engang kunde kaste et sidste venligt Blik paa Indineer Addesons hus, hvor jeg havde haft saa mange glade timer, eller mit Kjøkken, hvor jeg har lavet saa megen god Mad til Kongen og Kommandeuren og andre

lagde de alle Kragenæbbene. Derefter blev der tændt Ild i dem, og medens de brændte, var Folk saa glade og morede sig saa godt. Jeg har saamænd selv været deroppe og se paa det. Ogsaa Børn lagde Kragenæb

Eventyr for dem. Med store Øjne hørte de til og længtes mod det blaa Land derude. Alligevel var de glade, hvor de var. Her var friskt og frit og nok til at tage vare paa for raske Drenge. Først var der nu

besætningen, som blev spurgt. Da den russiske herre atter talte med kaptajnen, sagde han, at han var glad for svarene, men det var kun et forsøg, han ville gøre for at prøve alvoren i deres tilbud. Nu skulle

blev fordelt som Skik og Brug deroppe, enhver fik sin ret­mæssige Andel, og min Kusine og jeg drog glade hjem med 5 fugle, et kær­komment Bidrag til Middagsmaden. Í komandi parti verður fram­hald av fer

kom og slut dig til dem! For evigt at bo i den gyldne Stad, tænk Ven paa de Stunder, vil du blive glad. Tænk paa den hver Time, tænk paa den hver Dag, lad det for dig være den vigtigste Sag, her findes

da hans Søn, som han bor hos, havde faaet en Vædder hjem, og den skulde sættes i Tøjr paa Trøen. Glad og fornøjet som en 8-9 Års Dreng vilde Niclas afsted med Vædderen i Tøjr. Det gik godt til at begynde

vi elsker dette Landet” af Richard Nordbrandt. Det gik ogsaa meget pænt, og Bager Hansen var meget glad derover. Saa blæste Anthon Degn “Sæter­jentens Søndag” af Ole Bull, hvortil Aage Keil akkompagn­erede [...] bagefter Smiril, og til sidt stoppede den op, og baad­ene lagde til. Smiril sejlede videre med de glade Sudringer, som nok var lidt tunge i Hovedet, naar de skulde til deres Arbejde morgenen efter. 14.

Haanden og førte dem ind i den himmelske Havn, hvor de blev modtaget med Velkomstsang, og nu synger de glade til Lammets Ære. I Hjemmene ventede man med Længsel paa deres Hjemkomst, men til sidst kom den Sorgens [...] Korsets Gaade. Da aabnes der Dør til Himlens Stad, Da nævnes de Kaarnes Navne, Gud lade os alle mødes glad Og ingen av vore savne. Da unde os Gud for Kristi Blod, Vi maatte i Himlen havne Bestyrelsen for Thorsvig

einum torvleypi. Men eitt sum eyðkendi hann fram um alt, var hansara vælsignaða góða hýri, hann var »glad såsom fågeln i morgonstunden«, væl dámdi honum at syngja, altíð var hann glaður og fróður og beit