I forbindelse med vores telefonsamtale sender jeg som lovet de oplysninger, som jeg har fået fra skatteministeriet.
I dit læserbrev i Dimmalætting den 6. juli 2004 spørger du, om jeg vil være med til at ændre en urimelig skat i Danmark.
Hvis indkomstansættelsen for en person omfatter en kortere periode end et år, medfører personskattelovens § 14, at den pågældendes indkomst omregnes, så beløbet svarer til et helt års indkomst. Der beregnes herefter skatter af denne helårsindkomst. Men personen skal kun betale den del af de beregnede skatter, som forholdsmæssigt falder på indkomsten i den periode, den pågældende var skattepligtig. Baggrunden for reglen er, at den danske indkomstbeskatning er progressiv, så skattesatsen er højere for høj indkomst end for lav indkomst. Reglen skal fastholde progressionen for en person, som har en lav indkomst som følge af, at den pågældende alene er skattepligtig i en kort periode.
Helårsomregningen har bl.a. betydning i tilfælde, hvor personer, der er hjemmehørende i udlandet, udfører arbejde i Danmark i en kort periode og optjener en lille indkomst, idet personfradraget ellers ville bevirke, at de slet ikke skulle betale dansk skat eller alene skulle betale et beskedent beløb i dansk skat.
Beskatningen foretages altså under hensyn til en teoretisk beregnet helårsindkomst ? men hvis denne indkomst afviger væsentligt fra den faktiske indkomst for det pågældende år, kan den få urimelige konsekvenser ? som du jo også påpeger i dit læserbrev.
Problemet er dog faktisk allerede løst i forbindelse med vedtagelsen af EU-pakken i Folketinget (lov nr. 221 af 31. marts 2004). Helårsprincippet gælder stadig, men personer, som tilflytter og fraflytter Danmark, kan nu vælge at anvende deres faktiske helårsindkomst ved dansk skatteberegning i stedet for den beregnede helårsindkomst. Dette valg medfører, at der beregnes skatter af den faktiske helårsindkomst, men personen skal kun betale den del af de beregnede skatter, som forholdsmæssigt falder på indkomsten i den periode, den pågældende var fuldt skattepligtig.
Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2004. Det fremgår dog samtidig af loven, at personer, hvis skatteansættelse i tidligere indkomstår har omfattet en del af et år, skal have mulighed for at få ændret disse ansættelser. Disse personer kan vælge, at skatteansættelsen for indkomstårene 1996 - 2003 foretages efter den ny affattelse af personskatteloven § 14. Efter loven finder fristerne i skattestyrelsesloven for ekstraordinær genoptagelse anven-delse, men således at fristen på 6 måneder, efter at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne for ordinær genoptagelse, regnes fra lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft den 1. april 2004.
Personer, der er kommet i klemme i tidligere indkomstår, kan således henvende sig til skattemyndighederne for at få genoptaget deres sag.