Nyrup svarar Eidesgaard

Så vil jeg i øvrigt gerne sige til hr. Jóannes Eidesgaard. Hr. Jóannes Eidesgaard sagde til mig: Jeg lagde

meget mærke til åbningstalens ordvalg. Jeg lagde mærke til, at ordvalget ikke omfattede ønsket om et

bredt flertal bag ved eventuelle færøske beslutninger om selvstyre.

Jeg vil gerne bekræfte i dag over for hr. Jóannes Eidesgaard, at det, jeg sagde på Færøerne, mener

jeg faktisk også i Danmark. Jeg tror, det vil være bedst sådan.

Jeg tror stadig, det vil være bedst for Færøernes fremtid, det færøske folks sammenhold om at

definere deres fremtid, at det bygger på et bredt politisk flertal i det færøske Lagting. Det er formentlig

den allerallervigtigste politiske historiske beslutning, man nu står for at skulle forme på Færøerne siden

krigen. Og jeg mener derfor af mange, mange grunde, at de største chancer for at få en bred færøsk

folkelig opbakning er, at man har et bredt flertal i Lagtinget bag det, man måtte beslutte sig for. Det vil jeg

også gerne i dag understrege.

Jeg vil også gerne understrege både til hr. Jóannes Eidesgaard og til hr. Óli Breckmann, at det må

være på Færøerne selv, man finder sit spor. Debatten må starte på Færøerne, debatten må finde sin

konklusion på Færøerne, og dernæst må forhandlingerne gå i gang med den danske regering. Det vil sige,

at processen, der nu er gået i gang på Færøerne, må, som vi ser det i Danmark, helst finde frem til et

konsolideret svar, der er rimelig gennemarbejdet og dermed også rimelig bredt baseret, som jeg var inde

på før.

Det er den færøske beslutning, hvordan man tilrettelægger sin proces. Jeg har blot villet give dette råd

plus et til, som jeg også gerne vil bekræfte. Det er sådan, at ethvert valg, uanset om det er for en selv her i

livet eller for et samfund, har sine konsekvenser. Det gælder også økonomiske konsekvenser, det har jeg

heller ikke lagt skjul på, og det vil jeg gerne bekræfte. Sådan ser den danske regering også på sagen i

forbindelse med det færøske beslutningsmønster om, hvilken form for selvstændighed - i højere grad eller

helt suverænt - man beslutter sig for.

Jeg kvitterer hr. Jóannes Eidesgaard for bemærkningerne om de to færøske fiskere, der kom hjem fra

Reunion. Nej, jeg vil ikke sige mere om det franske retsvæsen end det, hr. Jóannes Eidesgaard har sagt.

Vi håber, at det kan gå noget hurtigere næste gang, og i hvert fald kan vi bekræfte hinanden i en ting: Det

går meget hurtigere i Danmark, og det går meget hurtigt på Færøerne uden på nogen måde at anfægte

retssikkerheden.

Både hr. Jóannes Eidesgaard og hr. Óli Breckmann talte meget - og det forstår jeg meget vel - om den

intense og meget vigtige debat, der er i gang i Færøerne lige nu. Jeg vil gerne bare gøre et par få

bemærkninger til den debat.

Må jeg understrege endnu en gang: Paragraffer og lovgivning er ikke alt. Må jeg understrege, at man

på det færøske politiske niveau fortsat bør tænke på, hvad vi har tilfælles, fortsat bør tænke på, at der er

kontakter, der rækker langt ud over det, der står i lovgivningen.

Jeg har skrevet en lille artikel i Dimmalætting og i Sosialurin om vores uddannelsesmæssige

samarbejde, om det forhold, at der er tusindvis af færinger, der deltager i uddannelsesaktiviteter i

Danmark. Jeg har skrevet om vores gensidige besøg, om vores gensidige arbejdsfællesskab på Færøerne

og i Grønland og i Danmark. Jeg har understreget, at vi kan løse en række opgaver sammen.

Og så har jeg sagt en ting til: Der er jo ikke ret mange velfærdssamfund i Danmark og i andre dele af

verden, som tilsammen fylder så meget. Vi har vel 14-15 velfærdssamfund, og de ligger alle sammen

heromkring. En af forudsætningerne for, at disse velfærdssamfund, inklusive det danske, færøske og

grønlandske, kan bevare deres struktur, deres identitet, deres styrke og betydning internationalt og

indadtil, er, tror jeg, at vi holder sammen i en god, gensidig respektfyldt form. Derfor tror jeg, at sådan et

moment er vigtigt også at have inde i sine overvejelser og drøftelser politisk på Færøerne.

Må jeg sige om to øvrige spørgsmål, hr. Jóannes Eidesgaard rejste:

For det første tanken om en retsvæsenskommission. Jeg synes, det er en interessant tanke, jeg synes,

det er en naturlig tanke at rejse på nuværende tidspunkt. Og jeg vil gerne på regeringens vegne sige, at det

vil vi gerne overveje, og hvis landsstyret har en interesse i, at dette spørgsmål, som hr. Jóannes

Eidesgaard her rejser, følges op, så vil den danske regering bestemt være indstillet på at drøfte det intenst

og gerne medvirke til det på en konstruktiv måde.

Omkring helikoptertjenesten kan jeg bekræfte det, hr. Jóannes Eidesgaard sagde. Det må vi se at finde en løsning på, og det forventer jeg også vi kan.

Jeg vil også gerne bekræfte det spørgsmål, som hr. Jóannes Eidesgaard stillede til miljøministeren i går under spørgetimen. Jeg har netop fået bekræftet fra miljøministeren, at her vil vi meget gerne medvirke til en ihærdig indsats, som spørgeren var inde på.

Vi vil gerne medvirke til med den erfaring og indsigt, vi har, på samme måde, som vi har medvirket i Grønland og i det internationale arbejde, en ihærdig indsats til at få løst så mange af de problemer, inklusive kviksølv og andet, der jo hober sig op i det sidste led i fødekæden, som hr. Jóannes Eidesgaard nævnte. Vi kunne godt se for os en vision om et verdensomspændende forbud på en række af de her områder. Det vil vi gerne være med til at formulere.

Til hr. Óli Breckmann i øvrigt: Må jeg kvittere for de anerkendende bemærkninger om den aftale, vi har indgået den 10. juni. Jeg skal så i øvrigt ikke blande mig i hr. Óli Breckmanns definition af hr. Óli Breckmann selv; det overlader jeg helt til det færøske politiske samfund.