Í dag og í morgin hittast eitt úrval av politiskum umboðum, greivum og barónum úr vinnulívinum, umframt religiøsum leiðarum – harímillum nakrir amerikanarar – til eina ráðstevnu nevnd “Jerusalem Prayer Breakfast – praying for peace”. Strange bedfellows, sum Shakespeare hevði sagt.
Dødens ambassadører sværger sig sammen
I dag og i morgen mødes et udvalg af politiske repræsentanter, grever og baroner fra erhvervslivet samt religiøse ledere – heriblandt nogle amerikanere – til en konference kaldet “Jerusalem Prayer Breakfast – praying for peace”. Strange bedfellows, som Shakespeare ville have sagt.
Eller måske er det slet ikke så mærkeligt endda?
Denne Jerusalem Prayer Breakfast er angiveligt inspireret af den amerikanske tradition “National Prayer Breakfast”, som er blevet afholdt årligt siden 1953. Her deltager typisk erhvervsfolk, politikere fra Kongressen og kristne ledere – og selvfølgelig den siddende amerikanske præsident.
Ved første øjekast lyder det jo ganske hyggeligt, ikke sandt? Jeg mener, hvilke goder kan der ikke opstå, når magtfulde eliter mødes og rotter sig sammen – i fællesskab og med klassesolidaritet i højsædet – for at fastholde og udbygge deres status og magt i samfundets top?
Og hvis Vorherre samtidig vil velsigne disse forbindelser og gensidige bånd og skænke dem en aura af “guddommelig” legitimitet, så er det jo kun en fordel.
Ja, som præsident Trump sagde for ikke så længe siden: “religion has never been hotter.”
I denne begivenhed, som Hotel Føroyar har æren af at lægge hus til, hedder det, at båndene mellem kristendommen og Israel skal plejes og styrkes. Derfor fremstilles erhvervsliv, politik og kristendom som et match skabt i himlen (no pun intended).
Men man kunne tilføje: også et match, hvor krig og udryddelse spiller en rolle.
For hvad er Israel først og fremmest kendt for i disse år? Mange vil pege på det igangværende folkemord i Palæstina. Det er noget, vi alle har set med vores egne øjne på vores telefoner og skærme – og det kan man ikke blive ved med at fornægte.
Den zionistiske stat har gennem årene forfinet kunsten at føre sig frem med en blanding af grådkvalt selvynk, dumdristigt overmod og rå aggression for at tilintetgøre enhver tænkelig modstand.
Alligevel er der åbenbart mange, der kan få det til at hænge sammen at “bede for fred” for netop denne stat – den eneste atommagt i Mellemøsten, som af mange menneskerettighedsorganisationer beskrives som et apartheidregime.
Siden sin oprettelse har den næsten uafbrudt været i konflikt med både de oprindelige befolkninger og sine nabolande og ført en åbenlyst ekspansionistisk politik. Den kognitive dissonans, det kræver at ignorere dette, er bemærkelsesværdig – hvis ikke direkte øredøvende.
I disse år har udviklingen nået et niveau, hvor konsekvenserne rækker langt ud over regionen og bringer verden tættere på en større global konflikt.
Nu er jeg hverken praktiserende kristen eller særligt religiøs. Men var det ikke Jesus, der talte om fred, næstekærlighed og barmhjertighed?
Var det Ham, der sagde:
"there is no place for the weak. The weak crumble, are slaughtered and are erased from history while the strong, for good or for ill, survive. The strong are respected, and alliances are made with the strong, and in the end peace is made with the strong"
eller
"we are striking our enemies with unprecedented might. I emphasize that this is only the beginning."
eller
"Neither The Hague nor anyone will stop us."
eller
"we basically could have eliminated the entire population of Gaza"
eller
"I'm asked if we will forever live by the sword — yes"
Nå nej, det var sgu nok ikke Jesus, der sagde det, men den internationalt eftersøgt krigsforbryder der sidder som statsminister i Jeres elskede Israel.
Bede for fred? Jeg ved ikke hvorfor I ulejliger Jer.
Mark Jiménez, Tórshavn, 9. apríl '26
