I bemærkningerne til konventionen bliver der sagt, at spørgsmålet om Danmarks ratifikation har været forelagt det færøske hjemmestyre.
Her vil jeg understrege, at det er dybt beklageligt, at nuværende landsstyre, men specielt det foregående har udtalt sig på vegne af hjemmestyret, dog uden at sagen har været forelagt det færøske Lagting.
Den politiske definition af, hvad hjemmestyret er, er, at hjemmestyret er Lagting og landsstyre. Og lad mig dernæst understrege, at det er en meget gennemarbejdet praksis, at samtlige konventioner bliver behandlet af Lagtinget.
Men den danske regering har i denne sag handlet fuldstændig korrekt. Man har via rigsombudsmanden den 11. februar 1998 forelagt konventionen det færøske hjemmestyre med adresse hos Færøernes Landsstyre. Men så sker det, der ikke bør ske, nemlig at en lagmand pludselig betragter sig selv som Færøernes hjemmestyre.
I et brev fra 3. marts 1998, underskrevet af daværende lagmand Edmund Joensen, bliver der sagt, at Færøernes hjemmestyre ikke har noget at bemærke til, at konventionen bliver ratificeret med territorial virkning for Færøerne. Regeringen kan derfor i god tro arbejde videre med forberedelsen til fremlæggelse af konventionen her i Folketinget. Det skal bemærkes, at det var en dansk udgave af konventionen som landsstyret fik.
I udenrigsministeriet biver man nu enige om, at den danske oversættelse kræver nogle sproglige præciseringer. Derfor sender rigsombudsmanden den 8. september 1999 konventionen på ny til udtalelse hos hjemmestyret med samme adresse i landsstyret. Der bliver spurgt, om man kan tilsutte sig den nye udgave af oversættelsen, men desuden bliver der spurgt, om den nye udgave ændrer noget ved landsstyrets tidligere holdning til konventionens indhold.
Med et svar, dateret 29. oktober 1999, svarer landsstyret, at man ikke har yderligere bemærkninger.
Efter at den færøske presse fortæller, at regeringen nu vil fremlægge konventionen i Folketinget, går landstyret ud og siger, at det nu er talen om en utilsigtet provokation fra dansk side. Og når landsstyret i Lagtinget i en spørgetime bliver spurgt, hvad man har svaret i landsstyrets brev af den 29. oktober 1999, så står man uvidende.
Så foruden at have svaret positivt to gange til forepørgsler om ratifikationen, så har landsstyrets politiske opmærksomhed i denne sag været på nulpunktet. Man har kort sagt sovet i timen.
Men det reelle problem er jo, at færøske politikere i Lagtinget hverken kender noget konventionen og endnu mindre til korrespendencen mellem regeringen og landsstyret.
Selv om konventionen kun rummer positive intentioner rettet mod sproggrupper, der virkelige har problemer, vil jeg dog mene, at det er unødvendingt, at vi mellem Færøerne og Danmark starter en ny politisk sprogstrid, der var overstået for mere end 60 år siden.
Men det er en kendsgerning, at sagen let kan udvikle sig til noget helt andet end det, den bør dreje sig om. Sagen kan meget nemt får nogle politiske aspekter om bl.a. statsret.
Region og regionalt sprog er fremmede begreber i Hjemmestyrelovens terminologi. Hjemmestyrelovens § 11 siger: ?Færøsk anerkendes som Hovedsprog, men Dansk skal læres godt og omhyggeligt, og Dansk kan lige så vel som Færøsk anvendes i offentlige Forhold?.
Og al lovgivning på Færøerne er på færøsk og i offentlige forhold er sproget færøsk.
Derfor er konventionens ellers meget postive tiltag for regionale sprog unødvendige.
Så hvad gør vi nu for at undgå, at denne uskyldige sag får lov til at udvikle sig uheldigt?
Jo, mit bud er, at sagen for tredje gang bliver sendt til hjemmestyret, og så skal Lagtinget denne gang udtale sig.
Og det er meget muligt, at udenrigsministerens forslag om at der afgives en erklæring i forbindelse med ratifikationen om det færøske sprogs stilling, og at det særlige beskyttelsesregler i pagtens afsnit III ikke finder anvendelse for det færøske sprog, er et forslag, vi kan arbejde videre med..
Men det er dybt beklageligt, at Landsstyret har handlet så klodset, som det har i denne sag, og derfor vil jeg som parlamentarikerer appelere til Folketingets forståelse og overbærenhed. Jeg er overbevidst om, at Lagtinget vil gøre sit bedste for at finde en løsning.
Jóannes Eidesgaard, MF
