Peter O.K. Olofson
Klaksvík
?????????????????
Det her er en misforståelse. En stor misforståelse. Altså fra min side. Sådan må det være. Jeg må have misforstået præsten, der skulle tale om ?Ligestilling set ud fra en kristen synsvinkel?. Vi, der ikke var til stede, fik jo kun et lille glimt af talen i SvF, og så en lille smule mere i Dimmalættings gengivelse d. 12/5-2004. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kierkegaard, der skriver om at pjatte sig gennem livet, så livet selv gøres til pjat (1).
Bliver der meget mere end pjat tilbage, når al fortolkning og dermed al forkyndelse gøres relativ. Det kan vi jo ikke forpligtige andre på, nej, lad os da hellere pjatte os gennem livet. Hvad hjælper det os, at Skriften er absolut, som præsten siger, når fortolkningen efter Dimmalættings gengivelse af præstens ord tilsyneladende altid er relativ. Da har vi ikke og kan vi ikke få nogen absolutter ? absolut ingen. Jamen, så er der jo heller ikke noget, der kan være absolut sandt og forpligtigende længere. Så handler kristentroen ikke længere om Sandheden med stort S. Skriften som absolut ? har vi absolut ingen adgang til ? kun relative fortolkninger. Hvorfor skal vi da lytte til præsten på søndag?
At Skriften er absolut, det er absolut sandt, og at prædikanter kun er fejlende mennesker, er også så sandt, som det er sagt. Derfor er der gennem hele kirkens historie udøvet tolkningskritik. Det betyder ikke, at tolkning som sådan er relativ, men det betyder, at enhver tolkning skal prøves på Skriften selv. Skriften er nemlig sin egen fortolker, som de lutherske fædre fastholder os på. Den tolkningskritik, som er uomgængelig, kan let give eksempler på, hvor let det er at blive barn af sin tid, så samtidens politisk korrekte holdninger læses ind i Skriften, fremfor at lade Skriften korrigere samtidens politisk korrekte holdninger. Præsten selv er vist et skoleeksempel på dette. Som om 1. Mos. 1 skulle ophæve den videre uddybning af det skete, som vi finder i kapitel to. Hvor 1 Mosebog 1 taler om skabelsen af mennesket i Guds billede som mand og kvinde, får vi i kapitel to et nærmere og uddybende indblik i, hvad der skete, nemlig at manden blev skabt først og derefter kvinden. Det er vist også bl.a. derfor, vi taler om en skaberorden. Præsten har uden tvivl læst 1 Tim 2,1. Når præsten tilsyneladende begynder at spille Gal 3 ud mod 1 Kor 11, så går det da galt. Gal 3 siger: "Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus". 1 Kor 11 siger: "Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud" (se endvidere Ef 5,23). Når præsten siger, at skriften ikke gør forskel på mand og kvinde, så har han valgt at læse sin politisk korrekte holdning ind i Skriften og ikke ladet Skriften korrigere den politisk korrekte holdning. At bruge Gal 3 til at ophæve skaberordenen i et opgør med 1 Kor 11, må siges at være en nutidig mistolkning af Bibelen. Og mistolkninger er præsten jo ellers imod. Her er der brug for lidt tolkningskritik, hvis ikke barnet skal smides ud med badevandet.
Præsten fik en oplagt mulighed for både at tale om ligeværd, skaberorden og hovedstruktur ud fra det absolutte Skrift (Bibelen) til opbyggelse og værn for både mand og kvinde, men valgte at præsentere sine egne relativer. Var det ikke at snyde publikum ud fra det kommisorium, han havde fået givet? Ærgeligt. Han kan da ikke være refereret korrekt. Vel?
1) Øieblikket nr. 9, Søren Kierkegaard, Samlede Værker, Bind 19, s. 299
