vi naturligvis hellere så klubben indmeldt i DSU (Dansk Skakunion). Dette mente Rubeksen ikke var muligt. Danskt fyrivarni Hendan, millum reglurnar at hóma, ikki sørt ullinta støða, danir hava í spurninginum

játtanina fimm ferðir longu nú. Tað eina útilokar ikki hitt Fyrrverandi blaðstjórin hjá mær, Jan Muller, plagar at taka til, at tað eina útilokar ikki hitt. Slíkur hugburður slóðar fyri víðskygni. Eg eri

slår du, ganske som en lettere debil skabning, over i forventningsfuld henrykkelse, når du øjner en mulighed for at runde af og på vilkårlig vis drysse videre. Når du har rundet det første husehjørne og dermed

sammen, og jeg synes ogsaa, at vi har skønnet paa hinanden, og at vi har været sammen om det mest mulige. Om Eftermiddagen den sidste Dag, da talte vi ikke meget, for jeg var saa bange for at anstrenge [...] Kvinder i Tórshavn kunne tjene lidt penge ved at sælge strikvarer til de skibe, som anløb havnen; den mulighed havde kvinderne andre steder på øerne ikke. Det inspirerede i 1935 Ebba Müller til sammen med nogle

viðingum Søndag den 8. d.m. observ­er­ede man fra Bygden Viderejde 3 Baade, der kom roende ind mod Bordø Mule. Viderømænd, der straks vare paa det rene med, at det maatte være skibbrudne Søfolk, begav sig straks [...] 11 Mand gaa i Baadene og selv blev han med to Mand paa Skibet. Han blev ved at sejle saa længe som muligt med Baaden paa slæb, men Lørdag eftermiddag kl. 5 var Skibet sunket saa dybt, at det ikke vilde lystre

Sejlrester ned fra Ræerne. Det varede ikke længe, før to Motorbaade var tagne afsted for at bringe mulig Hjælp. Imidlertid var Nolsinger i den forrygende Storm komne over Fjorden for at gøre Melding til

indtryk på mig. Alt var tilsyneladende blevet slået løs. Der lå dele af køjer, madrasser, dyner og alt muligt hulter til bulter. Midt i det hele sad en ældre mand, tydeligvis i den dybeste fortvivlelse. Hans

august. Her var de godt tre måneder. Rationerne var knappe, men forholdene tålelige, og det var stadig muligt for den lille danske gruppe at holde sammen. De drøftede, om de skulle melde sig til tjeneste på

Baad­ene og bliver Roet ind til Kongebroen. Vi kom saa stille i Land, det hele foregik saa roligt som muligt, og i Thorhavn sov man ogsaa paa nogle faa Mennersker nær. Det var derfor saa underligt at gaa ved

Kro, hvor han var taget ind, nogle Seminariekammerater. Som de nu sidder allerbedst og taler om alt muligt, er der pludselig et af de unge Mennesker, der i Spøg sagde til Fader: “Hør du, Andreas Lützen, der