Stykket har ansats til at blive et familiedrama i vor tid, men udvikler sig til at være overvejende et spil, der foregår på en lukket psykiatrisk institution, og viser hovedpersonen Jóhanna mellem medpatienter på afdelingen. Her er alvor og humor en del af forfatterens styrke, så der fremstår en humoristisk og orginal scenetekst, der er overraskende og åbner vores sind.
Stykket er flydende og frit skrevet med meget billedsmukke og gribende monologpassager der viser, at forfatteren er en meget fin dikter med sans for det tragikomiske og med stor medmenneskelighed i sin menneskeskildring.
Stykket rummer ligeledes en stor portion færøsk selvkritik og skildring af selvhad, og forfatteren viger ikke for også at anlægge en postkolonial kritik. Sider af indvandrer og flygtningproblematikken strejfes. Men centralt står Jóhannafiguren med hendes uforløste kærlighed. Menneskevarmd, gribende og humoristisk skildret.
Guðjón Pedersen, formaður í Norðurlendsku Teaturuniónini
