For 8 år siden var Diddan og jeg til koncert i Garnisons Kirke i København sammen med Hannafaster. Hun sad imellem os. Midt i en af Beethovens allersmukkeste sonater faldt Hannafaster sammen; hendes hoved gled ned på min skulder. Der sad hun ganske stille, ligbleg og livløs med lukkede øjne. Vi to søstre var helt overbeviste om, at Hannafaster var død. Vi vidste ikke, om vi skulle vente indtil pausen med at tage affære, så vi ikke skabte for megen opmærksomhed midt i koncerten, men det afgjorde et par stærke mænd på rækken bag os – de hjalp os med at bære hende ud. På trappen uden for kirken slog Hannafaster øjnene op. Vi var lettede – ”vi troede du sad og døde fra os”. Hun rettede på håret og sagde: ”Nå! Ja, det havde da ellers været en passende sortie.”
Torsdag morgen var det alvor, og Hannafaster gjorde sin endelige sortie, desværre uden Beethoven, men i selskab med sin mor, Elin omman, der gik bort for mange år siden. Hun virkede glad for hendes selskab, og jeg spurgte, hvad de talte om. ”Det kan jeg ikke rigtigt sige – men mammas stemme er så mild”.
Men som den farverige personlighed, hun var, var det som om hun havde bestemt, at hun heller ikke denne gang skulle gå ubemærket bort. Omkring middagstid trak det op til storm af orkanstyrke. Regnen piskede mod hendes ruder. Havet blot få meter fra hendes vinduer var i oprør, og bølgerne brusede uden ophold ind på stranden. Jeg er sikker på, at de bølger med tiden er blevet blandet med det færøske hav fra Vágsfjord og Nólsøfjorden.
Nu har søen lagt sig, og Hannafaster svømmer ikke flere rekorder. Hun sidder i sin lille båd, og selv om stormen tog årerne, skal hun ikke være bange for at drive væk på det store hav. Hun har intet at frygte, for Jesus har jo lovet at føre hendes lille båd trygt ind til himlens strand.
(...)
Ein hevur vinurin vilja og mátt
at bjarga mær frá grandi;
Jesus kann føra mín lítla bát
trygt at himnasandi.
Tíðin rennur sum streymur í á
fram í Harrans navni!
Lítlum báti eri eg á, -
himnastrond fyri stavni.
(4. og 5. ø. av Tíðin rennur sum streymur í á, eftir Fríðrik Petersen, 1891)
