– Eg vil vedda uppá, at Jørgen-Frantz hevði elskað Anneke von der Lippe og skeivu nøs hennara, hóast hon ikki er ljóshærd
Soleiðis skrivaði Nils Malmros í dialogi í Sosialinum 25. november í 2000 í sambandi við, at Jørgen-Frantz Jacobsen hevði fylt 100 ár.
Hósdagin vóru 20 ár síðani, at filmurin varð frumsýndur, og í tí sambandi var filmurin vístur í Havnar Bio, har fleiri sjónleikarar og fólk, sum høvdu við filmin at gera, vóru komin til Føroya til hátíðarhaldið.
Í dialoginum í Sosialinum 25. november í 2000 hugsar Nils Malmros sær ein samrøðu við rithøvundan um filmin og teir spurningar, hann reisir. Hugleiðingarnar kunnu lesast niðanfyri:
---
17. juli i år havde jeg en bevægende oplevelse. Efter i 6 år at have haft et kærlighedsforhold til "BARBARA" fik jeg under et besøg hos Zacharias Heinesen lejlighed til at se i Jørgen-Frantz Jacobsens originale håndskrevne manuskript. Få uger forinden havde Zacharias genfundet det, - så vidt jeg forstod i bunden af et pengeskab.
Her var de - i et ca. 5 cm tykt charteque - de blegnede gullige sider, hvor Jørgen-Frantz med sirlig, letlæselig håndskrift i kamp med tuberkulose og død forløste det, han selv opfattede som en hymne og en pavane. En hymne er en hyldestsang til livet, pavanen er en dødedans.
Manuskriptet er på løse ark og skrevet med blyant. På mange af siderne er der en brunlig plet øverst oppe, sandsynligvis rustmærker efter klips. Når manuskriptet ikke er skrevet med blæk, skulle det være fordi, at store dele er skrevet, medens Jørgen-Frantz lå i sengen og ikke ville kunne undgå at klatte, selvom han brugte fyldepen.
Mange af siderne må være renskrevne, for de er helt uden rettelser, medens andre er fulde af overstregninger og omformuleringer. Før hvert kapitel er der en disposition og forrest i manuskriptet en udførlig personbeskrivelse.
Det er velkendt, at Jørgen-Frantz Jacobsen ikke nåede at fuldende sin roman, men at den efter hans død blev færdiggjort af hans nære ven og slægtning William Heinesen. William siger selv, at han udfyldte de manglende lakuner. Det har derfor været en udbredt opfattelse, at det var William, der skrev slutningen, som den foreligger. Det første, jeg gjorde, var derfor at begynde bagfra og ved selvsyn konstatere, at slutningen ord for ord er Jørgen-Frantz' egen.
Det sidste kapitel starter for øvrigt med, at Barbara og Andreas på klipperne i vandkanten neden for Skansen skærer fløskæl til madding. Her har Jørgen-Frantz over kapitlet lavet en fin lille blyanttegning af et fløskæl.
På kort tid er det ikke muligt at vurdere Heinesens indflydelse på BARBARA, så det får vente. Desuden kræver det også en større videnskabelig formåen, end jeg kan præstere. Men det må være en drømmeopgave for den, der brænder for den skandinaviske og ikke mindst den færøske litteratur.
Selv havde jeg kun mulighed for at blade rundt i siderne som i et helligt skrift. Hvor jeg end slog ned, blev jeg ramt af romanens vidunderlige poesi og understrømme af klukkende fryd. Og netop fordi jeg kan lange passager udenad, var det gribende at møde teksten, som var det i skabelsesøjeblikket. Som om Jørgen-Frantz netop havde fået formuleret: "Den der går uden om dårskaben, han går min tro uden om livet" eller "Kærligheden er som en lue, der ikke kan brænde ren og klar, uden at ængstelsen som en trækvind holder den ved lige."
Jeg tror ikke, at nogen instruktør, der har lavet en filmatisering kan undgå en nagende tvivl. Har man nu har gjort det godt nok? Ved spredte nedslag i det håndskrevne manuskript blev jeg i hvert fald beklemt. For det er en vidunderlig roman med dens sanselige naturbeskrivelser og dybe psykologiske indsigt i menneskets natur. Den afslører vores forgæves forsøg på at ignorere, at vi godt ved, at vi er naragtige og forfængelige. Men den gør det med en glæde ved livet på godt og ondt. - Har jeg fået alt det med?
Generelt plejer forfattere at være forbavsende ukritiske, når deres bøger bliver filmatiserede, i hvert fald når de udtaler sig offentligt. Måske skyldes det en lidt misforstået solidaritet med den, der har forbrudt sig mod deres værk. Imidlertid kunne Jørgen-Frantz godt være skarp og kritisk, blandt andet når han skulle bedømme Williams første litterære forsøg. På trods af det kan jeg ikke dy mig, nu da jeg har fået nærkontakt med ham gennem det håndskrevne manuskript: Hvad ville Jørgen-Frantz i grunden sige til filmen?
Jeg er ret sikker på, at han ville glæde sig over vores brug af naturen. Imidlertid er den færøske natur en gave til enhver fotograf, der har tid til at vente på, at tågen letter, og Koltur dukker frem i aftenmodlys. Jeg er også sikker på, at han vil acceptere, at Barbara julemorgen ikke tager afsked med Hr.Poul ved Leitisvatn, men følger med ham helt over til Sørvágur. Derved kan vi nemlig få Mykines til at stå som en dragende og truende baggrund for deres anelsesfulde afsked. Samtidig vil han ved eftertanke bifalde, at vi ikke falder for fristelsen til kunstigt at presse Kellingin og Risin og andre færøske high lights ind i historien.
Som almindelig biografgænger vil Jørgen-Frantz også være duperet over de frembrusende franske orlogsfartøjer foran Nólsoy, og han vil glippe med øjnene ved at opdage, at Tinganæs atter ligger lige ud i det åbne hav. Men hvor er Gongin? Jeg vil slå blikket ned og svare, at det må han spørge tankeløse byplanlæggere om, og desværre havde vi ikke midler til at genopbygge den. For at aflede vil jeg spørge om, hvorfor franserfesten ikke blev holdt inde i Stokkastova. Det har han ikke noget fornuftigt svar på. Jeg forklarer, at ved at holde festen i Stokkastova kan vi lade varekælderen ligge under det orgastisk gyngende dansegulv. Det synes han var en morsom ide.
På det fortællemæssige plan vil det også more ham, at vi har fundet ud af, hvad der i grunden blev sagt ude i admiralens kahyt. Men medens han morer sig, vil han alligevel løfte et øjenbryn. Er det ikke lige som om, der går noget af den naturlige værdighed af Lagmanden, når filmen gør ham komisk for at score et par billige point? Og hvor er den boblende indre glæde hos Hr. Poul? Det er, som om han er lidt vel længe om at komme sig over den græsselige sejlads op til de jordslåede øer i Nordatlanten. Jeg ville forsvare mig med, at i romanen kommer glæden frem i kraft af en indre monolog, som man ikke sådan uden videre kan bruge i en film. Dertil vil han svare, at det er mit og ikke hans problem. Jeg vil dog minde ham om, at han selv har sagt, at han fanden gale mig havde svært ved at male sig selv i en præsts lignelse.
Men hvad så med Barbara selv? Ja, smag og behag er forskellig, men jeg vil godt vædde en kinamand på, at Jørgen-Frantz ville knus-elske Annike von der Lippe og hendes skæve næse, selvom hun ikke er lyshåret.
Angående slutningen kan Jørgen-Frantz godt acceptere, at vi på det foreliggende grundlag med en ufærdig roman lader Barbara forsvinde i tågen. Han kan også godt se perspektiverne i at lade Sorenskriveren træde i karakter og gøre sig til skæbne for Barbara. Ved er være den, der giver (Hr. Poul) og den, der tager (Andreas), er han dybest set den, der besidder hende. At det er en dødssynd i Karen Blixensk forstand, og at Sorenskriveren til sidst smerteligt indser dette, er en styrkelse. Jørgen-Frantz vil dog påpege, at det er en sofistikeret ændring, han kun kan acceptere, fordi Jesper Christensen er så overbevisende god som Sorenskriveren. Forøvrigt synes han, at også Lars Simonsen gør det glimrende som Hr. Poul, og det var helt urimeligt, at han ikke fik en Bodil for den præstation.
Men der er alligevel noget, der mishager Jørgen-Frantz. Det havde jo været hans tanke, at Barbara og Hr. Poul skulle genforenes til sidst omend i elendighed og under højst uforlibte former. Og vigtigere: Hvor er hele almuen? Vupsen, Tangloppen, Samuel på Vippen, Niels i Punten og alle de andre. Alle dem, der holdt af Barbara, fordi hun aldrig var hoffærdig. Fordi hun kunne være som en sol, der en uvejrsaften pludselig skinnede iblandt dem. De elskede hende så højt, at de vovede at trodse øvrigheden ved at ro hende efter Fortuna med sammenbidte tænder, blodsprængte årer og pustende som blæsebælge.
Jeg må indrømme, at også jeg savner dem, men jeg forklarer, at jeg er nødt til at lade Barbara ro alene. Jeg kan ikke lade hende forsvinde på havet sammen med 4 havnefolk. Desuden ville 4 havnefolk altid kunne finde vej hjem gennem tågen. Jørgen-Frantz kan godt mærke, at jeg er beklemt, så han siger for at trøste mig, at min film er bedre end den tyske version fra 1961. Det er en ringe trøst.
Så siger Jørgen-Frantz: "Mine største øjeblikke har jeg haft, når gnisten er sprunget mellem sorrig og glæde. Så Gunner Møller Pedersens brug af de to Kingo-salmer: "Far Verden farvel" og "Sorrig og Glæde" i filmens musik er et scoop. Det redder filmen".
