mine fjeld, der altid glæded mig så vel. Jeg havde fjender, som var gram, der undte mig al last og skam. Men de var få og ikke fler, dem jeg tilgiver en og hver. Går så afsted i Jesu navn og før mig til

av fremmandu gestunum: Ole Morskes kone den arrige gast. Hvad hun, hvad hun? Hun gav sin mand både skam og last. ….. Veitsluhøllin tømdist so líðandi. Í sjúkrahúsparkini var kvirt. Pylsupappír og tómar