Maria Juhl Hansen, Cand. jur
Jeg har længe gået og tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at stille jer nogle spørgsmål. Det lader til at I har svarene på en del af de spørgsmål, som menneskeheden har stillet siden den blev til.
I lader for eksempel til at vide, hvornår menneskesjælen bliver til. Ved I også, hvor den kommer fra? Eller hvor den bliver af bagefter? Ved I hvordan den bliver til?
Jeg tror egentlig, at vi er enige om, hvornår vi tror, livet starter. Jeg tror, at det starter ved undfangelsen. Der hvor jeg tror, at vores veje skilles er, når I lader til at mene, at der er tale om et menneske fra undfangelsen, at det er ligeså be-skyttelsesværdigt som sin vært.
I den vestlige verden anser vi traditionelt ikke ? i modsætning til visse kul-turer i østen ? alle liv for beskyttelsesværdige. Mennesker og visse højerestående pattedyr er beskytt-et, men allerede ved den sidste gruppe bliver situationen mudret. Vi kræver en vis form for sjælsudvikling for at anse et liv for beskyttelsesværdigt.
Har et foster inden tolvte uger så det? Efter min opfattelse er svaret nej. Et foster på dette stadie hedder i lægefaglig terminologi et embryon. Det betyder celledeling på græsk. På dette tidspunkt er livet en celledeling i en kvindes livmoder ligesom, så mange andre celledelinger i hendes krop. Hvis ikke der bliver grebet ind i denne enten fra naturen (eller Vorherre om man vil) således, at celledelingen går i stå og fosteret aborteres spontant eller, der gribes ind fra menneskelig side, og man vælger en provokeret abort vil denne celledeling i løbet af ni måneder udvikle sig til et barn. Men det er ikke det samme som, at det allerede inden tolvte uger, har det sjæleliv, der kvalificerer til betegnelsen et barn.
Efter min mening bliver det endnu mere iøjnefaldende, hvis man overvejer, at der ikke er tale om et hensyn til fosterets rettigheder alene. Der foreligger en situation med kolliderende rettigheder. Hvor hensynet til det levende fuldtudviklede menneske langt overstiger hensynet til en celledeling, der er fuldstændig afhængig af en "vært" for at overleve. Det kan på trods af al moderne teknologi ikke holdes i live uden for moderen. Alene det er for mig et vægtigt argument for, at fosterets liv ikke bør tillægges samme vægt som moderen.
Der er endnu en ting, som jeg synes, at abortmodstanderne kunne overveje. Nemlig, hvad det gør ved fosterudviklingen at vokse i en kvinde, der er syg af sorg og angst. For man skal jo huske, at de første til at pege fingre af kvinder, der får abort, ofte også er de første til at fordømme den pige, der kom galt af sted
Nu bedes læseren lægge mærke til en ting. Da jeg skrev om livets opståen og fosterets sjælsudvikling, skrev jeg, "efter min mening". Det er væsentligt, fordi jeg ikke forsøger at tage patent på, hvordan og hvornår livet begynder, slutter og hvad der sker før og efter. Det kan jeg ikke, og det ønsker jeg ikke. Derfor ønsker jeg heller ikke at bestemme, hvorvidt andre mennesker skal gen-nemføre et svangerskab, eller de skal afbryde det. Det kan jeg ikke. Der er for mange store spørgsmål, som jeg ikke kan give et endegyldigt svar på. Selv om jeg er kristen, bilder jeg mig nemlig ikke ind, at jeg har patent på sandheden. Netop derfor ønsker jeg et frit valg for det enkelte menneske til at afgøre disse spørgsmål med sig selv og på baggrund heraf træffe sit valg. Jeg mener, at det er spørgsmål af en karakter, som ingen kan afgøre for andre. Det er svært nok at afgøre med sig selv.
Sidst men ikke mindst burde I måske tænke lidt over, hvem det var, Kristus kom hos, da han vandrede på jorden. For så vidt jeg husker, var det meget sjældent hos folk, der dyrkede loven frem for kærligheden. De kendte nemlig ikke Kristus, når De så ham. Så lad den skyldfri kaste den første sten?
