Petur Alberg 1901: Sá og teknaði lognbrá

3. partur

Januar

Torsdag den 3. I Nat kl. 3 ankom Dampskibet Føringur, Kapt. Løber med Posten fra Risø, som nu endelig er ankommen fra Suderø. Jeg modtog to Billeder fra cand. mag Fr. Bardram, der er Lærer i Odense, en af Studenterne fra den 3. August i Fjor. Se optegnelser 7. okt.

Søndag den 6. I Aften kom Smiril tilbage fra Suderø, hvor den har været og bugseret en Trawler, som havde mistet sin Skrue ind i Havn. I Gaar omkring kl. 2 kom Smiril tilbage fra Vestmannahavn og Vaagø. Ud for Kirkebønæs havde den da mødt Slup Suðringur, som havde bragt den Meddelelse om Trawl­damperne og bad Kapt. Clausen om at skynde sig saa hurtigt, som han kunde. Da Passagererne var ilandsatte her, saa dampede den igen for fuld kraft igen til Suderø for at bringe den ønskede Hjælp.

Mandag den 7. ankom endelig Dampskibet Risø fra København,

Tirsdag den 8. ankom Damp­­skibet Egil fra København. Afsejl­ede Dagen efter. Skrev Brev til Lærer Fr. Bardram i Odense.

Fredag den 11. I Dag ankom Slup Docea, Kapt. G. Johannesen fra Køben­havn og engelsk Trawl­­damp­er Regina Kapt. Alfred Sowden. Der var noget i uord­en med hans Trawlspil, som blev istand­sat af en Smed her­fra. Damp­­­skibet Ripa, Kap. Jæger, an­kom i Dag fra Klaksvig, hvortil den ny­lig var ankommet fra Norge. I norske Aviser, som Ripa havde med, læser man blandt andet, at den danske Digter Sophus Schandorph, døde Nytaars­dag. Han har længe ligget syg, og han sagde selv, at han ikke kom paa Benene igen. Han bliver vist uhyre meget savnet, da han var en af de mest populære Digtere i Danmark.

Mandag Morgen den 14. I Nat er der paa Chr. M. Christ­iansens Kæld paa Bryggebakken blevet opslaaet saalydende Pla­kat: ”Mon det er for sine Dyders Skyld, at NN er bleven Ridd­er af Danne­brog, saa bliver det rime­lig­vis Præsten XX den næste eller en af samme Kaliber”.

Den vakte megen opsigt, og Folk strømmede til for at læse den, men det varede ikke længe, inden den blev beslaglagt af Politiet.

Mandag den 21. I dag er der uhyre megen Storm af Vest. Andreas Olsen Laves Hus, der for nylig er rejst og paa hvilken er kun er paasat Yderbeklædning paa den ene Side, blev taget af Grunden af Stormen. Enkelte Høstakke er blevne væltede.

I Aften kl. 7 ankom en meget stor Damper. Den ankrede ikke men pibede to gange. Saa sejlede den lidt op i Fjorden forbi Skansatange, men kom hurtigt ned igen saa langt forbi Skansatangen, at man kunde se dens Lanterner fra vestre Vaag. Den har ogsaa affyret Skud antagelig i den hensigt at faa Baad ombord, men der er saa megen Storm, at det vilde være livsfarligt at begive sig afsted. Dampskibet Laura skulde være her i Aften eller i Morgen, men denne kan det ikke være, thi Kapt. Aarberg, som skulde føre den denne Gang, er saa godt kendt her, at han havde lagt sig for Anker helt inde paa Havnen, da man vanskeligt kan faa et bedre Sted end Thorshavn, naar Vinden blæser fra den Kant som i Dag. Nu ligger den ankret ovenfor Skansetangen, hvor den maa finde sig i at ligge i Nat, indtil man muligvis i Morgen kan begive sig ombord og lade den ind paa Havnen.

Dýrt fýrverkarí

I aften kl. 9 blev der afbrændt Fyrværkeri oppe ved den nederste Port paa Nyvej (oppe paa Højden.)

Det var meget kønt, men kunde være meget bedre, hvis Vejret ikke havde været saa daarligt, som det netop var. Det var Klubb­en, som fik det i stand. Efter godt en Times Forløb var det hele over­staaet. Det var rekvireret fra den Mand, som leverer Fyrværk­eri­sagerne til Tivoli og havde en Værdi af 60 Kroner. I Sandhed en dyr Fornøjelse

Fredag den 22. I Morges var det til vor store Forbauselse Dampskibet Laura, Kapt. Aarberg, som var ankret ude paa Rheden. Det var Damp­er­en fra i Aftes. Grunden til, at den ikke lagde sig ind før var, at Rorkæden var sprunget, og det kunde rigtigt nok have været en værre Historie for den. Den havde ingen Varer med til Færøerne, men Damp­skibet Skálholt, som gik ind til Leith, da Laura gik ud derfra, skal komme tilbage med dem. Der var ikke mange Passagerer med Laura.

Den 25. Om Aftenen ankom Dampskibet Vaagen fra København og Norge. Den havde meget stor Post med. Jeg modtog Brev fra Sigurd Elkjær i Jylland, dateret 8. December 1900. Det er rigtignok en lang tid Vaagen har haft herop. Dampskibet Laura afgik fra København den 15 d.M, men Vaagen maa imidlertid være afgaaet fra København langt før.

Lørdag 26. ankom en engelsk Trawldamper hertil. Denne medbragte Budskabet om Dronning Victoria af Englands Død. (Tirsdag 22 ds.)

I Aften ankom desuden Damp­skibet Skálholt med Varer og Post til Færøerne. I Trangis­vaag er der sket en sørge­lig Begivenhed, idet 3 Mænd er druknede for nogle Dage siden. De tre og en fjerde skulde gaa ombord i et af Skib­ene i en lille Baad, men denne kæntr­ede fire Favner fra Land paa Grund af Stormen. Tre af Mænd­ene druknede, og den fjerde kom paa Kølen og blev reddet.

Onsdag den 30. blev der giv­et en lille Aftenunderholdning i Teatret for Medlemmerne i Bager Hansens Sangkursus. Den begyndte med 2 Violin Kvart­etter, der­efter ti firehændige Klaver­numre og saa en lille Komedie ”Eftersøgt” af L. Heimann. Efter Komedien igen et firhændigt Klaver­­nummer og saa to Violin Kvart­etter. Det hele gik meget godt med Dansen, som nu begyndte med Liv og Lyst, og alle var i bedste Humør af Verden. Kl. 2 blev sagt stop og lidt efter brød nu alle op for at gaa Hjem og sove.

Jeg spillede enkelte Gange med paa Celloen til Dansen. Men største delen af Tiden dansede jeg dog. Ligeledes spillede Ove Lützen paa sin Fløjte.

Februar

Søndag den 3. blev den samme aftenunderholdning givet om igen for Klubmedlemmerne og deres Damer. Denne Aften var ikke nær saa morsom som Onsdag aften, da de Fæhoveder af Klub­medlemmmer istedenfor at danse gik ned i Kælderen og spillede Billard. Overhovedet dansede kun 5-6 Par pa Gulvet, men mod Slutningen var der dog begyndt at komme lidt liv i. Denne Aften varede Dansen til kl. 3.

Fredag 15. ankom Dampskibet Laura fra Island. Den afsejlede om Middagen den 16. Som Passa­gerer til København afrejste med den Harald Haraldsen og Skomager Isak Joensen. Den først­nævnte skulde gennemgaa en Handelskursus, den sidst­nævnte skulde uddanne sig vid­ere i sit Fag. Skrevet Brev til Sigurd Elkjær i Horsens.

Søndag 21. ankom en norsk Damper ved Navn Stadil med Salt til forskellige herværende Købmænd.

Mars

Søndag 3. kl. 6 gav Aage Keil igen en af sine Forelæsninger. Efter sigende skulde der være mange Tilhørere og det som Keil havde at byde dem, skulde være meget godt.

Onsdag 6. var der foranstaltet en Aftenunderholdning med Dans for Medlemmerne af Bager Hansens Sangkursus. Det begyndte med en March af L. Schumann, Strygekvartet for to Violin­er, Bratch og Cello. Desud­en var Fløjten ogsaa med for at styrke Prinsen, da han ikke var sikker i sin Stemme. Det gik meget pænt. Derefter sang vi (alle Medlemm­erne i Sangkurset) to enstemm­ige Fædrelandssange “Høje Nord” af Josef Glaser og “Ja, vi elsker dette Landet” af Richard Nordbrandt. Det gik ogsaa meget pænt, og Bager Hansen var meget glad derover. Saa blæste Anthon Degn “Sæter­jentens Søndag” af Ole Bull, hvortil Aage Keil akkompagn­erede paa Piano og Poul Restorff spillede Violin. Aage Keil sang saa to Sange og Ludvig Holbergs ”Den pantsatte Bondedreng” blev saa læst op med forskellige Stemmer af flere. Tilhørerne morede sig storartet, da den blev meget godt læst. Kornetten blæste saa igen to “Til vor lille Gerning ud” og “Aage og Else”. Især den sidste var dejlig, og han blæste den saa nydelig, som man kan se sig. Efter at Bager Hansen igen havde kaldt “Sangere” myldr­ede alle op paa Scenen igen og vi sang nu ”Jylland mellem tvende Have” af Peter Weise og ”Yderst mod Jorden lyser en Ø” (norsk Folke­melodi). Disse to gik storartet, især den sidste, og der blev klappet dygtigt. Nu spillede Poul Restorff to Nummere, hvortil hans Moder akkompagn­erede, og derefter saa trillede vi rundt.

Lørdag 9. ankom Dampskibet Egil, Kapt Hausland, fra Norge. Den havde ingen Post med fra Dan­mark, da Dampskibet Inga, som var afgaaet fra København kort i forvejen havde taget den med.

Søndag den 10. blev der forevist en Gymnastikprøve af 12 af de bedste Medlemmer i Aage Keils Gymnastikkursus. Tilstede som dommere var Overlærer Bergh og Trykkeribestyrer J. P. Joen­sen og som Tilskuere alle her­­vær­ende Redaktører. Den bedste Gymnastiker var August­in­us Hansen, som belønn­edes med et rødt og gult Silke­skærf med Paaskrift. Han behold­er det dog kun saa længe, indtil han finder sin Overmand. Om Aftenen var der Dans i Gymnastik­lokalet, som Skolekommissionen havde været saa venlig at over­lade dem, da flertallet i Klub­bestyr­elsen sagde nej for at laane Klubbens Teatersal. Dansen, hvortil vi spillede, varede til kl. 12.

Tirsdag 12. Ankom Damp­skib­et Laura fra København. Som passa­gerer fra København medfulgte Bageriejer Johan Restorff og Frk. Constance Jacobsen samt fra Leith Montør C. Ehlers.

Torsdag den 14. Christian M Christiansens Dampbaad, som har været Genstand for saa mange forsøg baade med dan­ske Maskinister og færøske do, er nu endelig bleven sat i Gang af en Englænder, Montør C. Ehlers, der var rekvireret herop i den Anledning. Ved 12 Tiden damp­ede Baaden rundt omkring paa vestre Vaag, ind paa østre Vaag og ud mellem Skibene paa Rheden. Den kan gøre en betydelig Fart og kan blive til stor Nytte for Chr. M. Christiansen og den er vistnok ogsaa dejlig til Udflugter i Sommer.

April

Onsdag 17. ankom Inspektions­skibet Beskytteren hertil med­hav­ende 15 Skibbrudne Franskmænd, hvoraf Benene paa en af dem var itu. De var optagne af den konge­lige danske Grønlandsfarer Nord­lyset fra en Skonnert ved Navn Esperance. Skonnerten var lige ved at synke, da Nordlyset kom til. Hele Besætningen ud­gjorde 18 Mand, men tre blev slaa­et overbord fra Esperance. Fransk­mændene, der log­erede hos H. A. Djurhuus (Hotel Djur­huus), ser ud til at være meget propre og skikke­lige Folk. To Drenge er med, hvoraf den ene ser ud til at være 10 Aar, den and­en 13 Aar. Hele Besætn­ingen bliver hjemsendt med Vesta den 19.

Søndag 21. ankom hertil det franske Orlogsskib La Manche for som sædvanligt at gaa til Island.

Tirsdag 23. ankom Dampskibet Vesta fra Island og afgik efter nogle Timers Ophold til Køben­havn. Men den afrejste det fran­­ske Mandskab fra Esperance. Til Valle­kilde Højskole afrejste Louise Mohr fra Højvig og Mour­entze Mourit­sen her fra. Brev til Sigurd Elkjær og sendte ham de udkomne Numre af Tingakrossur.

Sóu lognbrá

Søndag 28. Flere dage i for­vejen var der blevet talt om, at Sang­kursets Medlemmer med Damer i stedet for den sædvanlige Aften­underholdning skulde gøre en Udflugt til Stigafjall eller Tungu­líðs­fjall ovenover Nordredal. Hele Ugen fra Søndagen den 21. gik jeg og sikkert flere andre i Spænding om det gode Vejr, som nu havde været i saa mange Dage, skulde holde sig Søndagen over. Søndag den 28. oprandt med straalende Solskin og lidt Vind, som ikke var til at foragte, hvis det skulde blive alt for varmt. Kl. 8 mødte alle paa Broen ved den store Dam og efter et Kvarters venten travede saa alle afsted syngende og leende i den dejlige friske Morgenluft. Kursen sattes op ved Varden ad Nordredal til.

Efter at være kommet et godt Stykke bort fra Varden blev kl 9½ en Dreng, som befandt sig blandet de bagerste i Selskabet, opmærksom paa en Ø, som saas østen for Nolsøen. Hvis det havde været nogle andre, som i stedet for os saa denne ubekendte, havde de naturligvis korset sig med det samme og uden tvivl antaget dette for at være en “flotoy”, som man antagelig i gamle Dage har antaget denne slags Syner for. Men heldigvis var vi straks paa det rene med, at dette var en af de ikke sjældent i Ørkenerne i Afrika og paa store flade Landstrækninger forekommende Luftspejlinger. Naar man ser den slag Syner, staar de som oftest paa Hovedet, men her saa vi tydeligt en Ø, østen for Nolsøen. Den strakte sig langt nord om Buen og gik ud i et Næs. Den var meget højere end Nolsøen, men dens Top var skjult i Taage og syntes at være meget høj. Paa flere Stedet saa vi lange hvide Striber hen ad Øen, som har været Sne. Efter at vores Opdager havde gjort flere andre opmærksomme derpaa, blev vi syv i alt tilbage for rigtigt at kunde nyde dette mærkværdige Syn, medens de andre spadserede videre. Bager Hansen var helt henrykt, og medens Mads Winther sad med Kikkerten og iagttog den nøjere, skitserede jeg paa deres Anmodning den. Med Kikkerten opdagede Mads Winther igen et land indenfor denne Ø og en meget stor Bugt, som strakte sig ind i Landet imellem de to Næs. Efter at have sidder der en god halv Time gik vi videre for at indhente de andre, og da vi traf dem, løb Rygtet om denne Ø som en Lynild gennem hele Hæren, og jeg var nær revet i Stumper og Stykker af alle dem, der paa en Gang vilde se min Tegning. Nu fortalte flere om Luftspejlinger, som havde været set heroppe, f.eks. en fra Oldtiden, der viste slaget ved Dublin, men denne var meget fantastisk og maa betragtes som et Digt.

Sá eldsbrunan í Moskva í 1812

Der fortaltes ogsaa om en Luft­spejling, som viste Moskvas Brand i 1812. En mand fra Vaagø var ude i Haugen, og da han kom gaaende forbi Sørvágsvatn, saa han en brændende By og i Gaderne en masse Mennesker, som løb frem og tilbage. Han blev syg og var ved at dø af skræk over dette Syn, da han troede, at Verdens Ende var kommen. Han blev dog rask igen og fortalte dette for Præsten, som heldigvis var en oplyst Mand og optegnede hvilken Dag og Time Manden havde set det, og da man siden fik at høre, at Moskva var brændt under Napoleons Tog i Rusland, stemmede det nøjagtigt med det Klokkeslæt, Manden havde opgivet.

Tegningen blev godt forvaret i min Brystlomme og vi brugte vore Ben igen for at naa hen til Udflugtens Formaal. Da vi var tæt derved, blev der Uenighed. Nogle vilde op paa Stigafjall, andre paa Tungu­líðs­fjall, og jeg var blandt de sidste. Ude paa Fjeldet var det storartet dejligt, og vi sad nu og kiggede, sommetider ned over Nordredal, sommetider over det store, blanke dejlige Hav. Alt laa saa stille og fredeligt i Søndagens Ro.

Saa kom Sangbøgerne frem og, snart rungede Fædre­lands­sangene fra Fjældets Tind. Alle Sangene blev sungne tostemmigt og bland­et de smukk­este var “Yderst mod Norden lyser en Ø” og “Høje Nord Friheds Hjem”. Men allersmukkest lød vores National­sang ”Eg oyggj­ar veit,” som der især blev lagt vægt paa at synge pænt. Sang­ene forstummede, og Mad­poserne blev atter aabnede og tømte. Sikken en Humør der var over hele Linjen. Man passierede i et væk med Munden fuld af Mad, men det gjorde ikke noget. Naar vi var færdige med at spise, tændte vi vores Piber, Damerne deres Cigaretter og vældige blaa Røgskyer hvirvleres op i Luften og blev staaende ovenover vore Hoveder, saa stille var der.

Dette kunde dog ikke vare i længd­en. Vi maatte hjem igen og under Støj og Latter gik det ned igen ad Fjeld­et. Paa en dejlig “fløte” nede i Havne­dal blev der leget Enke­mand og Mage, og da man var ked deraf, fortsattes Hjemturen.

Paa Skæve Træbro samledes hele Troppen og under afsyngelse af ”Der er et Land, dets Sted” o.s.v. marcherede vi saa ind i Thorshavn, hvor man saa spredt­es for senere om Aftenen at samles til Dans i Afholdshuset. Kl. 12 holdtes der op, det var sent nok, for de fleste var ganske sikkert meget trætte og trængte til Hvile efter den for uvante nogen anstrengende Tur.

Søndag 1. juni

Fyrsta valið hjá Jóannes Patursson

I Dag er der Rigsdagsvalg. Vejret er daarligt, saa der er kun meget faa Vælgere som er kommet fra Bygderne. Jeg har været oppe og hørt paa, mens man valgte, og jeg har talt Stemm­erne. Da Overlærer Berg havde været og valgt Poulsen, stillede han sig hen til Vinduet med et triumferende smil, men dette forsvandt efterhaanden, thi efter ham fulgte 33 Stemmer i slag for Patursson, og før end de 33 Stemmer var afgivne, var Overlæreren forsvundet. (Sum tað skilst varð atkvøtt munnliga).

Landfogeden (Engelstoft) saa ogsaa meget slukøret ud. Han sad bag ved et Bord og dækkede sin lille uanselige Skikkelse med en stor Avis. Udfaldet blev, at Johannes Patursson fik 78 Stemm­er og Joen Poulsen 20 Stemmer.

Mange af de thorshavnske Arbejdsmænd, der stemte paa Højremanden, var saakaldte Kanutter, saadan nogen de store Købmænd havde i sin Magt.

Samlaða úrslitið av hesum vali var, at Jóannes Patursson fekk 356 atkvøður og Joen Poulsen fekk 199. Valluttøkan man hava verið vánalig, men meirilutin var greiður.

Val var longu aftur í 1903, og tá var bæði størri luttøka og javnari býti av atkvøðum. Hesa ferð fekk Jóannes Patursson 488, meðan mótvalevnið fekk J. H. Schrøter 478, so her reið tað um snarið.

Søndag 30. var der nogen og 30 Sudringer paa Udflugt her i Thorshavn med Dampskibet Smiril. Da Smiril ankom ved 12 Tiden roede flere store thors­havnske Baade ud til den med Flag i Stavn for at modtage Passa­­gererne. De som først blev fyldte, ventede indtil den sidste. Saa var fyldt med Passagerer og hele flaaden roede saa ind paa Konge­bro­en, hvor Sudring­erne blev modtaget af deres Venner og Bekendte. Mellem kl. 1 og 2 blev der startet en lille Udflugt i Haugen, sum skulde være meget gemytlig.

Klokken 9 præcis om Aftenen begyndte Dansen, hvortil vi hele Orkestret, 8 i alt, spillede. Kl. 12½ gik man tilbords. Hele Tiden mens man spiste blev der holdt Taler, for det meste om gamle Mortensen, der blev prist saa forfærdelig (og hele de andre Mortensener) af Jens Mohr, Jens Evensen og flere Kanutter. Til slut talte Poul Jensen om, at der ogsaa var andre Sudringer med, og man skulde ikke glemme dem o.s.v. Han talte storartet. Da spisning­en var færdig, tog Herrer­ne fat med at rydde. Nogle bar Bænke, andre Flasker, Fade m.m. Saa spillede Musikken igen og Humøret var Storartet over hele Linien. Kl. 2 standsede Musikk­en op, og Salen tømtes efterhaanden af Mennesker, men fra Klubben, Salen og Kælderen rung­­ede nu Sangen ud imod os. Der dansede man nu færøsk Dans, især de lidt overkørte Person­­­er. Captain Clausen peb flere Gange, men først da Klokk­en var bleven 3, var man kommen i Baadene.

Der blev raabt hele Vejen, saa langt man kunde høre “Thors­havnerne leve”, og mangfoldige Hurraraab rungede ud i den stille Sommernat. Langsomt gled Baaden udefter, men det kan nok være, at de tog fart paa sig, da de saa Smiril dampe afsted. Der blev roet bagefter Smiril, og til sidt stoppede den op, og baad­ene lagde til. Smiril sejlede videre med de glade Sudringer, som nok var lidt tunge i Hovedet, naar de skulde til deres Arbejde morgenen efter.

14. juli

I dag er Smiril paa udflugt i Klaks­vig, Hvannasund og Viderejde med over 100 Thorshavnere. Her i Thorshavn har vi i dag det væmmeligste Regn, saa at jeg har siddet inde hele Dagen og læst Zacharias Niclassens dejlige Fortælling ”Kulsvierne” i en gammel ”Husven.” Jeg er helt henrykt derover, saa jeg tror, at jeg læser den én gang til.

I Aften blev der ingen Dans, som jeg glædede mig saa meget til. Men det unge Folk er med Smiril og danser naturligvis i Klaksvig i stedet for.

15. juli

Botnia er kommen fra Island, og med den har jeg skrevet Brev til min Fader, som nu er i København for at faa mere Kundskab om Havevæsen. Han rejste med Egil den 26. f.M.

16. august

I Aften havde vi for første Gang en firstemmig Sang (bland­et Kor). Vi har øvet paa de enkelte Stemmer de to forrige Aftener og først i Aften fik vi pænt sammen­sunget. Det var den smukke fin­ske Folke­melo­di “Fjerran han drøjer fra grønskande dalar,” som bager Hansen havde valgt til at begynde med, da den var meget let. Desuden gik en trestemmig “Naar Løvet falder” rigtigt godt i Aften, og gamle Hansen glædede sig derover.

Thorshavn, Tirsdag den 1.st October 1901:

I Aften havde vi en rigtig hygge­lig Aften i Sangkurset. Der var mødt…..

Hetta var dagbókin

Her endar dagbókin mitt í einum setningi. Kanska hevur mamman rópt eftir honum at fáa sær at eta, og so er hann givin og hevur ikki tikið hesa dagbókina uppaftur.

Tað sær eisini út, sum at hugur­in at skriva hevur verið i minking í hesum umfari. Tað seinasta, sum hann annars skrivaði, var í august.

Men eftir hann liggur henda einastandandi frásøgn um, hvussu ein drongur upplivir Havn­­ina fyri meira enn 100 árum síðani.

Petur skrivaði nógv seinni, sum lesararnir av Miðvikuni eisini hava sæð, og helst kemur meira frá hansara hond í blaðið.

_______________________________________

Hans Andrias og Áarstova

Her skal endurgevast nakað av tí, sum Petur Alberg skrivar í 1923 um vinmannin Hans Andrias Djur­huus, og tíðin, hann lýsir, er nakað tann sama sum dagbókin

Sunnanfyri steinbrúnna, vestan­fyri Álarhól (ovara enda á ósanum í Havnará), norðanfyri Vertshúsið og eystanfyri Dandastovu, har stendur Áarstova. Ja, hon stend­ur har enn, men hon er ikki reiðiliga tann sama Áarstova nú sum fyrr, tá Hans Andrias var barn og livdi síni fyrstu lukkuligu ár inni í kamari­num har. Tá var takið flakt við flag, nú er tað tjørupapp. Skorsteinurin var fatlaður við hálmi og sá út sum ein lítil sáta. Tann hurðin, ið var í landnyrðingshorninum, og sum vendi út móti ”grundina”, hon er eisini burtur. Eg minnist ta hurðina mangt eitt vakurt summarkvøld, tá vit plagdu at standa á steinbrúnni og práta og roykja, hvussu hugnaliga hon knarraði í teimum gomlu træhongslunum, tá Armgarð, systir Hans Andrias, fór út á snórin okkurt ørindi.

Áarstova er vorðin moderni­ser­að nú av útsjónd. Prýdd við tjørupappstaki sum sagt og smurd uttan við black-varnish yvir tað heila. Tó at hesar umvælingar kanska eru meira hóskandi til nútíðina bæði av praktiskum og dekorativum hensýnum, so vildi eg hvørja ferð, eg gangi tvørt við har, so hjartaliga ynskt, at hin gamla, grøna skirvisliga Áarstova stóð har enn, tí hon er eitt petti av tí mynd, sum eg síggi fyri eyga mínum, tá eg minnist á tey farnu árini.

Nú sita ódámligir agentar ofta og skammrósa teirra vørum, teir breiða út har inni. (Húsini munnu vera yvirtikin av Hotel Djurhuus). Ólíka var, tá Hans Andrias sat í kamarinum og læs yrkingar fyri okkum vinmonnunum.

Spælið í ósanum

Áarstova, Dávastova, húsini hjá Lenu í Gong og Geilin liggja ikki so langt frá hvørjum øðrum. Dalólastova liggur eitt sindur longri burtur, uppi á Reyninum. Hans Andrias í Áarstovu, Mikael í Dávastovu, Sámal í Gong og eg, vit vóru spælikammeratar. Niðri á sandi spældu vit mangan, helst í ósanum við smáum bátum. Hans Andrias var sjáldan har niðri á Sandi. Honum dámdi betri at sita sum røvarariddararnir á Rhinborgunum í gomlum døgum. ”Grindin” uttanfyri Áarstovu var ”Store Klippeborg” og Álar­stein­ur. Niðri í ósanum var ”Lille Klippe­borg”. Hans Andrias hevði skýrt hesi bæði strategiskt vigtigu punkt­ir eftir Oehlenslager ”Øen i Sydhavet.”

Vit spældu sum sagt niðri á Sandi við smáum bátum og jollum, men viðhvørt tá ið lág­ættarvindur var, hendi tað at jollurnar sníktu seg út av rutuni tvørtur um ósan frá sandi til sand og brendi beina kós niðan móti ósan beint í gap úlvsins líka niðan í Áarhol. Við ræðslu sóu vit tá riddar Hans Andrias koma loypandi niður av Store Klippeborg og annáma okkara herligu farmaskip, og so klóra upp aftur á borgina. So knarraðu borgardyrnar, og Hans Andrias var horvin við okkara kæru jollum.

Vit koma seinni av hava fram­hald av hesi frásøgnini.

Komandi partur

Tann 16. desember eru 100 ár síðan Føroya Reiðarafelag varð

sett á stovn. Hetta fer komandi Miðvika at snúgva seg um