Olivia var fyrsta føroyska skip, sum fórst undir Íslandi í 20. øld, hóast fleiri skip vóru farin undir Føroyum. Tað næsta skipið var Ruthland úr Vestmanna í 1916, og tað er ikki fyrr enn vit koma fram til 1920, at Ísland verður so vandamikið, sum vit kenna tað. Bara hetta árið fórust 50 mans við trimum skipum undir Íslandi.
Í hesi Miðviku skal takast fram ókent tilfar, um vanlukkuna við Oliviu, og um nakrar menn, sum vóru við, og teirra avvarðandi.
Skipari var Napoleon Andreasen, Poli í Dali, sum var sera væl kendur innan fleiri øki. Hann var ein framúr framburðsmaður bæði á sjógvi og landi. Umframt tað var hann var eisini frammarlaga í Brøðrasamkomuni.
Teir fóru úr Føroyum 7. mars. Tað seinasta, sum frættist frá teimum, var at teir vóru inni á Reykjavík um páskini, 7. og 8. apríl.
Teir fara út aftur, og tá so ein tíð var fráliðin fóru fólk at sakna Oliviu.
Fyrst í juni umrøður Dimmalætting hetta og skrivar, at eftir páskir var eitt sera ringt veður undir Íslandi, og fleiri fronsk skip forlistu. Blaðið heldur uggandi áfram:
“Alt dette er meget betænkeligt men behøver dog ikke at betyde, at Skibet er gaaet under. Kaptajn Napoleon Andreasen er jo en sjælden dygtig og driftig Mand, der ikke er bange for at søge andre Fiskepladser en de almindelig kendte. Og der er eksempler paa, at færøske Skibe har været længere Tid borte, saa alt Haab har været opgivet, og de alligevel er naaet hjem. Derfor bør man endnu ikke opgive Haabet.”
Vónin farin
Men fyrst í juli kann Tingakrossur staðfesta, at nú er eingin vón, og skrivar:
Efter lange Ugers angstfuld Spænding hos de talrige Paarørende af Slup Olivias Mandskab, synes nu alt Haab at være ude, og enhver Mulighed for atter at se dem i Live at være udelukket.
Uge efter Uge har man opsat Omtalen af dette store og sørgelige Skibsforlis i en Blanding af Haab og Sky for at foregribe Kendsgerninger, man dog saa nødig vilde tro paa. Nu synes som sagt intet Haab længere muligt.
At en Ulykke som denne, hvor 15 Mand, saa godt som alle i deres bedste Alder, gaar bort paa en Gang, rammer haardt og føleligt i et lille Samfund som vores, siger sig selv. Føleligst rammer Tabet over Hest Bygd, som Olivia’s Forlis har berøvet ikke mindre end 4 Mand, der i blandt Fader og Søn, men i øvrigt er Ulykken jævnt fordelt over adskillige Bygder som Thorshavn, Kollefjord, Hestø, Hvidenæs, Fuglefjord og Velbastad.
De forulykkede er:
Napoleon Andreassen, 44 ár
Johannes Fr. Niclassen, 32 ár
Joen Jacobsen, 36 ár,
Christoffer Ziska, 19 ár
Joen Henriksen, 68 ár
Tórshavn
Peter Petersen, 45 ár
Peter J S. Petersen, 23 ár
Anton Danielsen, 34 ár
Martinus Zachariassen, 20 ár
Hestur
Peter Niclasen, Velbastað 20 ár
Joen Fr Dam Joensen, 36 ár
Daniel Johs. Johannesen, 24 ár
Zacharias Djurhuus, 18 ár
Kollafjørð
Peter M.F Danielsen, Hvítanes, 37 ár
Peter Johannes Jacobsen, Fuglafjørð, 20 ár
Saa lang Tid der er hengaaet, siden Ængstelsen for Olivias Skæbne satte Sindene i Bevægelse, har man Øerne over haft rigelig Lejlighed til at gøre sig klart, hvem de forulykkede er, og hvad de har betydet for deres Hjembygd.
Videst vil nok Napoleon Andreassens Bortgang føles, landskendt som han var, fremragende dygtig, intelligent og foretagssom, i lige høj grad beskattet som offentlig Personlighed og som Menneske. Øerne rundt vil savnet længe mærkes af den Evnerigdom, som her saa brat blev afskaaret midt i sin frodigste Virken.
Men hvad enten de Bortgangnes Virkefeldt har grebet ind i det offentlige Liv eller har holdt sig inden for Bygdens og Hjemmets Grænser, er savnet lige dybt og Tabet lige stort for dem det rammer. Og det er i videste Forstand hele vort lille Samfund.
Som et enkelt tragisk Træk blandt de mange, dette sørgelige forlis rammer, skal nævnes, at den unge Christoffer Ziska næppe nogensinde fik Kundskab om den Medaille for Druknedes Redning, som var bleven ham tildelt.
7 Enker og 9 Faderløse Børn begræder Olivias Forlis.
Nakað um teir sum fórust
Tað kann nakað sigast um nakrar av monnunum, sum vóru við.
Tann í greinini Christoffer Ziska var sonur Jóhonnu, systir skiparan Pola í Dali, og Christian Paula Ziska, sum doyði við báti við grind við Kirkjubønes í 1895. Henda hending verður umrødd í komandi parti av Hendur ið Sleptu.
Tað var als ikki ætlanin hjá Christoffer at fara við. Hann var annars útlærdur timburmaður og hevði verið við til at byggja sanatoriið í Hoydølum, sum var liðugt í 1908.
Tann medalja, sum hann fekk uttan nakrantíð at vita tað, var fyri bjargingini av einum smádrongi, sum var dottin á sjógv.
Mamman, Jóhanna, tók alt sítt lív missin av soninum sera tungt. Hon plagdi at greiða ommubørnum frá, tá ið Christoffer kom at siga henni farvæl, har hon arbeiddi í fiski. Hann vendi aftur fyri at kunna geva mammuni enn eitt klemm. Hetta stóð fyri henni alt lívið. Sjálvt stutt áðrenn Jóhanna doyði 40 ár seinni, og hon ikki var heilt klár, fantaseraði hon um at fara niðan á Sanatoriið við drekka til Christoffer!
Systirin Maria, gift við Hanus Kamban, kallaði beiggjan upp í 1917. Men Kristoffur Kamban doyði longu í 1933. Hann er fyrr umrøddur í hesi røð, og her er eisini umrøða av vanlukkuni við Oliviu.
Johannes Niclassen f. 1880 var ættaður av Bø við Kirkjubø. Hann var ein av teimum tá fáu í Brøðrasamkomuni. Hann var giftur við Herthu, dóttir Eliesar Arge, urmakara. Tey áttu eina dóttur Andrea, kallað Dea, sum bara var 2 ár, tá ið hon misti pápan. Johannes var gløggur, fekk 42 av 42 møguligum stigum til skiparapróvtøku og gjørdist skipari bara 20 ára gamal.
Petur Niclasen av Velbastað var sonur Petur Hans Niclasen, sum var úr Kirkjubø og Johanne f. Larsen. Petur Hans doyði longu í 1899, tá ið Petur var sjey ára gamal.
Anthon Danielsen í Hesti var pápabeiggi Ingibjørg Hansen, sum í bókini “Havið tók Teir”, greiddi frá skaðadegnum í Hesti í 1919, tá ið 11 menn gingu burtur. Kona Anthon æt Anna. Tey áttu ein son Jens Kristian, sum var abbi Høgna Hoydal.
Petur Danielsen var beiggi Dánjal av Hvítanesi, fyrr umrøddur í hesi røð. Hann var gubbi Hilmar, son Dánjal. Tá ið Petur fór avstað gav hann Hilmari sína urketu til minnis um gubban. Hon er enn til í ættini. Petur var giftur við Grethu. Tey áttu tvær døtur. Bertha giftist við Karl á Tórgarði og Anna við Johannes Hansen, Nissinum.
Minningarorð:
Kaptajn Napoleon Andreasen
En af Færøernes djærveste, mest intelligente og fremragende Skibsførere er gået bort med Napoleon Andreasen. Han faldt paa den Valplads, hvor før ham saa mange andre færøske Sømænd har lukket deres Øjne – og aldrig vendt tilbage.
Hans Kærlighed til Søen og det friske Liv derude var Ungdommens brændende Ønske, og den raske thorshavnske Dreng var kun 14 Aar gammel, da Lysten til at se sig om tvang ham til søs. Den første Tur gik med ”Frederiksvaag”, siden sejlede han med mange store Skibe og uddannede sig til en udmærket og uforfærdet Sømand; han sejlede saaledes et Par Aar med en amerikansk Lystyacht, hvorfra han kom ombord i et tysk Skib, hvis Kaptajn var dansk fra Fredericia. Dette bevirkede, at Andreasen kom ind paa Styrmandsskolen i denne By, hvor han fandt sin Hustru.
Da han efter endt Styrmandseksaman sammen med sin unge Hustru vendte hjem til sin Fødeby, var han vel udrustet med Erfaringer, og med al sin Energi kastede han sig ind i Arbejdet paa Fiskeriets Udvikling heroppe. Sammen med sin Broder, Kapt Jens Andreasen, (Jens í Dali), udrettede han et Arbejde, der har faaet stor Betydning for det færøske Kutterfiskeri, ikke mindst ved den Orden og udmærkede Tone, der altid var ombord i deres Skibe, fordi det var erfarne, modne og alvorlige Sømænd, der befalede indenbords, Mænd, der kendte sig selv og deres Ansvar.
Altid var Andreasen lydhør for de Krav, Nutidsfiskeriet stiller sine Udøvere. Han var saaledes med til at anskaffe den nye Trawler ”Atlanta”, og naar det ikke gik godt med dette Fortagende, bærer han sikkert ikke nogen Skyld derfor. Det var ogsaa hans Opfattelse, at Færinger burde udvide deres Fangstomraade; derfor ledede han de første Fiskeriforsøg ved Grønland i 1906, idet han troede, at her vilde hans Landsmænd have udmærkede Betingelser for at indvinde nye Fangstpladser. Det kan ogsaa noteres, at Kapt Andreasen var et virksomt Medlem af Færøernes Rederiforening og Færøernes gensidige Forsikringsforening for Sejlfartøjer.
Men hans Interesse for vore Øer var ikke alene knyttet til Fiskeriet, ogsaa Landbrugets Udvikling omfattede han med Varme og et Udslag heraf blev Dannelsen af A/S Thorhavns Mælkeforsyning, der har gavnet Landbruget i Thorshavns nærhed saa meget. I flere Aar var Kapt. Andreasen Medlem af Thorshavns Kommunalbestyrelse, og 1907 blev han udnævnt til Ridder af Danneborg.
Kaptajn Andreasen var ikke alene velkendt her paa Øerne. Baade nede i Danmark og i England havde han mange Venner, som forstod at skatte hans gode Egenskaber. Alle, som kom i personlig forbindelse med ham, følte sig tiltalte af hans glade, frejdige og frimodige Væsen; der var noget af Søens Friskhed i hans Natur.
Han blev kun 44 Aar gammel og efterlader sig Hustru og 9 Børn.
Han var en god Mand, der gjorde sine Fødeøer Ære.
----
Kona Pola var Olivia, og skipið var uppkallað eftir henni. Tað hevur ikki verið lætt hjá henni at blivið verandi í Føroyum eftir at hava mist mannin. Hetta verður eisini váttað í dagbókini hjá Egil Djurhuus, sum tað fyrr er umrøtt í Miðvikuni. Hon flutti niður saman við børnunum og seinni so langt sum til New Zealand. Tað frættist, at ein dóttir, Vilborg, gjørdist vakurleikadrotning.
Um hetta er ein áhugaverd grein í Dimmalætting nr. 77 frá 1927, og er hon soljóðandi:
At ungar føroyskar gentur verða kendar í útheiminum er heldur sjáldsamt. Men myndin yvir hesum reglum, Vilborg Andreassen, dóttir hin kenda skiparin Napoleon Andreassen (Poli í Dali), sum hevur fingið ein heilan verðinspart Australien/New Zealand at skriva um seg.
Vilborg, ella sum hon nevnir seg Billie Andreassen, tí New Zealendigar ikki duga at úttala Vilborg, var borin i heim tann 3. oktober 1911 í Havnini. Sum 7-8 ára gomul genta flutti hon við mammu síni frú Oliviu Andreassen til Keypmannahavnar, búði har eini tvey ár, og so fóru tey øll yvir til New Zealand, har tey síðani hava búð í býnum Auckland.
Her var fyri nakað síðani hildin ein stór vakurleikakapping, fyrireikað av tí stóra filmsfelagnum First National Film Company, har Vilborg av 588 ungum gentum vann 1. premiu. Síðani var kapping hildin í Australien, men har fekk Vilborg 2. premiu, tó tørvaði bert 1 point í at gerast nr. 1. New Zealands bløðini vóru ill um hetta, tí tey vildu, at teirra Billie skuldi vera nr. 1, men atvoldin var tann, at Australien ikki vildi lata eina fremmanda gentu vinna.
Fyri at bøta um hetta gjørdi eitt annað filmsfelag í New Zealandi eina aðra kapping, har Vilborg aftur vann 1. premiu við fólkaavstemning, og hevði hon 3.000 atkvøður meira enn nr. 2.
So verður hon send til sunnaru helvt av N.Z. fyri at kappast við gentur har, og bløðini skriva, at vinnur hon ikki, er tað tí, at hon ikki er fødd í N.Z, men vinnur hon, verður hon send til Hollyvood í Amerika, hvar vegurin til ríkidømi og at verða viðgitin um allan heim vil liggja opin fyri henni. Heila Auckland hevur kosið hana til teirra filmsdrotning.
Bløðini skriva, at tað ið ger, at hon vinnur, er hennara vakra bros, og at hon er so líka til. Hon er frálík skoðuspælarinna og sýnir eisini fram sína yndisliga dans, men tó dámar henni sjálv filmin betur.
Ein stór forrætning, hon var í, gav henni fult útstýr til at fara til Australien við. Á skipum og jarnbreytum ferðast hon nú altíð frítt og á 1. klassa.
Soleiðis er tað fyrsta, vit frætta frá hesi gentu, sum fyri 9 árum síðani fór úr Føroyum sum ein lítil og ókend havnargenta.
--
Ævintýrið gjørdist vist ikki stórt longri enn hetta. Vilborg giftist, og hon var í Føroyum saman við manninum og vitjaði. Hon gjørdist elligomul, 95 ár.
------
Komandi partur:
Tríggjar komandi Miðvikur verða frásøgn frá tí 96 ára gamla Alfred Haraldsen í Elduvík
