Landstingsamlingen
Åbningen af dette års landstingssamling, blotlagde to hovedtemaer, som her er værd at diskutere:
1. Den politiske støtte til at videreføre de seneste års udenrigspolitiske tiltag.
2. Den politiske støtte til en liberalisering af det grønlandske (velfærds)samfund.
Da der blandt de grønlandske partier tilsyneladende er bred enighed om at hjemmestyret må/skal udvikles hen imod mere kompetence på det udenrigspolitiske plan, skal der her antages at der er en vilje til at konsolidere den grønlandske økonomi, samt at konsolidere en grænsesøgende politik ifht. rigsfællesskabet, indenfor hjemmestyreordningen.
ad. 1).: Ønsket om en stærkere udenrigspolitisk profil, kan have at gøre med ønsket om en mere udtalt indflydelse på politiske, handelsmæssige, økonomiske og juridiske spørgsmål, i erkendelsen af at internationale relationer åbner op for flere spilleregler på længere sigt, og at det derfor ikke er politisk rationelt kun at satse på nordatlantisk relationer, og at verdenen er større end som så. Heri udtrykkes en større pragmaticme, f. eks. ifht. WTO, Canade og Nunavut, men også ifht. de eksisterende relationer, som også indbefatter forholdene til NATO og EU (at der kulturelt set, ved etableringen af Internettet i Grønland, principielt er åbnet op for globale relationer, er et andet aspekt).
ad. 2).: en liberalisering af det grønlandske samfund, er en liberalisering af det grønlandske velfærdssamfund, som idealistisk set har en oprindelse i europæisk socialisme. Det er det grønlandske velfærdssystem som er til diskussion, og denne diskussion har paralleller til fx Sverige, Danmark, og England. Her udliciterer man statslige og kommunalt forvaltede enheder til private, eller sagt på en anden måde; man rationaliserer administrationen/forvaltningen hos de institutioner, som tilhører det offentlige, der har til henblik at servicere borgerne, fra både statsligt og amtmæssigt/kommunalt niveau. Fra det offentliges side, er hensigten at frigøre midler fra forvaltningen, og allokere disse til private entreprenører, som tilsyneladende skulle kunne gøre det både billigere og bedre i kraft af den markedsmæssige konkurrencesituation (en anden ide i den henseende, kunne være at slå alle grønlands kommunale tekniske forvaltninger sammen i KANUKOKA) (sammenslutningen af grønlandske kommuner), så at man ad den vej ville kunne rationalisere forvaltningen, og derved frigøre midler til den sociale forvaltning og andre formål, og økonomisk bidrage til den kommunale selvstyre. Det var én side af liberaliseringen af det grønlandske velfærdssamfund.
Industrien
En anden side af den grønlandske liberaliseringsdiskussion, har længe været til debat; en opstartsfase til en egentlig landbaseret industri, som ikke baserer sig på fiskeindustri alene. I den henseende ramler man tit og ofte ind i en mur af strukturelle og juridiske problemer, som hindrer to former for industri; for det første en anden eksportøkonomi en én, som blot er fokuseret på fiskeindustri alene, og desuden en importsubsidierende industriøkonomi, som ideelt set, på længere sigt burde spare det grønlandske samfund for transportudgifter. Man spørger sig selv hvorfor disse industrier ikke i højere grad er virksomme? Hvorfra og hvilke konkrete midler/mål man i landsstyret/landstinget har til hensigt at frigøre disse besparelser, er i skrivende stund kun implicit meddelt offentligheden. Kort sagt er det som om, at alternativer til bl.a. fiskeindustrien »bare« ligger og ulmer i fremtiden, og at politikerne og de private entreprenører, mere eller mindre usagt, hviler på disse potentielle muligheder, som kan substituere bloktilskudet, og i en større skala anvende importsubsidierende industrier.
En radikal liberalisering
Vedr. udliciteringen af det grønlandske velfærdssamfund, skal det her indskydes, at en radikal liberalisering af den økonomiske politik, vil støde på visse begrænsninger:
a) En liberalisering med henblik på at anvende profitorienterende rationaler på Grønland, vil -her og nu og i fremtiden, støde på strukturelle og juridske problemer. Hjemmestyret ville i givet fald, med den danske regering, være nødt til at forhandle en revurdering af bl.a. grundloven, da den profitorienterende rationalitetsprincip uundgåeligt vil møde muren, hvor retten til undergrunden, og desuden retten til at handle med hvem man vil (globalt) direkte, til enhver tid hæmme en radikal profitorienteret rationale, med mindre man retter op på disse uligheder. Disse uligheder er tildels betinget af den danske grundlov, som begrænser hjemmestyrets og de privates handlemuligheder, og derved har denne problematik stadigvæk tildels en rod i rigsfællesskabet.
b) For så vidt at man vil understøtte og vedligeholde den demografiske og geografiske struktur i Grønland på længere sigt, så vil transportudgifterne m.h.b. på dette, sandsynligvis kræve en vis subsidiering fra landskassen. Kort sagt vil vedligeholdelsen af velfærdssamfundet, begrænse en radikal liberalisering af den grønlandske velfærdsøkonomi, og derefter den private indtustri- og handelsbaserede økonomi (da vi har oplevet følgerne af nedlukningen af Qullissat, og tvangsflytningen af Thulebeboerne, er det vel ikke for meget sagt, at man ikke ønsker flere nedlukninger af byer eller tvangsforflytninger, af økonomiske eller sikkerhedsmæssige hensyn ?). På det sæt, støder mål og midler sammen.
Revision
Hvis man antager at »Thule-dommen« reelt får et efterspil, som optimistisk set kunne blive til Hingitaq ´53´s fordel, ville dette kunne åbne op for nogle perspektiver, hvori den danske regering helt og holdent måtte tage sit ansvar over for rigsfællesskabet op til revision. Det burde vel stå klart, at hjemmestyret sådan set allerede gør det, da parlamentet diskuterede dannelsen af en kommission, m.h.b. på at kulegrave spørgsmålene vedr. grundloven og forsvarsaftalen, men at man af hensyn til forhandlingerne angående renoveringen af boligmassen og de offentlige bygninger, ikke offentligt gerne skildrer selvstyretankerne. Reelt set, udtrykkes en vilje for at udbygge sine kompetencer ifht. internationale relationer, og der udtrykkes vilje om at konsolidere en positiv økonomisk udvikling. Samlet set kan man af landsstyreformandens åbningstale, samt ved landstingsdebatten derefter, ved dette års landstingssamling, spore en vilje til at udvikle hjemmestyret ud over hjemmestyremodellens oprindelige intentioner.
Selvstyretanker
Da udviklingen tilsyneladende peger hen imod en grønlandsk selvstyreform, og at det grønlandske parlament - af strategiske hensyn, tilsyneladende ikke offentligt vil diskutere dette, skal det jo ikke være en hindring for, at befolkningerne i rigsfællesskabet kan diskutere en grønlandsk selvstyreform. Umiddelbart har denne diskussion mindst to dimensioner; en negativ/pessimistisk dimension, samt en positiv/optimistisk dimension; den første dimension, den negative, har den egenskab, at diskussionen forholder sig til en periode, hvor verdenen ideologisk set var opdelt i kommunisme og kapitalisme, og som forholder sig til en jura, økonomi og struktur i grønlandske henseender, som afspejler den nuværende afmagt overfor bl.a. USA, NATO, EU og den danske grundlov. Fortalere for denne negative dimension er f.eks. forfatterne Finn Lynge, og økonomen Martin Paldam, Stort set mener disse debatører, at den internationale ret/lovgivning er stivnet, og at den nuværende grønlandske økonomiske politik og struktur, ikke kan baseres for selvstyretanken. Disse betragtninger bærer præg af en udtalt laissez-faire-attitude.
Denne attitude vil sandsynligvis forholde sig til en teoretisk diskussion om liberaliseringens grænser, indenfor den nuværende hjemmestyreform, uden at medregne potentialerne indenfor f.eks. minedrift og olieudvinding, samt ikke mindst mulighederne for indtægter ved en ekspropriering af Thule-basen, samt udviklingen indenfor international ret/lovgivning. Kort sagt mangler den pessimistiske diskussion af selvstyretanken, nogle potentialer i et fremtidsperspektiv, i al den tid, hvori selvstyretanken optimistisk set hviler på disse, samt et sæt at folkeretlige, historiske og div. etiske betragtninger, hvori også den færøske hvidbog imponerer.
På denne måde er den pessimistiske dimension af selvstyretanken, kun en fortolkning af (paradoksalt nok) to tendentiøse tidsperspektiver; den forrige og den nuværende. Det er i grunden ulogisk, for fremtiden er vanskeligt at vurdere, men de nuværende tendenser peger derhen, og man manipulerer tendenserne, og man ender med et regnestykke med så og så megen procentmæssigt vækst, plus/minus et eller andet beløb.
Paradokset forstærkes endvidere af en simpel pragmatisk anskuelse, hvor spørgsmålet om, hvordan bl.a. USA, NATO og EU, vil betragte Danmark, hvis og når Danmark ikke længere kan praktisere sin suverænitetshåndhævdelse, over både Grønland og Færøerne (diskussionen om selvstyre kan desuden, groft sagt, også farves af hvilke briller man anvender, når man anlægger sit historiesyn; er den grønlandskorienteret, er den fællesorienteret, er den dansk orienteret eller er den en sammenblanding af flere, og alle nævnte dele).
Lad os slutte disse betragtninger omkring det politiske landskab, samt dimensionerne vedr. selvstyretanken, med en beskeden resolution:
»Det til enhver tid økonomiske stade, skal ingen hindring være, for noget folk, at frigøre sig fra nogen kolonimagt«.
Stud. cand. scient.
Jens Duvande, Illisimatusarfik,
Nuuk
