De historisk betingede problemer i færøsk forvaltning havde været, at der var i realiteten ingen centraladministration. Man havde et lille sektretariat bestående af et lille antal uddannede medarbejdere ca.8-10, der havde mere eller mindre direkte adgang til landsstyremedlemmerne. Man havde et kollegialstyre, som efter min bedste overbevisning kan sammenlignes med et dansk eller grønlandsk sogneråd med særlige beføjelser og novicer på udenrigsområdet. Man havde f. eks. Ingen indenrigspolitisk administration, ingen kommunal styring. Planlægning og styring af anlæg og infrastruktur blev styret af en embedsmand i et direktorat og et parlamentarisk udvalg. Dvs. Uden politisk administrativ styring fra centraladministrationens side.
Helt op til 1993, var det faktisk kun fiskeriafdelingen i færøernes hjemmestyres sekretariat og lovkontoret, der fungerede efter hensigten.
Man skal dog se udviklingen i et historisk lys. Ved hjemmestyrets oprettelse 1. April 1948 blev lagtingskontoret afløst af landsskrivstovan, og har til 1987 været sekretariat for både lagting og landsstyre. I 1987 blev lagtingskontoret genoprettet for at aflaste Hjemmestyrets sekretariat.
Det som har kendetegnet landsskrivstovan til 1987 er, at det har fungeret som sekretariat og tjent alle landsstyrets medlemmer med en kontorchef og senere med to kontorchefer.
Det som Finn Normann Christensen fikk hjemmel eller kommissorium til at gennemføre sammen med relevante interessenter var at få indført en centraladministration, som kunne varetage "normale" departementale opgaver. Hvis FNC ikke var blevet anmodet om at gøre dette, i den svære forfatningsmæssige
sitiuation Færøerne var i på dette tidspunkt, ville det aldrig været blevet til noget.
Om det er bedre nu eller før, det er en smagssag. Men det er klart, at man har fået flere forvaltningsmæssige områder at arbejde med og som jeg mener er særdeles
væsentlige. F.eks. udenrigsområdet, olieforvaltningsområdet og socialområdet.
Vinarligast
Rói Eliasen, cand.mag
Erhvervschef
Sisimiut, Grønland
