gamal.: “Júst dugdi jarnsmíð, og vit hava enn minnir um, tá hann og Rasmus Effersøe løgdu “hond og ond” saman til at gera nýggj landbúnaðaramboð. Í teimum árum okkara fiskifloti fór at vaksa, og nógvir

Anstalt, og jeg blev vist ind i et Værelse, hvor 7 andre Mennesker laa og snorkede, aa, jeg var saamænd ond indvendig og tænkte hvert Øjeblik paa at flygte uden videre. Det var alt andet end hyggeligt, et laast

dags Eftersøgninger tog hurtigt al Kraft ud af dette Haab, og Onsdagen kom saa Bekræftelsen paa de onde Anelser, idet Baadens Agterstævn blev fundet som Vraggods ved Vigerbirge. I det disede Vejr og uden

fert tú enn burtur til onnur lond, hvar alt tykist stórt tær og nýtt ljósnættarkvæðið, hin ljósnáttar ond fylgir so langt tær og vítt, dregur teg aftur at heimligu strond, tí okkara summarnátt eigur trý bond

árið. Vit komu út á Fiskanesbankan, tað var tíðliga um morgunin. Veðrið var av tí besta, ein lítil ond. Sólin kom júst tá úr havs­brúnni, so stór og blóðreyð, ikki rættuliga loysnað úr havin­um. Beint ímóti

udtryk i sine små runde øjne. Man havde jo hørt om denne hednings forfærdelige død! Han havde set den Onde stå ved sit fodgærde, og han havde i sin sidste stund bedt og skreget til den Gud, han gennem hele

bukkede så sirlig for os alle, men bedstefar modtog ham med en salve af den anden verden: ”Jeg ved den Onde lyne mig ikke, hvorfor de sender mig sådan en spansk bavian.” Men spanieren smilede og bukkede og

virðiligari menn. Kong Hákun VII segði: ”Det eneste som kan redde verden ut av vanskeligheter og alt det onde, er å vende tilbake til den gammeldagse kristendom med de gamle kristne verdier, som må gjennomsyre