Af Dagmar Winther
På Egå Ungdomshøjskole går lige nu syv færinger.
Marita, Vanja, Karina, Birita, Durita, Elvira og Tina kendte ikke alle sammen hinanden i forvejen. Alligevel har de noget tilfælles. De er alle mellem 16 1/2 og nitten år gamle, og derfor har de valgt et ophold på en af Danmarks kun tre specielle ungdomshøjskoler.
De fleste af pigerne har hørt om højskolen fra venner og bekendte, som har været af sted tidligere. Og når man er færdig med skolen, og ikke har lyst at begynde på gymnasiet med det samme, så er højskole en oplagt mulighed.
? Færøerne er meget små. Jeg vidste bare lige med det samme, at jeg trængte til at komme væk. Når man er færdig med skolen, så trænger man til en pause fra det hele,? fortæller Marita.
? Jeg ville også have noget frisk luft, inden jeg skulle starte på gymnasiet,? siger Elvira. ? Min grandkusine har gået her, og hun sagde så meget godt. Hun viste mig billeder herfra?det var bare helt sikkert, at det var det, jeg skulle.?
? Det er første gang, jeg er af sted hjemmefra
? alene! Når man har brug for det, så må man bare gøre det!? fastslår Marita.
Øvede sig på at sige sit navn
Hel så enkelt var det ikke for alle pigerne. Birita og Durita fulgtes ad den allerførste dag.
? Jeg kan huske, at vi kom kørende, og så lå skolen der. Og jeg sagde: ?Kom, vi vender om!? Vi turde ikke! Alle så virkelig mærkelige ud. Men efter de første dage snakkede vi sammen alle sammen,? husker Birita.
Snakken, den foregår på dansk. De færøske piger snakker også dansk indbyrdes. Og hvis det foregår på færøsk, kan der godt snige sig nogle danske ord ind.
Men selvom pigerne har lært dansk i skolen, var de alligevel lidt nervøse for sproget.
? Før vi kom herned, tænkte jeg: Hvad nu, hvis alle begynder at grine, hvis jeg siger noget? I starten talte vi så stille, at der ikke var nogen, der kunne høre hvad vi sagde,? fortæller Vanja.
Elvira stod foran spejlet og øvede sig på at sige sit navn. Karina nægtede at tale dansk i starten. Hun fik en af de andre til at sige tingene for sig. Men sådan er det ikke mere.
Bedre til at være sig selv
På højskolen er man sammen om det meste, og man deles om arbejdsopgaverne. Her har man ansvaret ? både for sig selv og de andre.
?Når man er derhjemme, så er man meget afhængig af sine forældre. De vasker ens tøj og sådan. Det er sjovt at se, om man kan finde ud af det selv,? synes Durita.
Og det kan man jo som regel.
? Jeg synes, man udvikler sig, også fordi man får noget ansvar, laver mad og gør rent og alt det der. Og man er sammen med mange mennesker hele tiden,? siger Tina.
Og det er mange forskellige typer mennesker, det drejer sig om.
? Dem man snakker med her, det er måske nogen, som man ikke ville komme til at snakke med ellers, ? synes Durita.
Men det er ikke kun andre, man lærer at kende.
?Man bliver også bedre til at være sig selv?bare sig selv, ? fortæller Elvira. ? Det er svært nogle gange at være sig selv på Færøerne.?
Ingen hjemve
Selvom rejsen hjemmefra har været et stort skridt, har pigerne ikke haft hjemve.
? For et år siden var jeg på sprogskole I Malta, og der havde jeg bare så meget hjemve,? fortæller Marita. ? Det er klart, at jeg var bange for, at det skulle ske igen. Men jeg har slet ikke haft det!?
? Folk er meget mere åbne her,? forklarer Durita. ? De snakker bare om alt og alle, og man føler sig aldrig udenfor. De står bare med åbne arme, og så er det nemt at være sig selv.?
? Men man får ikke alt serveret på et fad. Det nytter ikke, at man låser sig inde på sit værelse og så bare sidder der. Så får man ikke noget ud af det, ? mener Marita. Så kommer hun I tanke om noget, som de alle synes er lidt sjovt.
? Noget utroligt ved danskerne er, at de får hjemve. De bor et par timer herfra, og de længes nogen gange sådan efter deres familie. Hvis vi skal hjem, skal vi med tog, flyve to timer og betale 2000 kroner,? ler hun.
En oplevelse for livet
Når de kommer hjem, skal pigerne alle begynde på gymnasiet eller arbejde. De er ret sikre på, at de stadig vil holde kontakten med de nye venner, ikke mindst fordi de alle har mobiltelefoner. Alligevel gruer de lidt for afslutningen på opholdet.
? Jeg vil gerne anbefale denne her skole til alle, ? siger Marita med eftertryk. Hun skal have sendt mindst tre brochurer hjem til nogle af sine venner, som også overvejer et ophold. ?Det er det bedste, både menneskene og fagene. Man kan ikke kede sig her, der er så meget at lave! Det er en oplevelse for livet, og det kommer ikke een gang til! Man bliver helt bange, når man tænker på den sidste dag??
Det er de alle enige om.
? Vi glæder os allerede til gammel-elev-fest,? smiler Durita.
