lív fyri meg, tann einsliga serlingin og bókormin.

Tá var eg góður við Geila-myln­una. Hin flógvi, mettandi eimurin úr mjølinum, sum rann undan kvørnini, fylti hetta lítla rúmið og gjørdi tað fjálgt og hugnaligt. Lýsilampan lýsti milt og hógliga yvir bríkini, har eg sat við bókini – ikki nýttist mær brillur tá.

Góðar hevði eg stundirnar. Tá ein kornsekkur var farin í traktina, vardi tað eina góða løtu, áðrenn hon var tóm og skuldi fyllast. Meðan las eg og livdi í bókunum: Bjørnson, Oehlenslager, Heiberg, Hostrup, Marryat, Eilie, Flygare-Carlen – ja, hvat minnist eg nú aftur av øllum tí, sum tá fór inn – og út – um mín átufreka heila.

Heilt einsamallur var eg tó ikki. Ein rottufamilja vitjaði meg stútt. Hennara søga var skjótt úti. Tað sindri av korni, sum nú var malið, kundi Sandagerðsmylnan ivaleyst klára.

Men Geila-mylnan var stand­andi kortini. Og ein vakran dag hevði eg fingið ein lítlan son, sum eg kundi fara hagar túr við, síðan ein afturat. Vit høvdu tá altíð ein morgunmatabita í lummanum, og hann var ofta etin í Geilamylnuni.

Og nú kann væl vera, at alt hetta, sum eg her havi sagt frá, tað hevur tú so ofta hoyrt fyrr, tá vit sótu har sunnumorgnar og fingu okkum at eta. Men so fært tú at hoyra tað einaferð enn. Tey minnini – tey síðstu – eru míni bestu minni fra Geilamylnuni.

So syngur ein russisk fólkavísa:

Og nú er vísa mín úti

Mylnan hon melur ei longur.

Væl gangist tær allar dagar

Mín egni vælsignaði drongur

Gleðilig jól, kæri Eivind mín.

___________________

Geilaættin

Hesin sangur varð yrktur av Jukim Olsen í samband við samkomu hjá Geilaættini í 25. Juni 1999. Kona Jukim, Elsebeth, var dóttir Andrew Sloan, sonur Elspu í Geil

Verið vælkomin við hvønn annan siga vit fró

til í sóma at heiðra tey, sum oss vóru góð.

Megnarverk Geilaættin hevur avrikað mong,

teim til heiðurs vit syngja ein song.

Har við Eystarivág

barnaheim teirra lá.

Lítli Poul spældi har,

tá sum piltur hann var,

og har síggja tú kann,

tá hann brúður sær fann.

Argja Onnu sær kjósaði hann.

Nógv at gera tey altíð høvdu Anna og Poul

vóru snimma á fótum, áðrenn undan kom sól.

Sáða korn, velta epli, trøðin var teimum góð.

Geilamyllan við Havnará stóð.

Hon ein innløga var,

havnarfólk komu har,

og Poul mól fyri tey,

so ei treyt mjøl til breyð.

Fjørðurin var so nær,

mangt eitt kók fekk hann har,

gott at bátur í neystinum var.

Alting dugdi hann at gera, tí tað navnið hekk við.

Hann var mylnari, klokkari, hann aldri bant frið.

Sjáldan maður í øllum, líkar fáar hann fann,

Anna, konan, sum skapt var til hann.

Fimm børn fingu tey.

Hjá teimum var ongin neyð.

Tí at heimið var alt,

tá ið mest um tað galt,

blíðskap settu tey hátt

mangur datt innum gátt

har øll sótu í semju og sátt.

Djóni, elstur av børnunum í Geil vóru tá,

hann var fremstur í flestum, nakað sigast má frá.

Setti ferð á at fríðka um býin á mangan hátt,

gamli skúlin er verk hans so flott.

Avhaldsmaður var hann.

Valdur til løgtingsmann.

Sangin skrivaði hann

mansbarn hvørt kenna man,

og hann boðar har frá,

hvønn tað var hann leit á,

tað er Hann, sum alt vald liggur hjá.

Dia í Geil, lítilátin, sum tann fyrsti var hann,

ið tók stigið, sum gjørdi hann til ein merkismann.

Fyri alment at vísa hvønn hans álit var á,

lat seg doypa á Eystarivág.

Mikið stríð stóðst av tí,

sum hann tá kom út í,

hann tó vikaðist ei,

men helt fram á tí leið,

tí á málið hann sá,

og hvar hjálp var at fá,

sum hans bók eisini sigur frá.

Elst av døtrum Maria Magdalena tað var,

ið á barnsferð har doyði, við tí barni hon bar.

Elspa og Isalina hesar systrarnar tvær

gott úr heimi tær bóru við sær.

Frá teim og Djóna, tit,

eru ættað øll vit,

ið her sita í dag

saman í veitslulag.

Søgan, skrivað har varð.

Øll sín part eiga har,

øllum okkum er vorðin so kær.

___________________

Fyrsta telefonin var í Geil

Tað var í 1901, at tann stóri framburðsmaðurin Ólavur á Heygum tekur fyrsta stig til at fáa telefon í Føroyum.

Í 1905 leggur hann linjur við millumstøðum á Sundi, á Oyrareingjum og í Kvívík og Vestmanna, har hon var heima hjá Ólavi sjálvum.

Telefonin í Havn varð løgd inn í Geil, og var hetta fyrsta hús í Havn og millum fimm tey fyrstu húsini í landinum, sum høvdu telefon.

Tískil hava húsini í Geil eisini av hesi orsøk verið ein miðdepil í Havn. Tað vóru telefonstøðir altíð. Fyrsta “telefondaman” var Anna, dóttir Djóna í Geil, langomma Helga Dam Ziska, sum beint nú ger vart við seg á talvolympiadu.

Ein serligan leiklut spældi telefonin í Geil í 1907, tá ið Petur Alberg ringdi niðan í tingið og spældi lagið til tjóðsangin fyri Símun av Skarði, sum hevði yrkt sangin. Hetta var tó langt áðrenn, “Tú alfagra land mítt” gjørdist tjóðsangur.

___________________

Dagbókin 1900

Januar

Onsdag 17. ankom en norsk Damper ved Navn Italia hertil. Fra Krigen berettes, at Boerne stadigvæk blive ved paa samme Maade. De vinder den ene Kamp efter den anden.

Fredag 19. fyldte min Broder Poul 25 Aar.

Tirsdag 23. kom Postdamp­skib­et Laura fra København via Leith.

Søndag 28. afsejlede Kutteren Helene, Kapt. Jens A Jensen. til København med levende Fisk.

Februar

Eldsbruni á Skarvanesi

Natten mellem 7. og 8. f.M. var der en stor Ildebrand hos Kongsbonde Jon Joensen i Bygden Skarvenæs paa Sandø. Dette skete saaledes:

En Mand paa Skarvenæs havde haft et Barn til Daaben søndag, og han havde derfor Barselsgilde. Om Aftenen gik han til Joen Joen­sen og bad om at laane hans Stue til at danse i. Det sagde han straks ja til, og saa begyndte man at danse med liv og lyst. En Bliklampe var blevet ophængt paa Væggen, men der var ikke mere end 8 tommer mellem Loft­et og Lampeglasset, og derfor kom en anden Mand med en Blikplade til at sætte ovenpaa Lampen, saa Loftet ikke skulle brændes. Han bøjede en Kant af Blikpladen om og stak den op i en Sprække i Loftet. Man dansede til ud paa Natten, og da man forlod Stuen, glemte man at slukke Lampen. Blikpladen var nu blevet saa opvarmet, at den havde bevirket, at der var kommet Ild i noget Mos, som Manden der ejede Huset, havde stukket ind under ”væðingina” for at forebygge Træk. Saaledes opstod llden, og pludselig blev Folkene som boede i Huset, saa over­raskede af den, at kun de levende Skabn­inger bleve bjerg­ede. Hele Huset brændte ned, og blandt andet er ogsaa Mandens Fæstebrev brændt. Det var et stort Tab for den stakkels Mand.

Torsdag 8. kom Dampskibet Egil, Kapt. Andrésen, fra Danmark og Norge. Sent i Aften kom Damp­skibet Hjalmar, Kapt. Jonsen, fra København.

Fredag 16. var der en saadan Brænding her i Thorshavn, som ikke nogen nulevende mindes. Evensen mistede meget. Den Skade, som Brændingen gjorde her i Thorshavn, er der intet at regne mod, hvad den gjorde mange Steder omkring paa Øerne.

Søndag 18. I denne Tid sidder tre Mænd i Arresten. Alle hedder det samme, og alle tre sidder for at have banket deres Koner.

Marts

20. ankom Dampskibet Laura fra København. Nu er den gamle Komponist J. P. E. Hartmann død den 9. d.M. i en alder af 95 Aar.

April

Søndag 22. blev jeg konfirmeret.

Mandag 23. ankom en fransk Orlogsmand hertil ved Navn “La Manche”.

Onsdag 25. ankom Orlogsskonn­erten Diana hertil med et nyt Mandskab til Guldborgsund og en ny Chef som hedder Schack.

Bjarging hjá viðingum

Søndag den 8. d.m. observ­er­ede man fra Bygden Viderejde 3 Baade, der kom roende ind mod Bordø Mule. Viderømænd, der straks vare paa det rene med, at det maatte være skibbrudne Søfolk, begav sig straks med 3 store Baade ud til de Skibbrudne for at hjælpe dem. Det viste sig da at være Nordmænd fra en 5-6 Mil østenfor Fuglø sunken Hvalfangerskonnert Amon Busch. Da Skibet befandt sig omtrent midtvejs mellem Færøerne og Shetland, sprang det læk og uagtet Mandskabet arbejdede ved begge Pumperne baade Nat og Dag, var det umuligt at holde Skibet læns, og da Vandet blev ved med at stige i Lasten, besluttede Kaptajnen, da Vinden var sydlig, at sætte Kurs mod Færøerne, som var det nærmeste Land. Da de nu havde sejlet i nogen Tid, og det stod klart for dem, at Skibet ikke længe vilde kunde holde sig over Vandet, blev Baadene sat i Søen og alt deres Tøj samt en del Proviant bragt ned til i disse.

Dernæst lod Kaptajnen 11 Mand gaa i Baadene og selv blev han med to Mand paa Skibet. Han blev ved at sejle saa længe som muligt med Baaden paa slæb, men Lørdag eftermiddag kl. 5 var Skibet sunket saa dybt, at det ikke vilde lystre Roret. De gik da alle i Baadene og en Time efter sank Skibet. Viderøsmænd spurgte dem, om de ønskede Hjælp, men da de hørte, at Nordmændene ønskede at blive bugseret ind til Klaksvig, forlangte de 50 kr for dette arbejde. Dette vilde Nordmændene ikke gaa ind paa, og Færingerne begyndte at ro tilbage. Da imidlertid Mandskabet paa den baad, som 2den Styrmanden kommand­er­ede, erklærede, at de ikke var i stand til at ro længer, nødtes Kaptajnen til at vinke Færingerne tilbage. Da han nu spurgte dem, hvor meget de vilde have for at bugsere Baaden til Klaksvig, og en af Færingerne talte om 3, en anden om 10 kr pr. Mand, sagde han, at han vilde give dem 60 kr for at bugsere alle tre Baadene, hvorpå Færingerne tog fat. Efter at være ankommet til Klaksvig havde de forlangt kr. 186.

Maj

Søndag 6. opførtes paa Thors­havn Klubs Teater Charles Tante og Charlottes Onkel, Lille Nitouche og Den Fridie af Hostrup.

Fredag den 18. ankom en eng­elsk Trawldamper ved Navn Shake­speare hertil med en syg Mand, som blev indlagt paa Hospitalet.

Lørdag den 19. ankom Post­dampskibet Vesta fra København. Som Passagerer hertil var den engelske Konsul med Kone og Børn samt Tjenestepige. Afrejste min Fætter Poul Sloan med Ceres til England.

Torsdag 31. ankom en meget stort engelsk Panser Krydser her til. Den skulde op til England for at se til Trawlerne. Dens Navn var Bellona.

Juni

Lørdag 2. ankom Dampskibet Mjølnir fra København. Passager: Kapelmusikus P. Andersen. (Hann var svágur gamla Restorff, og var á hvørjum sumri í Føroyum, og búsettist her, tá ið hann legði frá sær. Er grivin í gamla kirkjugarði, og er umrøddur í røðini Hendur ið Sleptu.

2. Pinsedag den 4. var jeg og flere andre, 17 i alt, paa udflugt i Fossdal og i Sydredal. Vi tog afsted kl. 9 om Morgenen, og da kl. var fire standsede vi ved Gráastein, hvor et Folkemøde holdtes. Talerere var Sam Olsen, som begyndte Mødet, Heine Johansen og Sam. Rasmussen, der sluttede Mødet med at synge nogle Vers af “Eg oyggjar veit”. Det hele, som blev talt, var noget godt Vrøvl, og jeg gider ikke at referere det her. Hovedsagelig gik det ud paa at skælde Kirke­bøbonden ud.

Torsdag den 7. ankom Damp­skib­et Egil fra København. Passa­gerer vare: Pastor Fr. Peter­sen, der er blevet udnævnt til Sogne­præst for Østerø Præste­gæld. (Seinni próstur.)

Et Studentertog skal finde sted i den sidste Halvdel af Juli Maaned. Det skal bestaa af 80 Studerende, og det skal foregaa med Dampskibet Botnia op til Island. Paa opvejen skal det anløbe Island og blive der i nogle Dage. Det kunde være meget morsomt.

Drongur doyði av brennivíni á Argjum

Fredag den 8. omkom en syv Aar gammel Dreng paa Arge paa en sørgelig Maade, idet han døde af Brændevin. Denne Dreng og en anden Dreng, ogsaa syv Aar gammel, havde fundet en flaske af Cognac i en Baad nede ved Søen. De gik ind i et Nøst, hvor Dreng­ene smagte paa Flaskens Indhold. Saa gik de videre, indtil de kom syd for Bygden “suður á Tanga”, og der satte de sig til at drikke. Den ene drak kun to Mund­fulde og den anden drak Resten. Da de havde drukket, sagde den ene Dreng, at han var saa søvnig, og han gik da for at finde en bedre soveplads, og den anden fulgte efter. Da han havde lagt sig til at sove, vilde den anden Dreng gaa hjem, men han som havde drukket mest, bad ham om at blive hos sig. Han blev siddende hos ham, og da den anden dreng var sovnet, saa han, at denne kast­­ede op. Han vinkede da til to forbi­­gaa­ende Drenge og bad dem om at gaa hjem til den sov­ende Drengs Forældre og sige, at han laa og sov derude. Dette gjorde de og Drengens Søster kom saa ud efter ham og bar ham hjem. Mens han havde ligger der, var han blevet helt stiv af kulde, og der var ikke noget Livs­tegn at se, da Søsteren bar ham hjem.

En Baad blev straks sendt efter Doktoren, som kom dertil et lille Øjeblik efter. Dette var hen ad kl. 7 om Aftenen. Kl. 11 sov han dog helt trygt, men senere hen ad Natten fik han en saa rasende Feber, at Sveden drev af Ham. Saaledes blev det ved indtil om Morgenen den 8de, da han døde. Doktoren mener, at han har drukket 100 Gram Cognac, og dette har været nok til at slaa ham ihjel, da Cognac indeholder meget mere Gift end Brændevin. Cognacflasken tilhørte en Afholds­­­mand. Han havde faaet den af Købmand Jens Olsen om Aftenen Grund­lovsdagen. Dette skulde bruges som Medicin mod Forkølelse. Vedkommende drak to Mund­fulde, hvorefter han lagde den under Bund­brættet (tiljan) i Baaden. Ved en Forglemmelse blev den liggende i Baaden, indtil Drengene fandt den.

23. ankom Postdampskibet Laura fra Island. Den havde to syge Mænd ombord, af hvilke den ene blev indlagt paa Hospi­tal­et. Den anden døde i Baaden dertil. Han var fra Grimsby og hed John Roach.

Ankom en vældig stor norsk Orlogsmand ved Navn Ellida, Kapt. Sparre. Dette Skib havde 54 norske Kadetter ombord.

August

Søndag 5. I den sidste Tid har jeg været meget sløj til at skrive op, og det kommer af, at jeg ikke har saa god lyst til at sidde inde og skrive i det dejlige sommervejr mere end højst nødvendigt. Naa, det har ikke passeret saa meget af stor Vigtighed. Den 24de, 29de og 30te Juli opførtes Sangspillet Genboerne paa Klubbens Teater, alle tre Aftener med stuvende fuldt Hus. Min Bror Christian spillede Løjtnant von Buddinge, Hans M. Jacobsen spillede Kristen Madsen, Gunnar Winther spillede Klint, Georg Long spillede Kobbersmed Schultz og Sigrid Niclassen spillede Kobbersmedmadammen. Det hele gik meget godt. Især var fru Niclassen, min bror Christen og H. M. Jacobsen gode.

Olajdag, der faldt paa en Søn­dag, afholdtes Basar i Kommune­skolen til fordel for Højskole­sag­en. I alt indkom der ca. 700 kr.

Oktober

Ein druknivanlukka

September 19 omkom en Mand her fra Thorshavn. Den forulykk­ede var Skibsfører NN. Han og en anden Mand her fra Thorshavn var med en Købmand Jens Olsen tilhørende lille Dæksbaad afsejlet til Strænder med Vare. Ankommen dertil gik NN i land med en lille Baad med flad Bund, der ikke er større, end at en mand kan sidde i den, højst 2. Vejret var udmærket og Søen var rolig. Efter at han havde været inde i to Butikker, skulde han ro ud igen til Bygdelaget Sjov, hvor Dæksbaaden laa. Han bad en 11 Aar gammel Dreng komme med sig, hvad denne ogsaa gjorde. Drengen kunde se, at NN havde nydt en del Spiritus og derfor var meget rød i Hovedet. Da de var kommet et stykke ud, begyndte NN at blive urolig i Baaden. Han rejste sig op, men Drengen fik ham overtalt til at sætte sig ned igen. Nu bad Drengen ham om at sætte sig paa Land, hvad denne godvillig gjorde. Saa roede han fra Land igen, og Drengen saa nu et øjeblik efter ham. Han saa, at NN rejste sig op paa Knæ for at lade Vandet, men faldt baglæns ned igen i Baaden. Han rejste sig atter men faldt nu efter Hovedet ud i Baadens ene Side, saa den kæntrede. Han kom til syne igen, og Drengen saa ham søge at holde fast i Baaden. Drengen løb nu saa hurtigt, han kunde efter Hjælp og denne kom snart. Men da var NN allerede forsvundet og Liget blev først fisket op efter 2 Timers forløb.

Lørdag Morgen den 22. Sep­temb­er ankom Strandinger her­til med Liget, som blev begrav­­et lidt senere. Den Afdøde efter­lader sig Enke og 2 Børn, en datter paa 18 Aar og en Dreng paa 12.

Thorsdagen den 19. Oktober ankom et engelsk Passagerskib ved Navn Bellona hertil. Den kom fra Island, hvor den havde havt den samme Bestilling som Hejmdal. Den afsejlede den 23.

Lørdag 20. ankom Postdamp­skibet Vesta fra København. Med den ankom den nye Fysikus Jastrau med Frue og 2 Børn.

Onsdag den 31te ankom Laura hertil og afsejlede samme Dag til København via Leith. Med den afrejste Konsul Williers med Frue og Børn samt Doktor Jensen, sum havde været Fysikus Bergs Amanuensis (hjálparmaður) og flere gange konstitueret Fysikus i dennes Sted. Han vil blive savnet meget her i Thorshavn, da han baade var en dygtig Læge og umaadelig venlig og ligefrem med alle.

Rætting

Myndin á fyrstu síðu á seinastu Miðviku var ikki Hvítanes men Hoyvík

Komandi partur

Í komandi parti greiðir Petur Alberg millum annað um blaðið Tingakrossur, sum gjørdist ein kollvelting í føroyska blaðheiminum