Begrundelse
Der har for nylig været afholdt en kongres hos Føroya Felag Móti Krabbameini (Kræftens Bekæmpelse) i Torshavn. Jan Dalberg, læge og kræftforsker, holdt ved denne lejlighed en forelæsning om kræfttilfælde på Færøerne. Han oplyste bl.a., at ventetiden for strålebehandling specielt efter kræftoperationer højst bør være to uger, men at den i dag er mindst to måneder i det danske sygehusvæsen. Videre sagde Dalberg, at det ikke er ventelisterne for kræftoperationer og kemoterapi, der er et problem, men derimod ventetiden for strålebehandlingen. Hans konklusion var kort sagt den, at det var det danske sygehusvæsen, der ikke
klarede at yde den optimale behandling af kræftpatienter. Årsagen til det stigende antal døde på grund af kræftsygdomme var ikke, at patienterne kom for sent til
lægen, men derimod ventetiden for efterfølg ende strålebehandling i sygehusvæsenet. Der foreligger nu en rapport om netop dette emne udfærdiget af et
ekspertudvalg nedsat af Sundhedsstyrelsen. Rapportens anbefaling er en kraftig opgradering af strålebehandlingen i det danske sygehusvæsen, men dette kræver selvfølgelig et stærkt politisk initiativ. Spørgsmålet har i allerhøjeste grad interesse på Færøerne, da færøske kræftpatienter stort set kun gør brug af de tilbud,
der er i det danske sundhedsvæsen.