hondskrift førd inn í dagbókina. Hon ljóðar so: Minder om Danmark Nu er jeg atter hjemme hvor Stilheden er saa stor, dog, jeg kan aldrig glemme Landet hvor Solen bor. Landet, hvor Solen skinner, har Skove med Fuglesang [...] her vil jeg Stilheden tage, indhyllet i Taagen graa, og mindes de glade Dage, da først jeg Sollandet saa. Men eydnan at koma til Føroyar hevur vart stutt. Longu 12. februar 1919 er hon deyð. Hildið verður

Legemes jordiske Hus nedbrydes, saa har vi en Bygning af Gud, et Hus som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.” Jeg tror sikkert, at han hørte paa mig, thi han laa og saa paa mig hele Tiden med klare [...] hava glemt, hvad han saa pænt lovede den foregaaende Dag. Men der er nu ikke noget at sige til. Andet kan man ikke vente af en dansk Læge. Det danske Blod lader sig ikke fornægte lige saa lidt som at stave [...] Tid og saa efter Passager­erne fra Botnia, der ankom hertil ved Middagstid fra København. Dagin eftir hevur hann krím. Jeg har rimeligvis forkølet mig i Gaar Formiddags, da jeg sad ved Vinduet og saa efter

"Men dersom der en mangel paa Tiltro, da er min Skrivning forgjæves; dog førend I tager en anden Vej, saa er det mit Raad, at I vil overveje det. Jeg forlanger ingen Eftergivenhed, men ikkuns hvad jeg haaber

udsatte Rorgængeren for at blive skyllet overbord. Endnu intet Land. Luften var saa tyk, at man kunde skære i den med Knive. Man saa ikke ud over Bovspyddet, havde kun Kompas og Kort at stole paa og samtidig [...] kom Skibet heldigt hertil. Er Fortjenesten end mindre en god Fisketurfangst havde givet, saa er Fornøjelsen saa meget desto større og den modige Kaptajn og hans Mandskab er Dagens Helte. --------------------- [...] ð var skrivað grein um “et skib med Segldugsbund” við viðmerkingini: “De bløde danske er nok ikke saa bløde alligevel.” Tá vóru føroyingar roknaðir at vera danir í Noregi. Betzy hevði ligið so leingi í

den Grund i den mørke Nat kommet saa nær Land, at Ulykken er sket. Under Bestræbelserne for muligvis at redde de andre, har Ottemandsfarerens Besætning ikke tænkt saa meget paa sin egen Sikkerhed. For [...] t ventende Hustruer, Børn og Forældre blev det en frygtelig Nat i Spænding og Uvished, men da det saa endelig blev klart, at alt Haab var ude, kendte Sorgen og Trøsteløsheden ingen Grænser. Omtrent halvdelen [...] halvdelen af Byens Mænd revet bort paa en eneste Nat! Sjældent er en færøsk Bygd bleven ramt saa haardt af Skæbenens tunge Haand. For Bygden Hestø med sine ca. 80 Indbyggere føles denne sørgelige Ulykke

hvor man maatte vælge: Enten Tilskud til Vejbygning eller Opførelsen af et Sindssygehospital, og her Saa Lagtingets Repræsen­tanter sig med stor Betænke­lighed nødsaget til at vælge Tilskud til Vejbygning”

for med Flora fyrstna i september. Daa hann naadde heim til Torshamn hadde sjuk­dommen teke honum saa strengt, at livsvoni var ikki stor. Siden hadde hann lage i hug feber til i gaar me fretter hans avferd

jeg ikke skyndte mig. Saa begyndte jeg at trække tøjet af, da jeg saa, at der ikke gaves nogen vej udenom, men da jeg saa var kommet saa vidt, at der kun var undertøjet tilbage, saa standsede jeg igen et [...] det vilde være lige saa godt at springe som at krybe i det. Jeg trak saa i en fart tøjet af. Da jeg stod splitternøgen foran dem, saa bad den ældre af dem mig om at følge med. Vi gik saa ind i et værelse [...] vej. Syge­plejersken kom saa igen med et stort haandklæde og begyndte at tørre hele kroppen. Saa pakkede hun mig ind i tæpper, og der maatte jeg saa ligge en halv times tid. Saa kom hun igen med en skjorte

dag, han begyndte at gaa og puffe til mig. Saa tog jeg ham om haandleddene og bøjede ham saa meget bagover, at han var ved at falde om. Men saa blev han saa meget mere spydig med sine stiklerier. Men en [...] stod alle ude paa trappen, saa kom hans fader med bil ud for at besøge ham. Da jeg saa, at han var saa gammel og havde langt hvidt skæg, som naaede langt ned paa brystet, saa kunde jeg ikke lade være med [...] kunde læse, hvad der stod paa kortet. Da vi saa tog derfra, spiste vi til aften paa Industrikaféen en lækker aftensmad. Saa kørte vi hjem kl. 11. Vi sad saa og snakkede til kl. 12½ om natten. Min kusine Mathilda

Kære Pastor Fridriksson! Da det er saa godt som bestemt at jeg i J.H. Simonsens Sted skal rejse til Reykjavík og arbejde blandt de færøske Fiskere for Guds Rige, saa vil jeg raadføre mig med Dem og A. [...] sted at samle Fiskerne i om Guds Ord, hvis det er muligt, saa De forstaar nok hvad der behøves. Jeg skrev til A. Gislason om at tale med Dem, saa hvis I kunde være mig behjælpelig, ville jeg være Jer meget