I Sosialurin mandag d. 14. januar ser Jógvan á Lakjuni rødt og beklager sig fornærmet over at fire kulturfolk med rette kritiserer den politiske indsats indenfor kulturområdet. Han klynker, at det er politisk angreb på ham og det må de sandelig ikke, for kultur har intet med politik at gøre. Det er ikke for almindelige folk og da slet ikke forvirrede kulturpersoner. Politik skal vi åbenbart ærbødigs overlade til politikerne. Det kan man aflæse af hans udtalelser.
Det viser med tydelighed hvor lidt vores kulturminister ved om det område han uheldigvis er sat til at administrere. Jógvan á Lakjuni har så lidt forståelse for kultur, at han ikke engang ved, at kunst til alle tider har haft en politisk dimension. Det ser ud til at han helst vil reducere kultur og kunst til skøn korsang og smukke intetsigende skilderier på væggen, men det er der ikke meget kultur i.
Hvis han havde læst på lektien, ville han vide at sand kunst til alle tider har forandret og udviklet samfundet, ved at hele tiden at stille spørgsmålstegn ved menneskers måde at opleve verden på. Derved har den også ændret de politiske vilkår.
Jógvan á Lakjuni diskvalificerer sig selv gang på gang
Efter min mening har Jógvan á Lakjuni alvorligt diskvalificeret sig selv ved at igen at angribe mændene og ikke bolden. Han angriber personer, der er en væsentlig del af livsnerven i det område han er sat til at administrere og udvikle. Han burde være glad for modspil, der kan gøre ham klogere. Arnbjørn Ó. Dalsgarð, Carl Johan Jensen, Jenny Pedersen og Rói Patursson er fremtrædende kulturpersoner på landets kulturscene. De har selvfølgelig en forpligtelse til at gøre opmærksom på, at de økonomiske forhold på kulturområdet langt fra er optimale, især ikke når vi ser den anvendelse af kultur, som det offentlige og den politiske verden ivrigt gør brug af hele tiden. Kulturen bliver brugt som garniture, lige så snart Føroyar skal promoveres udenlands eller i andre sammenhænge. Der er masser af brug for kultur, men ingen penge.
Det er ikke første gang Jógvan á Lakjuni diskvalificerer sig selv. Vi husker alle da han i alt sit embedes vælde i august 2005 trådte frem på den udenlandske scene med sit eget private indsnævrede livssyn: “Jeg er overbevist om, at det bliver vores nations vanskæbne, at landets myndigheder støtter at godtage det homoseksuelle liv som noget naturligt.” En sådan udtalelse er der ikke meget kultur i.
Vi glemmer heller ikke, hvordan Jógvan á Lakjuni reagerede, da der blev stillet spørgsmål til den færøske diskrimination af homoseksuelle i Nordisk råd i efteråret 2006. Der stillede han sig op og blamerede sig med sin pinlige fornærmelse ud over hele forsamlingen og i alle de nordiske medier. Det overgås kun i pinlighed af Jenis av Ranas udskældning af udenlandske journalister fra talerstolen i Føroya Løgting under §266b debatten.
Denne skamløse sammenblanding
Når Jógvan á Lakjuni råber op om, at kultur og politik ikke bør blandes sammen, er det måske for at lede opmærksomheden væk fra den virkelige katastrofale sammenblanding i færøsk politik: Religiøse regler og borgerlige love.
Hvis kulturministeren havde været virkelig interesseret i kulturområdet, havde han arbejdet for sekulariseringen af det færøske samfund. Det er nemlig en af de vigtigste forudsætninger for rummelighed i samfundet, der igen er en af de vigtigste forudsætninger kulturel diversitet og blomstring på kulturområdet. Som det er nu medvirker Jógvan á Lakjuni med sin skamløse sammenblanding af tro og politik, til at skræmme kreative kræfter af landet og derved dræne den færøske talentmasse. Det er der ikke meget kultur i.
Jógvan á Lakjunis fremtidige job?
Vi skal ikke glemme at størstedelen af kunstnerne her i landet bare en brøkdel af den indtægt som vores kulturminister skraber til sig i sit politiske virke. Det er det evige paradoksale indenfor kulturområdet, at de skabende kunstnere lever på et eksistensminimum, mens folk der administrerer kulturområdet får fuld løn, ferieløn, pensionsordning og alt hvad der hører sig til.
At Jógvan á Lakjuni er nervøs for sit fremtidige indtjening er forståeligt med den tvivlsomme stil han lægger for dagen, men det er jo strengt taget ikke vores problem. Jeg vil foreslå han han finder sig et område han har et minimum af forståelse for og hvor han gør mindre skade. Han kunne måske blive konsulent i fornærmelse. Det er der ikke meget kultur i, men det er jo altid rart at arbejde med noget man er god til.
