Anstændighed på Færøerne

Casper Udmark, stud.mag., Sofiegade 3, 137, 1418 København K

Det er trist at se den seneste tids debat om homoseksuelle på Færøerne. Jeg har besøgt Færøerne, har færøske venner, har delvis lært mig sproget og har altid støttet idéen om at et folk bør bestemme over sig selv. Men det indebærer også, at man kan vise den ansvarlighed som kræves af et moderne samfund. Hertil hører at individer har visse borgerrettigheder. Man kan jo ikke gå imod sin natur, og derfor er det lige så forkert at angribe homoseksuelle som at angribe folk på grund af hudfarve eller religion. Jeg er sikker på, at det færøske samfund lider et tab ved de mange unge, duelige mennesker, som hvert år må flygte til Danmark fordi de ikke kan stå frem som homoseksuelle.
Formålet med en diskriminationsparagraf er ikke at forhindre folk i at sige deres mening, men kun at sikre en god tone. Det er ikke indholdet i ytringen som skal kunne straffes, men kun en groft forhånende form. Der er ingen politikere eller domstol der er interesseret i at gøre kristne til kriminelle, blot fordi de ytrer sig ud fra deres samvittighed. Eksempler fra Danmark og Sverige viser, at man uden risiko fortsat kan tage udgangspunkt i Bibelen uden at blive straffet, endda i ret grove tilfælde: I Danmark skrev en ældre kvinde i et læserbrev, at homoseksuelle var tyve, som stjal deres næstes liv med hor og aids. Hun blev frikendt. I Sverige sammenlignede en præst i pinsekirken, Åke Green, homoseksualitet med kræftsvulster, pædofili og dyresex. Men han blev for nylig frikendt i både landsret og højesteret.
Vi husker, at Færøerne som det eneste nordiske land ikke havde sanktioner mod Sydafrika, da landet havde apartheid. Det besynderlige ved hjemmestyreordningen er, at den giver ansvar, men tilsyneladende også en ret til at undlade at tage ansvar. Hvis Færøerne ikke vil være et tilbagestående dansk amt, rent åndelig set, så må de tage nogle af den civiliserede verdens moderne værdier til sig. Hertil hører, at man sikrer mindretal mod hetz og forhånelse.