»Efter modtagelsen af beretningen vedrørende den færøske banksag har landsstyret igangsat det forudsatte arbejde for for sit vedkommende at foretage den vurdering, som er forudsat i § 2 i lov nr. 356 af 8. juni 1995 om undersøgelse af den færøske banksag.
Landsstyrets gennemgang af beretningen bevirker imidlertid, at vi allerede nu, for ikke at risikere at udsætte os for retlig passivitetsvirkning, finder det nødvendigt at påpege følgende over for rigsmyndighederne:
På grundlag af beretningen kan det bevismæssigt fastslås, at landsstyret gentagne gange har påtaget sig låneforpligtelser på grundlag af urigtige og utilstrækkelige oplysninger. Det fremgår således af beretningen, at dette er tilfældet som følge af, at landsstyret ikke af rigsmyndighederne er gjort bekendt med væsentlige og relevange oplysninger, som rigsmyndighederne selv havde kendskab til eller burde have havt kendskab til, ligesom der er tale om anliggender, som rigsmyndighederne har ansvaret for.
Det er nærliggende, at fremlæggelse af rigtige oplysninger på rette tidspunkter ville have bevirket, at landsstyret ikke havde påtaget sig de omtalte låneforpligtelser. En naturlig følge af dette er, at landsstyret forbeholder sig at betragte sig som ikke forpligtet helt eller delvist af de indgåede låneaftaler m.v.
Nærværende tilkendegivelse er alene udtryk for en foreløbig og begrænset stillingtagen til de retlige følger af be-retningen.
Beretningen giver imidlertid ikke landsstyret anledning til at modificere de betragtninger, som kommer til udtryk i fælleserklæringerne fra møderne henholdsvis den 17. november 1994 (side 1; 3. afsnit) og den 3. november 1995 (side 3; 2. afsnit) mellem regeringen og Færøernes landsstyre.
Landsstyret har bemærket, at regeringen i Statsministeriets pressemeddelselse den 16. januar 1998 bl.a. har tilkendegivet, at regeringen snarest vil tage kontakt til landsstyret for at drøfte den rigtige procedure for at fastlægge en passende kompensation til landsstyret. Landsstyret afventer Statsministeriets tilbagemelding herom, og vi drøfter selvfølgelig gerne, hvorledes det videre forløb tilrettelægges.
Yderligere bemærkes, at der som følge af tids-punktet for fremkomsten af beretningen sammenholdt med de relevante omstændigheder muligvis kan foreligge en problemstilling vedrørende forældelse. Landsstyret har derfor truffet aftale med sine juridiske rådgivere om at rette henvendelse til Statsministeriet og andre involverede parter med henblik på at sikre, at der indgås fornødne aftaler eller tages andre relevante skridt for at sikre, at forældelse af relevante krav ikke indtræder og at nødvendige undersøgelser og forhandlinger på grundlag af beretningen kan gennemføres.