Rigsfællesskabet har en mere end 600 år gammel historie. Færøerne har ikke på noget tidspunkt ønsket netop denne rigsfællesskab, men som et land, der betalte skat til den norske konge, endte vi i slutningen af det 14. århundrede sammen med Norge under den danske trone. Ved freden i Kiel i 1814 kom Norge fri af den danske overmagt, mens Norges oprindelige kolonier Island og Færøerne fortsatte med at tilhøre Danmark-Island til 1944, mens Færøerne stadigvæk er i rigsfællesskabet.
Men den nye koalition på Færøerne med Hr. Óli Breckmanns parti Folkeflokken i spidsen sammen med Republikanerne har nu et stærkt ønske om at ophæve denne del af rigsfællesskabet, der inkluderer Færøerne.
Og tilsyneladende er behovet for at kunne proklamere denne suverænitet større end viljen til at forberede Færøerne til virkeligt at være selvstændige både politisk og økonomisk.
Tager vi den økonomiske side først, så er det klart, at vi med egne indtægter fra det færøske samfund skal erstatte det bloktilskud, vi får på godt og vel 900 mio. kr. um året. Det er en økonomisk nødvendighed, hvis man ikke ønsker at nedsætte levestandarden så drastisk, at man kan undvære bloktilskuddet. Dette vil medføre, således som vi så tendensen i 1993, at alle dem, der ikke ønsker at være anden klasses borgere i et Nordisk Samfund, de udvandrer, og befolkningsantallet vil falde drastisk.
På den politiske side ligger der mange løste opgaver. Ethvert moderne demokrati bygger på de tre grundsøjler: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Har man ikke disse, så får man svært ved at kalde sig et moderne demokrati.
Reelt har vi den lovgivende magt i Lagtinget, men de begrænsninger, der ligger i hjemmestyreordningen gør, at en del af den lovgivende magt fortsat ligger hos Folketinget og ikke kan overdrages til Færøerne.
Vi har den udøvende og den lovgivende magt på de områder, som er færøsk særanliggender, men også en del af den udøvende magt ligger hos danske myndigheder, nemlig hos politi- og anklagemyndigheden.
Og den dømmende magt er pæredansk.
En løsrivelse uden de nødvendige forberedelser på både den økonomiske og politiske område bør betragtes som noget af en hasarderet satsning, da man ikke kender følgerne til bunds.
Og en amputeret suverænitet er ikke meget værd.
Det er vel vores opgave som politikere at sørge for, at vi udbygger og forbedrer det samfund, som vi er valgt til at administrere, således at befolkningen ved vores handlemåder kan føle sig tryg.
Men selvfølgelig skal vi have ændringer, og selvfølgelig skal vi stadigt udbygge vores selvstyre, således at vi som politisk målsætning har, at Færøerne skal være politisk og økonomisk uafhængige af Danmark.
Men for at nå dette mål, skal vi gøre et stort stykke hjemmearbejde. Det har ikke noget formål i sig selv at få lov at proklamere en selvstændighed, hvis den ikke er reel. Men det har et formål, at vi fortsat udbygger vores selvstændighed på samtlige områder, således at vi får en reel selvstændighed.
Derfor er det vores anbefaling, at Lagtinget nedsætter en forfatningskommision for at udrede dette arbejde. Socialdemokratiet ønsker en selvstyrelov, der klart definerer samarbejdet mellem de to selvstændige nationer og folk, men dette samarbejde kan foregå i en eller anden form for rigsfællesskab.
Det færøske socialdemokrati vil gerne deltage aktivt i denne proces. Men vi anbefaler en målrettet politik til større selvstændighed inden for rigsfællesskabet, således at vi, når og hvis det færøske folk måtte ønske løsrivelse, så er vi udrustede og forberedte til at kunne stå på egne ben.
Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse om udarbejdelse af en hvidbog kan ikke anbefales, da man fra dansk side ikke kender de færøske ønsker på dette område. Vi må først få gjort vores hjemmearbejde og finde frem til de ændringer, der har en bred politisk og folkelig opbakning. Vel sagtens er det disse ønsker, der skal danne grundlag for hvidbogen omkring dette emne.
Regeringens udmelding om at man ville stille sig positiv til de færøske ønsker er meget fornuftig.
Jóannes Eidesgaard, MF
